The one that got away. Eller: Hvad med at donere 3,7 millioner til Carportens hus-fond?!

Huset ved siden af vores gamle, rare, dejlige, smukke, venlige hus (der bare ikke havde det på samme måde med os) er blevet solgt. Til 3,7 millioner kroner.

TRE KOMMA SYV MILLIONER KRONER.

3,7 millioner for et træhus tæt på ringvejens larm og lastbiler, tæt på ghettofakta og drukskuret, lidt for langt fra offentlig transport.

3,7 millioner for vores det-tætteste-man-overhovedet-kommer-på-et-drømmehus-hus.

Det havde været til salg længe, og Manden og jeg gnækkede ufølsomt (som kun forsmåede, hjertesmerte-ramte mennesker kan gøre det) over den sygt høje pris. De ville da ALDRIG få solgt det hus, vel.

Men solgt blev det. Først føltes det godt: Når det er SÅ dyrt, er det alligevel så langt out of our league, at det kan være ligemeget. Lidt som at være forelsket i Ewan McGregor eller James Bond eller andre hel- og halvfiktive karakterer. Man kan godt kigge på billeder og tænke "ihogåhognææh", men man ved godt, at det aldrig bliver til noget i virkeligheden, og det er helt OK.

Så føltes det dårligt. Rigtigt dårligt. For ja, vi skal til Bofællesskabsbeder, og det er godt. Jeg glæder mig faktisk. Natur og børneliv og fællesskab og alt det jazz. Men når husene i vores gamle kvarter er SÅ dyre, selv i krisetider, så betyder det, at vi aldrig kommer til at bo der. Aldrig nogensinde. Og et eller andet sted nederst i bunken med uerkendte fremtidsdrømme lå billedet af Manden og mig og halvstore børn i et træhus i det gamle hood. Hånd i hånd i havens eftermiddagssol, tæt på ringvejens larm, tæt på drukskuret og ghettofakta... og tæt på De Smukke Naboer, på Århus' centrum, på spandevis af kulturel kapital og svensk-landsby-stemning.

Men sådan skulle det ikke være. For 3,7 millioner er bare så langt fra noget beløb, vi nogensinde får råd til at købe hus for.

Farvel Finneby-fremtid. For fanden.