Livstegn. Livs tegn.

Mens BetteLiv har travlt med snot og ikke-søvn og eventuelt nogle ømme gummer, forsøger jeg flittigt at lære hende babytegn. Og ligner derfor en idiot. Fordi jeg sidder der og vifter med hænderne og siger ting meget tydeligt igen og igen. "Ja, du SPISER, du SPISER, Livse."

Og Livse kigger lykkeligt på mig og griner og hoster og snotter og laver ingen tegn tilbage til mig.

Endnu.

Sønne fangede konceptet, da han var ti måneder, og indtil videre har Liv tangeret eller slået alle hans rekorder, så mon ikke hun kommer efter det. Og for hulan det var en fest, da Sønne først havde forstået, at han kunne kommunikere med os og sige skægge ting i stedet for at skrige. Hund, for eksempel, som var hans første tegn. Og bad og fisk og fugl og telefon og MERE. Og ikke mindst LARM, som han brugte meget i starten i vuggestuen...

Nå. Altså. Selvfølgelig synes Sønne, det er herligt, at jeg sidder dér og ligner en lettere debil tegnsprogstolk. Og fordi han er en sød og rar og serviceminded dreng (det meste af tiden), vil han gerne lære alverden noget tegnsprog. For eksempel:

BIL. Det absolut vigtigste tegn i den her familie. I kan se det usynlige rat, ja?

HUND. Han klapper sig på låret...

SPISE. Og MAD. Det giver sig selv, iggå.