Det er ikke en joke. Det her er rent faktisk et seriøst ment opslag i en børnehave. Ikke Sønnes børnehave, heldigvis, billedet stammer nemlig fra Facebook - hvor det selvfølgelig blev kommenteret med en masse "og hvad så, folk har det jo værre i resten af verden"-agtige kommentarer.
Jeg bliver så træt så træt så træt.
Men jeg var også et mærkeligt barn, der var dårlig til at lege med barbier men til gengæld elskede Zoologisk Museum. Jeg ville have følt mig helt mærkelig og forkert, hvis min børnehave havde været så tåbelig. Eller måske: Hvis verden havde været ligeså køns-fucked-op i midt-firserne, som den tilsyneladende er i dag.
Og hvis I har lyst til at blive i endnu dårligere humør på ligestillingsfronten (og få nogle gode ord at sætte på humør og ligestilling og front) så læs Liza Marklunds kloge, sjove og triste ord ovre hos Julia Lahme.
Åh gud, der fik jeg lige en akut depression. Kender dumheden virkelig ingen grænser?
SvarSletNix. Det gør den ikke. Verden er seriøst af lave, især når det kommer til køn.
SletSkræmmende. Virkelig dumt. Hvordan får man den ide, altså som pædagog især?
SvarSletJæs, jeg er meget uenig med pædagogerne i den institution. Men min påstand er, at det er udtryk for en tendens snarere end nogle få, tossede pædagoger. I stedet for at bruge så meget krudt på at diskutere antallet af kvinder i bestyrelser skulle vi måske starte med seriøs ligestilling i børnehaven. Så kunne det være, at næste generation kunne klare det uden kvoter. Tilsyneladende går det dog den stik modsatte vej...
SletDet kan slet ikke hidse mig op - de kommer på tur, de deler børnene op i mindre grupper og ja - det er en pige tur og en drenge tur, næste gang er det måske fordelt på en anden måde. Uanset, så synes jeg personligt ikke vi skal derhen hvor de er i Sverige og ikke må sige han og hun, men har opfundet et h*n. Børnene er da stadig køn, og måske er der drenge der hellere vil se på barbie og omvendt...men jeg tror måske godt de kan få en dejlig dag alligevel. Og I må gerne kalde mig gammeldags, det er jeg nok lidt :)
SvarSletDet er næppe dig, der er gammeldags... nok nærmere mig. Jeg tænker i hvert fald med glæde tilbage på min egen barndom, hvor jeg aldrig blev udsat for den slags, men i stedet fik lov at lege med biler (frem for Barbier) ligeså tosset jeg ville. Egentlig er hoved-problemet ikke, at man deler børnene op i to grupper, og at den ene gruppe laver en ting og den anden gruppe en anden ting. Problemet er, at de laver nogle kønsspecifikke ting - og at pigernes ting stinker (og får ikke-barbie-piger til at føle sig forkerte), og at drengenes ting er vildt fed. Jeg må skrive et blogindlæg om dét ved lejlighed - og har i øvrigt tænkt mig fortsat at bruge hun og han. Mere svensk er jeg dog ikke.
SletJeg er enig i din kønspolitiske holdning, så et indlæg som dette er bestemt noget, der godt kan hidse mig op.
SletMen jeg bliver lige nødt til at korrigere det her med sverige og 'hen'. Ordet hen er IKKE ment som en erstatning for hun og han!
Det er ment som en tredje mulighed, der kan anvendes i tilfælde hvor der kan være tale om både en kvinde og en mand, man ikke ved kønnet eller f.eks der hvor vi i dag ville skrive m/k.
Det kan til gengæld godt hidse mig op. Og jeg er hverken gammeldags eller moderne eller noget. Jeg er bare pissetræt af at børn i dagens DK dagligt får at vide, at den vigtigste egenskab ved deres person er, hvilket køn de har. Jeg har bare en milliard eksempler (samler på dem) fra mine egne drenges liv, på hvordan voksne direkte og indirekte belærer børn om, at dit køn er helt afgørende for din smag, dine ønsker, evner, interesser, osv. Jeg er bare så møgtræt af det. Når en ekspedient i en boghandel spørger mig om gaven er til en dreng eller en pige, fordi det er afgørende for hvordan bogen skal pakkes ind, så nægter jeg altid at svare. Come on, altså.
SvarSletSkriv mere! Og længere! Og flere eksempler! Jeg samler også på eksempler... også på andres. Og måske bliver det hele en dag til en smuk og overskudsagtig debatbog. Who knows.
SletJeg har brygget på en kronik, men det lader sig ikke gøre at færdiggøre den - har stress og får mere hver gang jeg prøver at skrive den. Det er i øvrigt en vidunderlig ide at skrive en debatbog - Ann Elisabeth Knudsen o.lign. får sjældent modspil. Manu vil sikkert gerne kommentere den ;-)
SletNåmen her er 4 eksempler:
1: Min søster arbejdede i en børneboghandel i Kbh. Blev ofte spurgt til råds af kunder der skulle have en gave til en børnefødselsdag. Hun anbefalede ofte Pippi Langstrømpe, men hun fik ofte det svar, at det duede ikke, fordi gaven var til en dreng. Og Pippi handler jo om en pige. What?! Hvordan er dette et gængs argument i det 21. årh.? Og så på Vesterbro? Pippi er en pige. Godtnok både vild, stærk, sej, opfindsom og handlekraftig (super rollemodel for ethvert barn - i mit univers), men stadig en pige! Ifølge disse voksne kan en dreng altså ikke identificere sig med en pige, uanset hvilke andre kvalifikationer hun i øvrigt har. Kønnet er altafgørende.
2: Jeg har lillebror på 2 år med i storebrors børnehave. En pige på 4 år spørger, "Hvad hedder hun?". Jeg svarer, "Det er en dreng". Hun, "Jamen hun har jo pink strømper på - det er en pigefarve". Jeg siger til hende at det er noget sludder (det der lige faldt mig ind, sorry). Så pigens trumf: "Jamen, han kan ikke lide den farve". Har pigen selv fundet på at kønnet er afgørende for min søns smag? Næppe. Når hun ser børn i legetøjskataloger er piger på de lyserøde og lilla sider og drengene på de andre, når hun får en lillebror må far og mor købe en helt ny garderobe fordi han kan jo ikke gå i hendes aflagte tøj, hagesmæk, voksipose, dynebetræk, hvis der er den mindste antydning af lyserød eller lilla på, det er jo kun til piger. Når hun og hendes bror bliver medlem af børnenes trafikklub modtager hun en lyserød og han en lyseblå madkasse. Kønnet er afgørende.
3: Til min store søns seneste børneundersøgelse skulle han vælge et lille stykke legetøj i en krukke. Han valgte et flot armbånd med skinnende plastikperler i forskellige gule, lyserøde og lilla farver. Lægens kommentar: "Næh hvor fint. Så kan du forære det til en af pigerne i børnehaven". Min søn forvirret. Betuttet på vejen hjem: "Mor, må jeg ikke godt selv beholde det armbånd?" Grrr. Han havde for pokker selv valgt det armbånd. Dette valg til trods havde lægen indirekte diskvalificeret hans valg. Fordi han havde det forkerte køn. Og fordi kønnet er afgørende.
4: Til 5-års børnefødselsdag hos en ven fra børnehaven. Vennen havde valgt at invitere fire drenge og en pige. Efter kagen legede de allesammen med biler og lego i stuen. I et tilstødende lokale legede vennens storesøster og en veninde. Og så - vennens forældre til den pige som var inviteret til fødselsdagen: "Hør skal du da ikke ind og lege med de andre piger?" For pokker. Hun legede jo fint hvor hun var. Men, nåja, kønnet er afgørende.
Åh gid jeg ikke havde stress og ku skrive den fucking kronik.
Hvordan kan vi dog forvente at børnene ikke også opfatter kønnet som afgørende når de bliver voxne? Kæmpeopgave at skabe reel ligestilling, hvis børnene hele deres barndom hører at du er først og fremmest dit køn, og dernæst alt muligt andet.
Tak! Ikke mindst for den fine formulering om, at den vigtigste egenskab ved vores unger altså ikke er deres køn.
SletI øvrigt har vi oplevet næsten det samme med læge-armbåndet. For jæs, Sønne valgte et af helt samme slags, da han sidst var hos lægen. Og den ellers virkeligt gode og lyttende og rare læge blev et øjeblik helt perpleks. Og sagde "æh, jada, så må du jo se, om du kan finde noget at bruge dét til." Je-sus altså.
Nå. Mit hoved er fylt med kronikker, ligesom dit, og min krop er fyldt med stress, ligesom din. Mit gæt er, at stressen går væk, før kønsproblematikken, så der ligger jo en herlig kamp og venter på os på den anden side... Sig til, hvis vi skal joine forces!
Ku måske være sjovt at joine forces en dag. Hvis stressen mig det vil. Har svært ved at finde ægte genklang for mine holdninger, selv hos mine ellers yderst fornuftige venner. Foreløbigt kan vi forsætte vores eksempelsamlinger...
SvarSlet