Taknemmelighedsdagbøger - en slags opium for folket

Egentlig var det her bare et svar på den diskussion, der fulgte i kølvandet på indlægget om skriget fra kernefamilien. Men det blev så sindssygt langt, at det er blevet forfremmet til et indlæg in its own right. Værsåartig:

Jeg har tænkt over det. Det dér med skriget fra kernefamilien og evige forældrefrustrationer og skyldfølelse og sårn.

Som Viggos mor så rigtigt siger, så kan der hurtigt gå problemkultur i den. Altså det er nemt at tænke, at alt skal være perfekt, og så komme til at fokusere på alle de områder, hvor livet helt naturligt ikke er det. Ergo er en del af vejen til den Lykkelige, Uskrigende Kernefamilie accept (af omstændighederne – af ringe nattesøvn, bøvl og gylp og travlhed) og fokus på alle de milliarder små men herlige oplevelser, småbørnslivet jo også bringer.

True. Svært at være uenig i. Jeg hader folk, der bare brokker og brokker og brokker uden nogensinde at GØRE noget - og uden at se miraklerne lige for snuden af dem.

Men for hulan altså. Det nytter bare ikke ret meget med positivt fokus, hvis omstændighederne er ad helvede til. Hvis man har to fuldtidsjobs plus pendling, for eksempel, og aldrig ser hinanden. Eller ungerne konstant er syge, fordi alle andre forældre sender halvsyge børn i institution, fordi DE (også) føler sig vildt presset af allerede at have haft barns 27.000 første sygedage… Altså jeg er helt med på at fokusere på gode ting, og jeg har ført taknemmelighedsdagbog i år og dag. Jeg er, selvom det måske ikke altid er til at se, ukuelig optimist inden under de sorte rande. Og det er fint. Det hjælper bare ikke sindssygt meget, hvis man dårligt kan holde på kuglepennen af træthed og stress og sygdom og kuller. Ja, jeg er taknemmelig for at have et sted at bo, for at have to fantastiske og pt. raske børn, for Manden, for at have mad på bordet og for at bo i et velfærdssamfund. Og sårn. Men jeg er saftsusemig utaknemmelig for at bo på fjerde sal og for, at det trækker ind gennem alle revner og vinduer og sprækker, så børnene bliver forkølede helt uden hjælp af institutionen. Og for at det er dyrt og nærmest umuligt at finde et sted at bo, hvor vi BÅDE er i nærheden af venner og familie OG ikke smadrer mit bækken helt til ukendelighed på uendelige trapper. For eksempel.

Og jeg kan godt gå rundt og slå mig selv i hovedet med, at jeg er et utaknemmeligt, problemfokuseret skarn, der brokker mig for meget. Jeg kan også forsøge at gøre noget ved de lettere fucked up boligomstændigheder og, på længere sigt, ved hele det system, der giver 80 årlige sygedage pr. institutionsbarn (seriøst!) og evig arbejdsskyld med skyld på til forældrene. Revolución! Eller… altså. Jeg har jo ikke nogen løsninger på noget, vel, så I må se langt efter de forkromede pointer. Det er derfor, jeg beder om hjælp og uddeler svensk revolutionslitteratur til højre og venstre. Jeg nægter bare at acceptere, at omstændighederne og dagligdagen skal være så hardcore, som de er for ni ud af ti børnefamilier i min omgangskreds.