Mortrampolin. Nu!

Jeg har en krop!

Ja, det virker måske ikke som nogen nævneværdig nyhed. Men det er det. I hvert fald troede jeg selv, at jeg kun bestod af et stk hoved og to stk hænder. Til henholdsvis at råbe "nej du må ikke kilde Livse så hårdt" med og hamre hårdt i tastaturet på arbejdscomputeren med - og ind i mellem tage fat i en krave med eller skifte nogen med.

Men så var Sønne og jeg til familietons og gymleg i DGI-huset. Hele tre grimme ord i én kort sætning, ja, men hvad DGI-folket mangler i ord-skills har de så sandelig i krops-skills og vidunderlige gymnastikfaciliteter. Så vi tonsede og gymlegede og blev gladere og gladere. Og det viste sig jo, at jeg vitterligt har en krop. En krop, der både kan slå kølbøtter og hænge på hovedet i ribberne og kaste 13 kilo skraldgrinende Sønne meget langt væk i de meget bløde madrasser. Hvis ikke der havde været så fordømt mange børn (...), kunne jeg måske have sneget mig til et enkelt forsigtig salto i trampolinen.

Mine øjne mødte en anden muttis blik tværs henover trampolindugen, og vi tænkte det samme: Væk med de børn! Ind med os! (Og ja, jeg tjekkede bagefter - det VAR faktisk det hun tænkte, og ikke bare min egen svedige gymnastiskprojektion.) Altså, det var ren lyksalighed og krops-erindring at løbe rundt hånd i hånd med Sønne. Det har vi ligesom slået fast. Men hvornår var det, at jeg selv skulle have lov til at hoppe og springe bare en lillebitte smule (og ikke behøvede at varme op ved at lege slange, farlig tiger og trold)? Hvor er holdet for trætte 30-somethings, der er blottede for talent, men som bare godt kan lide at slå kolbøtter og svinge sig i reb og springe trampolin...? Træningen skulle nok ligge mellem 23 og 24, hvis jeg skulle have tid... men alligevel.

Well. Indtil nogen opretter sårn et hold, er jeg at finde hånd i hånd med Sønne, gymlegende og familietonsende, i DGI-Huset. Kom glade, så giver vi en riskiks.