Man kan ikke taknemmelighedsblogge sig ud af alting. Eller: Giv mig et hus nu. Please.

Jeg er blevet ramt af den store, stygge hjemve. Hus-hjemve. Have-hjemve. Et-hjem-uden-ondt-i-bækkenet-og-hvor-børnene-kan-lege-udenfor-hjemve.

Det startede, da jeg hang ud med den kvindelige del af De Smukke Naboer i vores tidligere hood. Som var helt fint og fredeligt - og irriterende lykkeligt uden mig.

Så slog det mig, at vi jo for hulen kun bor her oppe blandt tårne og duelort og vinduestræk på lånt tid og skal flytte, før vi nogensinde når at få råd til et ordentligt sted at flytte hen. Og så satte universet, den sure gamle nar, trumf på, og sørgede for at jeg alligevel ikke fik Den Sjove Opgave, der kunne have pyntet gevaldigt på bankkontoen og dermed øget mulighederne for at slippe væk. Nu sidder jeg og dunker hovedet ned i tastaturet og stirrer på uopnåelige boliger på nettet gennem vredt sammenknebne øjne. Dét er lige til at få rynker og ondt i kraniet af.

Ind i mellem slår jeg (naturligvis) mig selv i hovedet over ikke at være mere taknemmelig. Og laver lister - mentale og fysiske - over alle de ting, der trodsaltsgudaforhulen er cool nok ved dét her kvarter. Her er en af dem:

Skanseparken. Dér kan man køre på løbecykel og blive momentvis salig over vintersol. Og arbejde (med meget, meget kolde fingre på tastaturet) mens BetteLiv tager en skraber i barnevognen.

Aros. Næsten om hjørnet. Dér kan man trille hele vejen rundt og fedte det røde glas til med små og store næser, mens man filosoferer over kraner og huse.

StreetCoffee, min evige ven og terapeut. Slår klart Aros og parken og er faktisk det eneste, jeg virkeligt ville savne, hvis vores gamle hus besluttede sig for, at det alligevel elskede os og gerne ville have os tilbage.

Nåmen føler jeg mig så mere taknemmelig nu? Ha! Hvis ikke der var så forbandet langt ned ad de trapper (og op igen), ville jeg gå ned og købe noget trøstelakrids i 7eleven, som faktisk ligger ganske tæt på - og det kan man jo også godt være taknemmelig for, hvis man er i det humør.