Betuttede Sønne hverken skriger eller skaber sig eller græder eller klamrer sig desperat til sine forældre. I stedet spørger han "men HVORFOR skal jeg gå i børnehave mor? Hvornår er jeg færdig med det? Når jeg skal gå i skole, mor, så går du ikke vel? Så tager du med! Iggås?"
Betuttede Sønne kigger med store runde øjne på alle de andre børn, der selv tager tøj på og lystigt snakker med hinanden.
Betuttede Sønne kommer med en sidste stilfærdig bøn - stadig uden tårer - før jeg med et kunstigt smil vinker farvel og jolrer forbi bussen, der skal køre alle by-ungerne ud i naturbørnehaven: "Du tager med ud i børnehaven, mor! Du må gerne!"
Kan I mærke jeres hjerter lige så stille briste af ømhed, sorg, tvivl og bekymring? Nå, men det kan jeg.
Heldigvis er han ikke Betuttede Sønne hele tiden. På morgenens billede her er han fx pilot og flyver til Mallorca for at "svømme med fisk og rejer og røjspætter og min bedste ven Malik". Og ind i mellem snakker han lystigt om, hvad han lavede i børnehaven i går. Det må være et godt tegn.
Siger moren til sig selv.
Mit hjerte bristede i ét stort skælv, da jeg læste dine linjer! Av. Nok både fordi jeg føler med Betuttede Sønne, og fordi jeg får flash back til Gustavs børnehavestart. “Mor, NU er jeg færdig med at gå i børnehave, ik’ ...?” Sagt på ottendedagen med store, forventningsfulde øjne. “Nej, min ven, du har så lige 3x365 dage tilbage. Men det går hurtigt.” Ja, det er svært at se sin lille skrøbelige unge blandt alle kæmperne, der bare går i børnehave så let som ingenting. Men Sønne bliver én af dem. Jeg lover det. Snøft.
SvarSletBliver han en af af kæmperne en dag? Lover du det?! Hold da op jeg glæder mig... Snøft, ja.
SvarSletAvav. Jeg kan også mæke mit hjerte briste. Øglen har gået i børnehave i lidt over en måned nu, og hun spørger stadig af og til om, hvorfor det lige er, hun skal i børnehave. "Jeg vil hellere være hjemme hos dig og Varanen, mor!" Avavav!
SvarSletMen i det store hele er hun glad, og jeg kan se hende udvikle sig med stormskridt. Sproget, måden at gebærde sig på og attituden (oh my lord - børnehaveattitude er noget helt for sig), og hun er rigtig glad for sin børnehave, faktisk. Så glad, at hun blev megasur på mig i dag, da jeg fortalte, at nu er det weekend. Så det betuttede går over (og bliver afløst af teenage-modus), og før man får set sig om, så er ens bettenus erstattet af en af kæmperne. Og det er faktisk (også) helt vemodigt...
Jeg kan også huske da Bertil startede i børnehaven - det var ikke nogen let periode for moderhjertet. Og selv om det kan være rigtig svært at gå fra en grædende (skrigende) baby, der lige er startet i vuggestuen, så er det endnu sværere at gå fra en næsten-tre-årig, som lige er startet i børnehaven og bedende siger "du må ikke gå, jeg vil godt ha' du bli'r her". Øv øv. Men jeg melder mig i koret, der siger, at det nok skal blive rigtig godt. Lige om lidt.
SvarSletså var der en gang en lille pige der gik i børnehave - og hun græd meget højt en gang imellem! F.eks. da hun skulle på sin første koloni. Det fik alle de andre børn i bussen til også at græde! Hjerteskærende - senere blev hun stor og flyttede langt væk til Århus.
SvarSlet