Egentlig skulle det handle om Sønne og søvn. Om Sønne og mangel på søvn. For: Han vågner af at hoste - forståeligt nok - men modsat alle, jeg ellers kender og har hørt om, er han fuldstændig umulig at gen-putte. I stedet for at vende sig om på den anden side og falde i søvn til en ti-tyve godnatsange, vågner han helt-helt op og begynder at løwe lejligheden rundt. Midt om natten. Igen og igen. Manden er Sønne-nattevagt og jeg er ammevagt. Og det er heldigt. For et menneske med mindre tålmodighed end Manden (det vil sige de fleste), ville være imploderet af træthed og raseri. Det første han sagde, da jeg overtog ved seks-tiden i morges, var "jeg vil løbe. Far siger nej nej nej." Og så grinede han.
Og egentlig skulle det handle om, hvor lidt jeg bryder mig om at tage mig af to snottede børn - den ene hysterisk, skrigende overtræt - når jeg selv har træthedskvalme og ondt i halsen og ondt af mig selv.
Men.
Så kom der en Smuk Nabo forbi med kanelbullar og tog-film. Og, ikke mindst, overskud til at lege med Sønne, der straks blev meget gladere og friskere i nærværet af en voksen der a) ikke var ligbleg og b) havde energi til at smile og grine og finde på.
Og så gik vi ud i kulden og festugen og tøffede rundt på noget meget nørdet mini-damplokomotiv-halløj, kørende på ægte kul. Og Sønne strålede om kap med den sol, der i ganske kort glimt kiggede frem bag efterårs-skyerne over rådhusparken, og det var svært ikke at være en lille smule lykkelig der midt i damp og træthed. Åhja. Der var oven i købet en børne-sized udgave af Thomas Tog, der kunne spiller musik og køre rundt og rundt og rundt... Og som den stadig lysende dreng helst ville stå og ae og pille ved og bestemt ikke sige farvel til.
Og BetteLiv sov igennem det hele.
Ren børnefamilieidyl. Trods alt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar