Ammehjernen og Bette Jane Fonda

Engang påstod jeg, at jeg udmærket vidste, hvem jeg selv var, selvom jeg boede i lånte møbler og gik i lånte klæder. Det ved jeg ikke længere. I hvert fald opfører jeg mig højst bizart.

Fx har jeg altid hadet de glittede baby-blade og deres alt for forhastede konklusioner om alting. Nu læser jeg dem med stor og ægte interesse.

Og jeg har altid syntes, det var overfladisk at gå alt for meget op i babykluns. Nu svælger jeg i alle de herlige mærkevarer, jeg har lånt mig til gennem den evigt gavmilde og velklædte mødregruppe-for-ever. Jeg overvejer endda selv at købe noget babytøj. En dag.

Og jeg har i særdeleshed syntes, det var noget pjat at beklage sig over post-graviditets-flæsk i månederne efter fødslen, for hey, man har lige født, og hvad havde I egentlig regnet med?! Nu er jeg selv voldsomt træt af at gå i ventetøj og ventetøj og ventetøj og kigger længselsfuldt efter cowboybukserne bagest i skabet. Og jeg brokker mig over det, til alle i min nærhed.

Og så har jeg altid kunnet stave. Har jeg været i tvivl om alt andet, har jeg i det mindste altid kunnet stave. Og skriwe. Nu glemmer jeg rask væk et nutids-r, og jeg har først nu rettet overskriften i gårsdagens indlæg, hvor jeg havde skrevet ludder med et d. Så er det helt sikkert, at verden er af lave. Og til gengæld fuldstændig usikkert, hvem det nu er, jeg er, og hvad det nu er, jeg kan.

Måske er det et udslag af at være blevet mutti, hører jeg jer hviske. Jamen! Jeg har jo allerede et barn, og han udløste ingenlunde den slags... muttiness.

Måske er det et udslag af ammehjerne. Et fænomen jeg altid har tilskrevet for lidt søvn i stedet for selve amningen. Men jeg får faktisk temmeligt meget søvn. Hvilket vel altid er noget. Ellers ville jeg eventuelt gå i panik over min nye personlighed.

I det mindste kan jeg stadig grine højt og længe, når BetteLivs Preben-frisure (hentehår, skaldet på toppen, langt og mørkt i nakken) prydes af dette yndige pandebånd og får hende til at ligne en mini-version af en 70'er fitness-guru: