onsdag den 10. august 2011

Regn. Jårdbær. Børnearbejde.

Krøb du ind under markiserne, da det begyndte at styrtregne og monsterblæse out of know where på gågaden i Århus i dag?

Og så fra dit skjul damen, der kom spurtende på den ellers tomme gågade med en tydeligvis alt for tung barnevogn, hvor regnslaget sad løst og blafrede til alle sider, og en cirka to-årig på skuldrende, der begejstret brølee "DET HEGNER DET HEGNER VI BLIVER VÅJE!"?!

Det var mig. Og afkom. BetteLiv var sulten, og jeg kunne ikke tænke klart nok til at løbe ind til Fætter BR i tøvejr og amme. Og jeg havde efterladt Sønnes hegntøj i vuggestuen.

Så jeg løb. Og løb. Og ringede efter Manden. Han joinede os ved den udendørs grønthandlermand, som Sønne - i det ligeså pludselige tøvejr - begejstret stillede sig i nærheden af for meget højlydt at gentage "TRE BAKKER JÅÅRDBÆR FOR TREJWE". Ømt.

Vi fik fire nektariner gratis, måske som en slags provision af det ekstra salg, drengen helt sikkert har skabt. Og jeg fik ondt i bækkenet af alt det løberi.

5 kommentarer:

  1. Haha. Hvem der bare havde stået under en markise i nærheden. Han er snart klar til at komme på tur med "Ojjergrisen".

    SvarSlet
  2. Salling har ammestue på øverste etage. Det er nok mere behageligt end både løbetur i regnvejr og amning i den gyselige blå/røde butik.

    SvarSlet
  3. Jeg var der, men så dig (desværre) ikke ;-)
    Så ka' vi genkende den danske sommer igen.

    SvarSlet
  4. Han er nu fremmelig, den dreng. Og bravo for farmand der kommer som kaldet!

    SvarSlet
  5. Jamen farmand kommer altid, når kaldet (og når tonen i telefonen er tilpas hysterisk). Og har godt hørt noget om den ammestue i Salling, men må på researchtur en dag med mere overskud og færre børn. Har så hulens svært ved at tænke klart, når den ene råber på jydsk, og den anden er ved at spise sin hånd af velopdragen sult-desperation.

    I øvrigt er vi nået til Ojjergrisen (eller Ojjergrishen, som den hedder, hvis man læsper lidt). Vi kigger på den fra broen bag banegården. Vi elsker jo tog, omen ikke helt så meget, som vi elsker gravkøer og vinkelslibere.

    SvarSlet