Nej, jeg har aldrig været så god til det der smerte

I går var jeg kæk. Pjevsekæk, men dog fortrøstningsfuld. Hvor slemt kunne det være, og jeg kan da sagtens cykle og hahaha.

Så forsvandt den sidste ret styrt-adrenalin, og nu er jeg bare pjevset. Og jeg ynker mig selv over bulet, skramlet krop. Og drikker pebermyntete (!), selvom jeg sidder på en Baresso i midt i Midtjyllands svar på Barcelona. Hvortil jeg er kommet med bus, for nej, jeg kan ikke sagtens cykle.

Det var bare det, jeg ville sige. Stakkels mig og så videre.

Spændende, I know.

Men bare rolig. Jeg skal nok blive klar til Rio 2016.

Nåmen i dag tog jeg så den helt ufarlige vej ind til byen. Cykelsti, lyskryds, den slags. Ind i mellem enkelte andre mennesker uden hjelm og spandex. Jeg kunne slappe helt af, med andre ord. Og måske var det dét, der var problemet.

I hvert fald endte min cykel med at fiksere mig til asfalten ved hjælp af barnestol ispændt tung rygsæk. Så lå jeg der, på afsfalten, og spekulerede på, om mit ben mon var brækket, eller om der mon var andre grunde til, at jeg lissom havde mistet kontakten til det.

Et par biler kørte forbi.

Jeg besluttede, at benet ikke var brækket, for så havde det helt sikkert gjort ondt.

Til sidst holdt en bil ind til siden, og en rar bilist fik med møje og besvær rejst monstertung cykel op og kiggede på mig og mit ben. Der selvfølgelig ikke var det mindste brækket, blot dekoreret med hudafskrabninger og begyndende buler.

Den rare bilist børstede gruset af min iPhone og sikrede sig, at jeg ikke var ved at besvime. Så kørte han, og jeg humpede med mit strammeste jeg-er-en-supercyklist-der-ikke-lader-mig-slå-ud-af-lidt-blod-smil på arbejde. Meget velvalgt da at have blodrød, mønstret nederdel på, nu jeg tænker over det.

Otte timer senere cyklede jeg hjem. "Avavavav," sagde jeg opad alle bakkerne og følte mig som en helt.

Det kan godt være, jeg tager Oddergrisen i morgen. Trods alt.

PS Hvis nogen af jer har lyst til at sponsorere en cykeltaske, vil I øge mine OL-chancer og den generelle trafiksikkerhed markant. Jeg mister jo for hulan alt for nemt balancen med tung-rygsæk-på-barnestol-setuppet. Og jeg vil gerne skrive jeres logo på tasken, hvis det er. Og på cyklen. Og eventuelt på mig selv.

Eventyr i hverdagen #2. Eller: Sådan træner man til OL 2016...

Jeg har en citybike med syv gear, en cykelkurv og barnestol. Det er den mest avancerede cykel, jeg nogensinde har haft. Alligevel kommer den på en eller anden måde til kort, når telefonen, aka min vikarierende stedsans, leder mig ud på den her slags veje:

Der var dådyr. Og mandshøje brændenælder. Og tiltagende smalhed, stenethed og hullethed. Der var en computertaske, der hoppede og dansede i cykelkurven, og der var strækninger, jeg måtte gå mellem markerne. Der var tøj, der klistrede til krop, flæsk der blevrede og puls der steg. Til gengæld var der ingen af de cyklister, der ellers dominerer cykelstierne i nærmiljøet: Spandex- og hjelmklædte, foroverbøjede, cyklende med 400 km/t. Trælse.

Sådan ser en del af min cykelvej fra Århus til God Bedre Beder ud - ifølge Google Maps. Og bedst som jeg (igen og igen) blev brændt på sandaltæer og t-shirtarme af de uendeligt mange brændenælder, fik jeg et stort og svedigt klarsyn: Bliver jeg ved med at cykle på stien her, bliver jeg klar til OL i Rio. I noget mountainbike-agtigt. Jo jeg gør. Er I klar over, hvor sindssygt hårdt det var? Og hvor OL-like jeg klarede det? Fx græd jeg ikke en eneste gang, heller ikke da nogle små men væmmelige fugle var ved at flakse ind i hovedet på mig.

Nu mangler jeg bare noget UDSTYR. Spandex, fx. Og en aerodynamisk hjelm og noget energidrik.

Og en mountainbike.

Og en sponsor.

The constant (quite crazy) gardener

Han er skør, den dreng. Crazy. Vi behøver ikke gå i detaljer, vel, krydser blot fingre og håber på, at han snarligt bliver en mere normal version af sig selv. Indtil da må vi glæde os over de herlige stunder, der trods alt er ind i mellem. Som når han hamstrer oliven til sin bettesøster til fælles-aftensmaden, fordi han ved, hun elsker dem. Eller når han forsøger at overbevise mig om, at tandlæger har hjelm på, når de arbejder. Eller, ikke mindst, når han arbejder i haven. Fx med at udplante solsikker og koste...

Men måske han var blevet stukket... i hjernen?

Bedst som man går og tror, at psykodelen af den generelt festlige selvstændighedsalder er overstået, bliver man klogere. Psykodelen havde bare holdt en lille pause for at samle kræfter til at blive mere psyko end nogensinde. Således blev jeg efter 30 minutters intens brydekamp med Sønne på åben Århusgade (brug af negle og mælketænder tilladt) og intens indre dialog med mig selv ("DET her kan da ikke være normalt? Hvad ville en børnepsykolog få ud af DET her? Fuckifuck!") stoppet af en bekymret dame med ordene:

"Ja... det er ikke for at blande mig. Men vi er nogle stykker, der har stået og kigget på jer i et stykke tid nu. Det er jo frygteligt. Vi tænker, at han nok er blevet stukket af en hveps!"

"Han er IKKE blevet stukket!" kunne jeg så - lettere forbløffet - sige, stadig med et fast greb i drengen, der råbetruede med at løbe ud på vejen eller BIJE mig.

"Jamen måske han har et stik der på armene? Han holder dem sådan frem for sig hele tiden... Jeg har taget en banan med. Måske det kunne hjælpe lidt. Jeg tror altså nok, han er blevet stukket af en hveps, sådan som han har det."

"Han er IKKE blevet stukket! Han er rasende, fordi jeg har taget den der legetøjsgravko, som han brugte til at slå mig med," svarede jeg. Uden helt at vide, om jeg skulle råbe eller tude.

"Men vil han ikke have en banan - "

"Vi er HELT forbi bananer. Jeg har masser af frugt. Det er lissom bare ikke nok. Tak. Nu går vi."

Og det gjorde vi så. Det vil sige: Jeg gik, han sprællede og sparkede og bed store lunser af luften, mens han hang under min ene arm. Ordene inde bag mine sammenbidte tænder var new low new low new low new low.

Godt han kun vejer knap 15 kilo (se, der ER noget godt i enhver situation). Godt han blev sig selv-agtigt igen efter blot yderligere ti minutters brydning. Mindre godt at han på vej ud af raserianfaldet, med armene om min hals, hikstehulkede "du har BIDT mig mor, du har BIDT mig." Til ære for de forbipasserende forsøgte jeg selvfølgelig at rette det til sandheden, at den for hulan var HAM der havde bidt mig... Ohwell. Oh new low.

Århus, Danish for mindreværdskompleks

Århus er fin. Århus er hyggelig. Århus er tæt på vand og skov, og det er dejligt. Ja, man kan endda sige, at Århus er smilets by. På gode dage.

Men: Århus er saftsusemig ikke Danmarks svar på Barcelona. (Lige så lidt som Amager er Danmarks svar på Manhatten.)

Jeg har boet i Barcelona og ved - tydeligvis i modsætning til Visit Aarhus - hvad jeg snakker om. Holdt nu kæft, altså. Og nej, Århus har IKKE alt. Og endnu mere nej, Århus er ikke Danish for progress. For nu at citere Renee Toft Simonsen helt frit efter hukommelsen: Det værste ved Århus er helt klart det evige, jydske mindreværdskompleks. So true.

AO. Anonyme Overspringshandlere.

Første Ægte Arbejdsdag efter ferien. Indtil videre har den set nogenlunde sådan her ud:

"Næh, hvor dejlig endelig at have TID til at arbejde igennem. Måske jeg lige skulle starte med at læse lidt hos Dines og The Blogess. Og på Facebook."

"Fuck og død, der er gået en halv time! NU skal jeg igang, jeg har frygteligt, frygteligt travlt..."

"...når jeg lige har tjekket BT, min hemmelige men vigtige last."

"Jeg er et usselt menneske. Manden passer børn, inklusive pivsede Livse. Og her sidder jeg. På BT."

"Se mig. NU åbner jeg arbejdsdokument. Se mig, jeg skriver!"

"Så kan jeg godt liige tjekke, om Maria skriver noget klogt inde i Maskinrummet..."

"KOM SÅ DAME, SÆT IGANG! HEPHEPHEP, det her holder ikke. NU går jeg tilbage til arbejdsdokumentet igen."

"For hulan, det er svært, det jeg skal lave. Sguda ikke så mærkeligt, at jeg kommer til at overspringshandle, vel. Nå, jeg kan finde ham kontaktpersonens navn på Google..."

"... og så lige... læse lidt mere om ham. Måske det er vigtigt? Han har noget skægt hår på de billeder. Hvorfor er der egentlig ikke noget kaffe her? Måske jeg skulle spise min madpakke?"

"NU skal du igang. Hvor mange gange skal jeg sige det?"

"Ikke flere. Det er OK. Jeg er en usling. Det er bare fordi, det er verdens sværeste opgave, iggå. Og på en måde er det også lidt internettets skyld. Og senmodernitetens. Og NU går jeg igang. Når jeg lige har skrevet et lillebitte lynhurtigt blogindlæg."

...

Ikke meget liv i Liv

Livse Evigglad er syg og spættet og feberramt og ikke spor glad. Helt ondt i hjertet får jeg. Helt ondt over det hele har hun, tydeligvis. Hun ryster på hovedet af al mad, inklusiv kiks og is (dog undtaget en oliven i ny og næ...) og har slanket sig væsentligt på de runde kinder.

Hun er et sørgeligt, sørgeligt syn, den bette. Først kastede en vagtlæge hende ud i en pøl af penicillin, så hev vores egen læge hende op igen og mumlede noget om mulig overfølsomhed og en uvis børnesygdom, og nu sidder hun og græder hos sin far inde i gyngestolen.

Heldigvis er der bedsteforældre på besøg, og de kan tumle med glade storebrødre, der gerne vil tumles med. Og glad, det er han saftsusemig. Bofællesskab er børnehimlen, i hvert fald når børnene er raske.

(Og nej. Her er ingen pointer at få. Kun grålig træthed og en vag taknemmelighed over, at BetteLiv normalt er verdens rareste, gladeste.)

Sønne og damerne

Det er lykkeligt og svært at få nye venner. I hvert fald hvis man er en lille nørd, der altid - ALTID - indleder første-samtaler med værktøjssnak ("min farfar har været TØMRER!" og "min børnehave har en RUNDSAV" og "min far har en MAKITA boremaskine, den er blå" så videre). 

Og Emilia, der er fire år og bor lige om hjørnet i en anden bofællesskabslejlighed, er særligt dejlig, så hun må høre om motorsave igen og igen. Som i morges, da han lidt nervøst stod og ventede på, at hun skulle få sine sandaler på, og pludselig slog ud med armene og sagde meget højt og meget hurtigt:

"HOV NU KAN JEG HUSKE NOGET FAKTISK! Jeg har været i BYGGEMARKED i går, og de havde en motorsav, mange motorsave, og en HAVETRAKTOR! Faktisk."

Larmende tavshed, afbrudt af velcrolyde fra Emilias sandaler, og derefter af en lettere nervøs mor (mig):

"Æh, ja, du elsker værktøj. Sandelig. Host. Det er ikke sikkert, at Emilia elsker værktøj. Hvad elsker du, Emilia?"

Og så, selvfølgelig:

"Jeg elsker HELLO KITTY bamser!"

Så var det ligesom slået fast. 

Og så løb de to nye pals om kap ned til trampolinen og hoppede og hoppede. Så besøgte de hønsene, så løb de ind i gymnastiksalen, og så forsvandt de fuldstændig under de voksnes radar. Nu er de taget på stranden med Emilias forældre. Bum.

Tilbage er feberhede Livse, der ikke har nogen Hello Kitty bamser og derfor må nøjes med sin brors værktøj og deslige.

Beder. Uden dækning.

Det her er udsigten fra køkkenvinduet (!), og Manden står ikke derude blandt de vilde dyr i den tidlige morgenstund for sjov. Nænej. Det er svært at få forbindelse til resten af verden fra Beder, såmen, men det går en lille smule bedre med mobilen derude ved marken.

Jeg troede ikke rigtigt, at der var nogen hvide pletter tilbage på mobilkortet, men sådan har jeg så meget at lære...