Helvedesår og helingsår

Jeg havde ret, desværre: Vi skulle dybere ned og længere ud, og vi er stadig i fart. Jeg forsøger at trække vejret dybt og minde mig selv om, at det ikke er fordi, at 2017 er et helvedesår. 2017 er helingsåret oven på helvedesåret 2016. Det frie fald er en del af processen.

Fuck. Fuck fuck fuck.

Men udsigten er stadig smuk:

20 helt gratis tips til stressede forældre. Eller: En slags huskeliste til mig selv.

1. Blokér alle artikler fra Vores Børn, forældresparring.dk og lignende i dit Facebook-feed.

2. Se mere fjernsyn med din børn. Tag på færre museer. Lad helt være med at tage på museer.

3. Hvis du har en baby, så dans med den. Drej rundt og kast den op i luften og kram den og syng med på den sang, I danser til.

4. Tilgiv med det samme dig selv, hvis du har en baby, som du ikke har lyst til at danse med. Eller du bare ikke har lyst til at danse men mere lyst til noget sofa.

5. Tilgiv med det samme dig selv for alt dét, du overhovedet kan. Inklusive at den dans dér og/eller turen frem og tilbage til sofaen er den eneste motion, du får i dag og resten af ugen.

6. Se de røde alger bagest i køleskabet som en fysisk manifestation af dine helt rigtige prioriteringer.

7. Fortæl dine børn, at det ikke er deres skyld, at du er stresset og fyldt med svære følelser. It's the right thing to do, og the right thing to do føles altid virkeligt godt bagefter.

8. Få din mand eller kone eller rengøringshjælp til at sige det til dem, hvis dit hoved er for tåget. Gentag det selv, når tågen letter. It's the right thing to do.

9. Tilgiv dig selv for i korte øjeblikke at tænke, at det måske rent faktisk er deres skyld.

10. Skriv tre ting ned, som du har gjort helt-helt rigtigt som forælder i dag. (I dag har jeg fx set DR Ultra og spist boller med Sønne, renset hans ører (!) og krammet min baby.)

11. Glem resten. Det, der er for nasty at glemme, kan du sige undskyld for i morgen.

12. Sig venligt men bestemt jeg har lige brug for fem minutters ro for at kunne tænke, når du lige har brug for fem minutters ro for at kunne tænke. Fx hvis dit ældste barn danser til meget højlydt gonoodle på computeren, mens din baby højlydt gør opmærksom på sin grød-sult, mens dit mellemste barn højlydt gør opmærksom på sit presserende behov for en ny prinsesse-app, mens appstore højlydt gøre opmærksom på, at du har glemt passwordet. Eller bare en tiendedel af dét scenarie.

13. Tilgiv dig selv, hvis du kom til at råbe dét med de fem minutter. Eller hvis du bare stivnede og rokkede frem og tilbage.

14. Lyv når det er nødvendigt. Hvis altid-glade krævende og/eller grænseoverskridende typer vil hænge ud med dig og dine børn, eller ok typer vil hænge ud under ikke børne-venlige omstændigheder. Eller hvis du bare ikke orker noget som helst. Prøv fx med aij, vi kan desværre ikke den dag eller den lille er desværre ved at blive syg. 

15. Fortæl sandheden, når det overhovedet kan lade sig gøre. Ærlighed om eget mentale helbred er det nye tegn på overskud. Prøv fx med jeg har det simpelthen så vanvittigt dårligt for tiden, vi må ses en anden gang eller jeg er stresset og kan ikke overskue det. Men I må gerne komme forbi og lege med børnene. Udenfor. eller jeg kan simpelthen ikke hoste den mødregruppe, selvom det er min tur, jeg kan dårligt nok holde mig vågen to timer.

16. Sig til dig selv - igen og igen - at det er ok, at du ikke revolutionerer folkeskolen og lærer dine børn om krigen i Syrien (og evt. fikser den) og/eller klimaforandringerne (og evt. fikser dem) på en pædagogisk måde sådan liiige nu.

17. Læg med det samme bøger væk, hvis de giver dig noia og dårlig samvittighed. For mig gjaldt det fx '7 aha-oplevelser som befrier dig for stress' af Mike George, der påstod, at jeg bare skulle droppe min offermentalitet og straks ville blive mindre stresset. Og 'Efterveerne' af Lene Jørgensen, der gav mig en hårdslående følelse af, at intet nogensinde ville blive godt igen, thi jeg ville døje med posttraumatisk fødselsstress for evigt. Læs hellere Erik Wedersøes bøger om at sejle rundt på Atlanten fyldt med vrede og kærlighed og angst. De virker altid og på alting.

18. Det her er det måske sværeste, men husk-husk-husk: Det allervigtigste, vi kan lære vores børn, er at være mennesker. At de er gode nok lige præcis som de er, selvom de ikke er små perfekte 12-tals performance-tandhjul i det store maskineri. Ved selv at gøre plads til din stress og din manglende ork og dine tårer og din manglende perfekthed, viser du dem, at verden også har plads til deres stress og tårer og menneskelighed. Sguda.

19. Drik mindre kaffe og mere kakaomælk.

20. Ros dig selv for alle de gange du lykkes med at sætte dig i sofaen og langsomt farvelægge en side i en Frost-malebog eller bare glo tomt ud på stuens kaos i stedet for at fylde opvaskeren, feje gulvet eller skrubbe på algerne i køleskabet.

Frost

2017 skal bruges på at komme sig oven på 2016.
Sagde jeg og mente det.
Men fuckedifuck hvor havde jeg ikke regnet med, at det skulle være SÅ hårdt. Jeg tror, det er det hårdeste, jeg nogensinde har været ude i. Og indtil videre har jeg taget fejl, hver gang jeg troede, at bunden var nået. Så eventuelt skal vi længere ned og længere ud, end vi allerede er. Med højere puls og mere angst.
Men hvis det er det, der skal til, er det det, der skal til.
Og haven er OK pæn i frost.

2017. En plan der umuligt kan slå fejl.

Januar-februar:
Have max ondt af mig selv og svælge tykt i andres medlidenhed og medfølelse. Lave så lidt som muligt.

Marts:
Komme i god kontakt med al min retfærdige vrede og via velformulerede klagebreve lade den (retfærdigt) gå ud over jordemoderen - der ikke ville debriefe - og ambulancefolkene, der gjorde hele lårtet betydeligt værre ved at være nogle inkompetente tosser. Sparke til nogle holdbare træer.

April:
Komme i god kontakt med noget zen og meditere mit nervesystem lidt mere i ro.

Maj-juni:
Holde en slags almindelig barsel med noget cafe og nogle andre mennesker og den slags. Mens jeg naturligvis har det, totalt som jeg nu har det...

Juli: 
Holde sommerferie med alle mine 1000 børn uden a) at bruge nogle penge og b) at krepere af stress.

August:
Køre Ellinor langsomt og blidt ind i vuggestuen uden at krepere af stress eller institutionsnoia.

September-oktober-november:
Skrive bestselleren om mine og andres fødselstraumer og udgive den på noget People's Press-agtigt. Det kan sagtens lade sig gøre på tre måneder.

December:
Lynhurtigt slå nogle bestsellerrekorder, blive rig, modtage opkald fra Hollywood, få en række litteraturpriser samt takkebreve fra kvinder, jeg har reddet fra at få posttraumatisk stress med min helt fantastiske bog. Leve lykkeligt til mine dages ende.

At ha det som man har det #4

Jeg har færre ord, end jeg plejer.

Lægen har til gengæld en del. "Posttraumatisk stress" for eksempel.

Skulle vi ikke bare sige, at 2017 er året, hvor vi kommer os over 2016? Og hvor vi opnår prima mental helse, stabil økonomi og fred i Syrien...?!

Pip

Vi er her endnu. Og landskabet, det mentale altså, er ganske smukt (rundt om alle de sorte huller). Vi er bare jule- og babyramte, og det er krævende men absolut ikke det værste at være ramt af. Tværtimod, faktisk. Her er årets marcipangris 2016, som vi lige lader stå, indtil der er lidt flere ord i fingrene.

Sønne

Sønne blev otte.
Sønne med det lange, gyldne hår og den lille rest sommerfregner på næsen.
Sønne der engang gemte sig under opvaskemaskine-lågen, fordi han ikke kunne tegne, men som nu tegner gravemaskiner og biler og både af egen fri vilje. Og næsten-læser.
Sønne der græd hver morgen, før han skulle i skole, men som jeg nu ikke engang må følge ned i klassen, fordi det er pinligt, mor.
Sønne der kunne skrue skruer i, før han kunne gå, og sige anhængertræk, før han kunne udtale sit eget navn.
Sønne der for et øjeblik siden var en lillebitte yoda-baby, der lå og kiggede på os på patienthotellet i Skejby med sine store, mørke, kloge øjne.
Sønne der hader at sove men elsker at blive nusset på ryggen, og som siger mmm du er en dejlig mor, når han et øjeblik glemmer at være sej.
Sønne der ikke har taget sin nye fødselsdags-Ronaldo-trøje af - hverken nat eller dag - siden han fik den i fødselsdagsgave af sin mormor og morfar.
Sønne der blev så oprigtigt glad for de brugte Harry Potter-bøger, hans økonomisk udfordrede forældre gav ham, at det var helt rørende.

Så vi kneb en lillebitte tåre og sang Happy Birthday to you og Vi har ikke sovet i OTTE år, det kan nemt ses på vores øj'n (for det har vi ikke, og det kan man nemt), og serverede saftevand og croissanter til morgenmad og wienerstang i stedet for lagkage. Og om få timer får vi besøg af 16 drenge til pizza og film, og min tynde, tynde, tynde is bliver lissom en lille smule tykkere, når han smiler med sine store, hvide tænder og siger jeg glæder mig mor, gør du ikke også det, vi skal se Krummerne 2!!

Drømme

I dag sørger jeg. Ikke over pengene i sig selv, men over alle de drømme, der ikke kan blive til noget, når man er i dundrende minus.
Det er ikke en tonstung, altoverskyggende, perspektivløs sorg uden taknemmelighed over alle de gode ting i vores liv. Selvfølgelig ikke. Men det er en sorg.
En sorg over at sige farvel til rejsedrømme for eksempel; drømmen om at hive nogle måneder ud af en kalender og vise vores børn det Stillehav, hvor vi fandt hinanden for ti år siden. Og en mindre drøm om en snarlig anti-vinterdepressions-rejse hen til et sted med lys og varme. Eller bare en uge i sommerhus.
Drømme om at arbejde mindre for at få det bedre.
Og drømme, som jeg ikke helt havde turdet sige højt, men som det alligevel gør ondt at sige farvel til. Som Gladiators Jyske Forfatterskole der koster nu helt ubetalelige 15.000 kroner.
Det sørger jeg over i dag.

When it rains, it pours

Her er stille. Jeg er ikke så god til at svare på kommentarer, som jeg normalt er.

Sagen er denne:
Det har vist sig, at vores andelspris er i strid med loven. Den rigtige, lovlige pris er pt. - på grund af gælden i ejendommen og snirklede paragraffer, ingen kendte - 0 kroner.

0 kroner, ja.

Og ikke 600.000, som vi gav for den i sin tid.

Vi er med andre ord teknisk insolvente.
Vi skylder med andre ord hundredetusindvis af kroner væk i en andel, der intet er værd.
Vi har med andre ord fået et problem, der får dagpenge-miseren til at virke som en lille, fuldstændigt ubetydelig bøvs.

Det er tunge problemer for mennesker, der i forvejen opholder sig på tynd is.
Det er en spændende zigzag-rejse mellem sorte huller af bitterhed ("fuck de tidligere beboere, der har fået alt for mange penge med og efterladt os i gældshelvede!" "Vi arbejder os i sænk og pengene havner i INGENTING, fuck!")
Det er udbetalingen til vores fremtids-hus, der ryger.
Det er rejser, det er økonomisk sikkerhed, det er en sund hvilepuls, der ryger.
Det er, i hvert fald lige nu, en del i forvejen kostbar nattesøvn, der ryger.

Men samtidig så er det jo også sådan her:
Vi har hinanden.
Vi har vores i tiltagende grad gode helbred.
Vi har et dejligt bofællesskab, der tackler den nye, forfærdelige situation med så megen ynde og medmenneskelighed, man overhovedet kan mønstre, når man er helt hvid i hovedet.
Vi har et togvogns-kontor i baghaven og nogle naboer længere nede ad grusvejen, der lige kigger forbi med økologiske vingummibamser og rødvin.
Vi har en baby på fem en halv måned, der ser sådan her ud:

Det der gode liv, som en masse familier jagter over på DR1 ved at sælge hus og bil og tage til New York og rygsæk-Asien og Kreta og hvad ved jeg, det har vi jo stort set fundet... siger jeg helt ærligt og uden nogle falske ja-hatte. Altså ja, for helvede da, det ville være dejligt, hvis det var billigere og dermed mindre arbejdskrævende, det her bud på det gode liv. Og hvis folkeskolen var mindre folkeskole og mere børnevenlig. Men de helt store, fine linjer er jo for helvede på plads; vi har de fine, børnevenlige, livsvenlige rammer. Og det er sguda temmeligt priviligeret. Trods alt.

Vi har fået en sindssygt uheldig hånd i livets store, fede, fæle spil, og det er vi nogen, der græder en del stresstårer over. Men når vi er færdige med at græde og småpanikke, skal vi nok - som vi altid gør - rejse os igen og spille en mean, mean livspoker, mens vi siger platte vittigheder og drikker (billig) hvidvin.
Det håber jeg i hvert fald.

Kristnet i smug #2

I tidernes morgen begyndte Liv, uvist af hvilken grund, at kræve salmer til godnatsang.

Den anden dag spurgte hun så:
"Mor, kender vi egentlig én, der hedder Maria?"
"Æh," sagde jeg og gav mig til at lede i bagest i hjernen.
"Nårh nej!" sagde barnet så.
"Jeg tænker jo på Jomfru Maria! Og hende kender I jo ikke, vel mor!?"

Og nej, det gør vi ikke. Ikke personligt i hvert fald.

Salmerne synger vi i øvrigt stadig, dog nu mest når hun sidder på toilettet (no offense, kristne venner).  Resten af tiden synger hun opera. Og nej, hun er ikke det næste wunderkind på den front, det er helt sikkert. Og nej, ligesom med salmerne er det ikke noget, hun er blevet eksponeret for herhjemme.

Ikke desto mindre danser hun rundt i stuen og udstøder de lyseste toner, hun kan, og hun bruger sine daglige, dyrebare iPad-minutter på at se opera-damer synge Ave Maria.

Hun er et mærkeligt, dejligt og måske kristent barn.

"Så synger jeg opera for Ellinor, så kan hun godt lide det!" Jamen jo, ok, det ser sådan ud.