Jeg har lyst til at sige en hel masse om køn...

 

... men jeg skal nok lade være. Og jeg har i øvrigt lige så mange billeder af barnet med dukker. Hej kulturelle-biologiske-uforståelige-altmulig køn. Farvel stereotyphelvede.

Weekendens bedste tilbud

BetteLiv er syg og slap. Hun ligger ved siden af den bunke arbejde, jeg IKKE fik lavet i dag, og småsnorker på en meget karakteristisk hvis-du-begynder-at-arbejde-så-vågner-jeg-STRAKS-måde.

Lørdag og søndag er arbejdsweekend i bofællesskabet, hvor jeg skal imponere de halv-nye samboer med mine praktiske og fællesskabsorienterede skills udi hegn-reperation, vaskemaskine-tilslutning og hane-slagtning. Eller i hvert fald mine evner til at bage kage og luge ukrudt.

Men ingen af delene kan rigtigt lade sig gøre med en rødkindet og feberhed klynketumling over skulderen.

Nu tror I måske, at det er rent og pointeløst brok, det her. Aber nein. Pointen er:

Vi har en hær af hegn, der skal repareres, vaskemaskiner der skal tilsluttes, haner der skal slagtes, ukrudt der skal luges og kager der skal bages. Åhja, og bofæller der skal imponeres.

Jeg kan ikke gøre det. Men I kan!

Kom nu! Det bliver skægt. Folk er søde. Og ovnen er stor og kan rumme mindst fire bradepandekager på én gang, og hvis I kommer og luger, bliver I helt sikkert inviteret med til at spise de der haner... Og I får en krammer af Livse, der trods sin sygdom er et meget nuttet barn.

Jah!

Torsdags-temperaments-quiz

Så hvordan reagerede jeg, da Sønne stillede sig op foran hønsehuset og skreg af sine lungers fulde, fulde kraft i 30 øresønderrivende minutter i morges - efter BetteLiv egentlig var blevet spændt fast i cykelanhængeren og klar til at følge sin storebror i børnehave?

1: Som Erik Sigsgaard ville have gjort. Med uendelig rummelighed og tålmodighed, med fuld forståelse for Sønnes børnehave-vægring og eventuelt med en spontan fridag on the top.

2: Som Manden ville have gjort. Med uendelig rummelighed og tålmodighed tilsat et aflednings-twist a la "ved du egentlig, hvorfor topstykket i en Nissan Sonny tit revner? Skal jeg fortælle dig det? Så kom her, min dejlige dreng... Så kan vi også lige køre en tur på havetraktoren!"

3: Som en utålmodig, grundtræt og rimeligt træls mor ville have gjort. Med uendelig u-rummelighed og tomme trusler a la "NU kommer du her... ellers... det er SIDSTE gang... ellers... NU er det sidste gang..."

Svært at gætte? OK. I får et hint; et uddrag af en af eftermiddagens mange dybe samtaler:

Sønne: Livse elsker MOR. Jeg elsker FAR.

Mig: Jeg elsker også dig. Og Liv. Og far.

Sønne: (...)

Mig: Man kan godt elske flere mennesker på én gang.

Sønne: Jeg elsker far.

Godt jeg ikke er det barns eneste forælder. Og gid Erik Sigsgaard snart ville flytte ind i bofællesskabet. Det ville være sundt for os alle sammen.

Det er ikke ligefrem Dead Poets Society...

... men måske Lupo-klubben alligevel er hemmeligheden bag Mandens zen-hed og evne til at gribe nuet, dagen og Sønne?

FAR er den bedste (og den med mindst noia)

Det er med Sønne-putninger som med økonomi: Når det går godt, lægger jeg dårligt mærke til det og og glemmer at bede alle guder om fortsat medvind og lykke. Det føles lissom bare naturligt med gode putninger og penge på kontoen, ikke.

Når det så går dårligt, SÅ lægger jeg saftsusemig mærke til det. Og bander og svovler og spekulerer som en gal og får centimeterdybe bekymringsrynker i panden. For hvad er mon galt. Har jeg været for lidt nærværende? Sat for få grænser? Eller for mange? Sætter jeg for få grænser lige nu!? Har jeg serviceret ham for meget? Er han jaloux på sin nuttede søster, der får naturlig nååårh-hvor-er-du-bedårende-og-nuttet-selv-når-du-sviner-med-aftensmaden-opmærksomhed - mens han selv får at vide, at han ikke må hælde mælk på bordet med vilje? Eller, oh ve, er de dumme i børnehaven; holder de ham udenfor, er han ensom, får han tæv!?

Jeg kunne blive ved. Og ved og ved og ved.

Og alle de tanker de kværner og knager i mit stakkels i forvejen trætte hoved, når jeg med flormelisdrysset stemme (krydret med nærvær, autencitet og rummelighed) forsøger at putte en rasende tre-snart-fire-årige, der bestemt ikke lader sig besnakke af spekulerende mødre.

Det er ikke nemt at være tre-snart-fire. Det er ikke nemt at være mig. Det er ikke nemt at være faren. Eller. Måske er det. Nemmere, i hvert fald.
"Vil du bare gerne op og lege?" spørger han den fortvivlede dreng.
"JAH," lyder det så (hulkende, snøftende) fra drengen.
"Det er meget bedre for mig!"

Dét tror faren på, og han er helt rolig i stemmen (som er uden kunstige sødestoffer), mens han fortsætter med at tale-tale-tale og nusse på en lille, blød ryg.

Gæt selv, hvem der putter og bedst og hurtigst for tiden. Og hvem Sønne helst vil puttes af.

Find selv på en titel. Fx "totalt almindelig weekend på motorvejen"

Jeg ved, I har været ved at dø af spænding: Nåede vi til København? Skrællede Lupo sig selv som et løg på Storebæltsbroen? Virkede bremserne?

We made it.

Endda uden (synlige eller oplagte) traumer hos nogen af de meget bil-uvante børn. Livse kiggede ud af baggruden og lavede sit bil-tegn og sine spytspruttende motorlyde nonstop i timevis. Sønne kiggede ud af forruden og råbte bilmærkerne og truede kun ind i mellem med at stige ud af Lupoen.

Og jeg krøllede mig sammen ved siden af Livs autostol og tænkte, at universet så alligevel havde planer med at udstyre mig med så korte ben. Voksne mennesker med mere normale proportioner ville altså næppe have klaret tre en halv time bag i en Lupo.

Da vi endelig kom til storbyen, skyndte vi os at køre ud i nærmeste skov. Hej, jeg bor i provinsen, har en bil, og kommer formentlig ikke forbi en Rigtig By igen, før mine børn er flyttet hjemmefra. Det er OK.

Det var aldrig sket med et tog/en cykel/nogle gåben

Manden har brugt den halve nat på noget med nogle vinterdæk og noget skillen bremserne ad. Måske for at se, om de rent faktisk kunne bremse, måske for at kramme alle enkeltdelene. Det er ikke helt til at vide. Men et eller andet sted i processen brækkede en helt uundværlig, æh, bremseskrue. Og Manden så pludselig helt rasende ud og måtte trække vejret meget dybt derinde under laget af motorolie, for ikke at komme til at råbe af nogen.

Fx mig. Som ikke rigtigt forstod, hvorfor ting overhovedet skulle skilles ad i første omgang. Og som tænkte (dog uden at sige det højt), at livet sguda var simplere, dengang vi vidste, at vi blev nødt til at sætte tusindvis af kroner og timer af til offentlig transport, i stedet for at gå og regne med Lupo.

Ja, jeg har et meget bipolært ambivalent forhold til vores nye status som bilejere. Stadig.

I øvrigt har Manden nu gjort et eller andet ved en eller anden lang bremsedims, så den der skrue vist nok ikke behøves alligevel. Jeg forstår ikke, hvad der foregår. Men lige om lidt skal hele resten af familien iført arbejdstøj vistnok fikse bremserne færdigt ved hjælp af denne lange bremsedims, så bilen kan køre til København i morgen. Uden skrue. Meget betryggende.

Zen og kunsten at gå på internettet

Det er SÅDAN en aften. Hvor det ene barn trælsskriger og vækker det andet barn, som så er pivvågent en time. Og hvor jeg, mens jeg ligger derinde med det pludseligt pivvågne barn, kan høre Manden (hvis indianernavn jo plejer at være Tålmodigheden Selv), tale med tiltagende vrede i stemmen til stadig skrigende størstebarn. Der også er pivvågent. Og hvor vores ellers pæne stue sejler i afgnavede rugbrødsmadder og splattede frugter og opvask og en styg, styg lugt. En lugt, der sniger sig helt ind i soveværelsets mørke, hvor det pivvågne mindstebarn ligger og overvejer sit næste move, og hvor jeg ligger og grubler over alt det arbejde, jeg skal have lavet, før jeg kan kalde det en dag. Som vi siger på dansk.

Men: Jeg er cool. Jeg hidser mig ikke op på nogen, ikke på nogen af de vågne børn, ikke på den utålmodige udgave af den tålmodige Mand, ikke engang på Anders Samuelsen. Der på mærkværdig vis defilerer forbi mine tanker, og som ellers nok er værd at blive gal på.

Og længe ligger jeg dér, ved siden af Bette i mørket, og lykønsker mig selv over mit nye, rolige temperament, min uendelige tålmodighed, min uselviske egenskab til at sætte mig selv og mit arbejde og min klam-pæne stue til side og bare lissåm være der for mine børn. Det kunne jeg aldrig have gjort, da Sønne var lille, okkedog hvor er jeg vokset som menneske og mor. Tænker jeg.

Så nusser jeg blidt min iPhone og finder en ny, rar blog, før jeg giver mig til at læse nyheder. Og først da slår det mig: Jeg er ikke er vokset en skid som menneske. Jeg har bare fået en diskret eskapismedevice, der kan fjerne fokus lidt fra alt dét, mit tidligere, iPhone-løse selv lå i mørket og raseriprustede over.

Den lader vi lige stå lidt.

Så har skuffelsen over min manglende zen-hed tid til at fordampe, og vi kan alle glæde os over teknologiens mangfoldige gaver til menneskeheden, over smartphonen, min vikarierende tålmodighed, mit digitale mor-overskud, mit lyksagelige glimt af uselviskhed på en mørk-mørk aften i provinsen.

Og nu skal jeg så arbejde og smide splattede madrester ud. Bye-bye.

OK. Biler er seje.

Manden har krammet Lupo stort set nonstop, siden vi fik den. Han har olie på hænderne og et lykkeligt smil på læberne.

Og: Vi kører ture i landskabet og går hånd i hånd ved Norsminde Strand.

Og: Vi henter Sønne og skruer helt op for Tjubangchokolademand og dytter hele vejen hjem over markerne, og hele familien er høj af bilisteufori.

Og: På fredag kører vi til mormorfødselsdag i København, og det bliver billigere, end det nogensinde ville være med offentlig transport. Langt ude, i øvrigt, men det må vi hidse os op over en anden dag.

Nu mangler jeg bare liiige at (gen)lære at køre (og klippe mit hår kort, hvis jeg for alvor skal blive til Karen Blixen. Eller...).

Måske jeg kommer til at elske den, når jeg lærer at køre i den?!

Vi har købt en bil: En ti år gammel, overordentlig billig Lupo.

Og i cirka 24 timer var jeg en virkelig begejstret bilejer. Altså what’s not to like? Den kører cirka 27.000 kilometer på literen, den er nuttet, den har automatgear, og den er så gennemskramlet, at det ikke gør alt for ondt på mit jeg-hader-alle-skinnende-biler-selvbillede.

Men så, bum, var det som om tiøren faldt: Jeg bor i en forstad. En JYDSK forstad. Jeg har en Nespressomaskine (som jeg elsker). To børn (som jeg elsker højere end Nespressomaskinen, undtagen om morgenen). Et lån. En køkken-alrum, som relativt tit bliver ryddet relativt op.

Og nu altså også en bil.

Og da jeg, efter tiørens fald, kiggede mig rundt i stuen med mine nye fuck-jeg-er-også-BILejer-øjne, så jeg ikke længere skumgummiet, der stikker ud af sofaen, eller tisse-syltetøjs-chokoladepletterne på puderne, eller skjolderne på den gamle ABC-reol, eller nullermændene i hjørnerne og de døde fluer i vindueskarmene. Eller maskerne fra Guatemala eller glassene fra Færøerne eller billederne fra, ja fucking hele verden. Jeg så, hvor helt utroligt pænt, vi bor. Med dueblå uldsofa iført noget matchende-agtig plaid. Med sårn lidt Miró på væggen, og med ens hvide kaffekopper og et køkken-rullebord fra IKEA. Jeg så en Eric Clapton-CD (!) henne ved anlægget, og jeg så de hvide fåreskind på vores (godt nok klunsede) Wegner-stole.

Manden kom ind og fandt mig rokkende frem og tilbage, mens jeg hvislede pænt-pænt-pænt-pænt.

Jeg truede med at lave graffiti over det hele. Han forsøgte halvhjertet at påpege skjolderne på ABC-reolen. Og så videre. Men måtte til sidst overgive sig og sige, at han udmærket forstod min trang til at skrive PIK på væggene.

Hvis vi har en slags fjollet mid-life-identitetskrise-ting kørende, har vi den i den mindste kørende sammen. Lige om lidt begynder vi nok at løbe halvmarathon eller spise kernesundt eller læse selvhjælpsbøger eller gå i meget stramt tøj.

Sønne er glad for Lupo og ikke det mindste ambivalent. Synderligt imponeret er han dog ikke. I hvert fald siger han, at han gerne SELV vil have en motorcykel, og at "vi skal købe en gravko og en dumper og en lastbil i morgen, mor."