Bederkuren. God for livsmodet og små, trætte ben.

OK. Så jeg er skizo. Det er der heldigvis andre, der ikke er:

SØNNE FØR BEDER: Byen stinker. Verden er ond. Benene er altid trætte.

SØNNE EFTER: Beder er vidunderlig. Livet er godt. Benene er (næsten) aldrig trætte.

Ambivalens er (ikke ubetinget) en dyd

Jeg arbejder med min skizofreni:

By-land
huhej-chilleren
arbejdskonsulentdame-mordame
hurtig-langsom
hård-blød

Find selv på flere. Egentlig går det OK-agtigt  med at rumme livet på de to meget forskellige planeter. Eller i det mindste bedre. I hvert fald så længe hovedet er i sving med en ny pressemeddelelse/et website/en brandbilsleg/noget søskende-konflikt-brandslukning. Det er, når hjernen pludselig får luft og ilt og plads, at ambivalens-skelettet ramler og skizomor bryder frem.

Som i går på cyklen hjem, hvor jeg fik øje på to småbørn på en trampolin i en have. De hoppede op mod eftermiddagssolen, og den benhårde arbejdsdame gik i tusind stykker og blev blød og fyldt med savn efter alle de mange timer, hun netop havde mistet af sine egne ungers liv.

Godt der er så mange bakker, iggå, at jeg det meste af turen kun kan tænke kom-så-kom-så-kom-så-kom-så...

Det værste ved Beder er kaffen. Det værste ved mine børn er, at de ikke kan sove.

Nåmen hvis jeg ikke var så alt-er-gråligt-og-de-sorte-rander-når-ned-til-rynkerne-ved-min-mund-TRÆT, så ville jeg nok følge op på al den snak om snore i hovedet og stressfridag og den slags.

Men det er jeg altså, grålig-træt. Der er nogle børn, der ikke sover. Og så videre.

Har jeg eventuelt skrevet det her indlæg før? Der må være noget fra en 2010-stykker, jeg kan genbruge. Se mig, ih hvor er jeg en træt småbørnsmor, det er cra-zy. Noget i den (velformulerede og originale) stil.

På en måde er det nemmere nu end dengang, da Sønne var på Bettes alder, og vi altid var trætte. Dels fordi, bum, vi faktisk ikke ALTID er trætte nu om stunder. Og dels fordi min krop godt kan huske, at den overlever det her. Hvilket gør følelesen "det går aldrig det går aldrig det går aldrig fuckefuck nu besvimer jeg ned i computeren/barnet/tøjvasken" lidt nemmere at holde i ave.

Måske er det også fordi, jeg har fået et mere liberalt forhold til fjernsyn og sukker? Og fordi jeg ved, der er nogen andre end os, der skal lave aftensmad i aften. Og at der er rester oppe i fælleskøleskabet, som jeg kan spise til frokost, så pyt med at vores eget trætte køleskab er pivtomt.

Hey, se lige hvor positiv jeg er ved at psyke-skrive mig selv til at blive. Jeg må hellere stoppe og drikke noget ringe kaffe, mens legen stadig er... dårlig.

Stress, morgen-Erik og de små husslaver

I en slags forsøg på at tage stressen i opløbet, har jeg bevilget mig selv en fridag i dag.

(Det er selvfølgelig løgn. Det er Manden, der har berordret. Og jeg holder selvfølgelig ikke rigtigt fri. Men næsten-fri med vasketøj og oprydning og ikke ret meget computer. Men alligevel...)

Og børnene bakker max op. For eksempel startede de dagen med at dække morgenbord.
"Jeg må godt dække bord i dag, mor," sagde Sønne.
"Det er fordi, du er min søn, mor."

"Ja," sagde jeg og satte mig tilrette blandt alle husets glas og så passivt, nej Erik-Sigsgaard-rummeligt til, mens Sønne hældte al piskefløden på sine havregryn og Livse ekspederede sin grød fra tallerkenen og over i nogle af de mange kopper og bøtter.

Det er en OK dag.

Det er... indviklet

Se mit liv:

Det er fyldt med sunde cykelture, sjove børn og meningsfuldt arbejde.

Arbejde som er fyldt med frihed, og som jeg er dygtig-agtig til, og som tilsyneladende kommer af sig selv, uden jeg skal gøre mig til. Og som jeg har tid til, fordi vi har prioriteret godt og sundt og bor derude i den friske luft med kig til horisonten og de sorte tal på bundlinjen - og Manden derfor kan tage over og hente og bringe og skrue ned for egen indtjening, når jeg er den med arbejdsbunkerne.

Og aftensmaden er økologisk, og hønsene lægger æg til os, som Sønne henter hver morgen, mens BetteLiv siger godmorgen til hestene med sine små, præcise babytegn. Og børnene er glade og søde ved hinanden.

Så jeg er en lykkelig dame omgivet af lykke, ikke sandt?

Well. Jeg er en dame fyldt med skyld og dårlig børne-tids-samvittighed. Og med udmattethed. Hvordan gør andre mennesker det her; arbejder tusind timer om ugen OG er sammen med deres familie OG deres cykel?

Og, værst af alt, er jeg fyldt med meningsløse tanker om, hvad folk mon tænker. Hvad mon pædagogerne i børnehaven tænker, når nu det ALTID er Manden, der henter og bringer?

(Da det altid var mig, der hentede og bragte, havde jeg også dårlig samvittighed over dét.)

Armen for fan. Maskinrum-Maria beskrev så fint, hvordan en stramt spændt snor af konstant utilfredshed og tænksomhed pludselig sprang i hendes hoved. Mit hoved er et virvar af stramt spændte snore, af knudret skyld og noia. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klippe over og muge ud. Og snorene og knuderne skygger for alle de fine ting, livet vitterligt er fyldt med. Og strammer om hjernen.

Det er noget fuck, og det er spild af god hverdagslykke.

Se mig. Jeg er Chris McDonald.

Nåmen egentlig var mit hoved fyldt med brokkeindlæg. Om manglende søvn og manglende overskud og manglende kærestetid og manglende fremtidsoverblik. Og så videre.

Men så cyklede jeg gennem skoven til gode, gamle Viby J. Der ligger cirka i samme afstand fra Beder som Rio. Og cyklen gav sig og knirkede, og jeg svedte op og ned ad bakker og så blodrødt inde bag øjnene og overhalede faktisk en enkelt, spandexklædt cyklist (dog på cirka 70, men lad nu det ligge).

Og hvad skete der så?

Da jeg først havde fået pulsen ned og sveden tørret af panden (og resten af kroppen), blev jeg helt... glad. Og følte slet ikke mangel på noget, men kramme-rummede begge mine søvnløse, snottede, sygt søde børn.

Det der motion, iggå. Det kan godt være, jeg hårdnakket har påstået noget andet. Men det holder. 

De søvnløse, snottede, sygt søde.

(Og til de seriøst trofaste læsere: True. Det er ikke første gang, jeg indser det her. Har været lykkelige Chris før. Kan bare kun bruge min krop til andet end at svinge rundt på børn og skrive på et tastatur, når jeg virkelig er tvunget til det.)

NU skal barnet snart spise noget andet end blomster...

... selvom det selvfølgelig er ret sejt at være et blomsterbarn (ohyes), der opvokser på roser og modermælk i stedet for æg og øllebrød.

Ja, her spiser vi STADIG blomster

Festlykke. Sukkerchok. Feber.

I weekenden holdt vi navnefest for Liv, Bette, Livse, Livsepivse. Ja, det var cirka et år for sent, men vores familie af blod og ånd er ikke smålig med den slags, og dukkede op fra nær og fjern og endnu fjernere for at fejre et dejligt barn og spise kager. Mange kager. Dét her er en af dem, som Søster, psykologen og amatør-konditoren, har kreeret. (Og ja, det ER nervøs velour, i kan spotte under kagefaddet, frisk fra bofællesskabets fugtige kælder. Det bliver trendy liige om lidt, og så ved I, hvor I så det først...)

 

Der var mange, mange flere kager, men ikke flere kagebilleder på telefonen, for Jeres Udsendte havde eventyrligt travlt med at snakke med godt 60 gode gæstefolk.  Og gæsterne hang ud og hang ud og gik heldigvis aldrig hjem, for hvem kan stå for en shetlandspony ved navn Jack og høj sol i Beder?

Nu har allemand en slags tømmermænd efter en søvn- og sorgløs weekend. Manden er bleg, Sønne er hidsig, jeg er febersnotti og Bette herself i egen lave person går rundt og spiser alle bofællesskabets blomster og spytter resterne ud rundt omkring på matriklen. Måske er det sundere end kage? Måske ikke.

Nu vil jeg forsøge at snige mig hen i noget sygeseng uden at blive opdaget af hidsigproppen eller blomstergnaveren. Det her indlæg bliver alligevel mere og mere til en dansk stil på stoffer.

Over and out.

Dette er IKKE Streetcoffee...

... det er faktisk ikke en gang rigtig kaffe. til gengæld koster det kun otte kroner og er det mest cafeagtige, man overhovedet kan opdrive i god bedre Beder.