Si. I am still internationally understimulated.

Dette er en søløve på Galapagos. Som vi engang sejlede hen til på noget sejlskib. Og dykkede lidt rundt med. Og sådan. Da vi var unge og smukke og barnløse.

Og jeg gad godt sige noget om, at det var dengang, og blablabla, og nu hviler jeg herremeget i mit jydske tobørnsmutti-liv og er bare helt i zen, når jeg triller rundt i Århus, verdens måske mindst eksotiske by, og drikker min lunkne kaffe.

Ha! Der er ikke noget zen her. I stedet drømmer jeg mig (og Mand og børn og eventuelt barnevogn) hen til skiftevis Galapagos, smukke Stillehavsatoller, Chile, Antarktis... og så videre. Og løber rundt i Århus og anstrenger mig for ikke at kramme uskyldige latino-turister ihjel af ren udelængsel og eventyrsavn. Det kan ikke blive ved med at gå. Det er i hvert fald farligt for latinoerne, og farligt for mit eget helbred. Og selvbillede.

Så jeg nasser på andres eventyr i håb om, at det kan gøre noget ved længslerne. Jeg læser fx med hos Andrea Hejlskov, der hev hele familien langt, langt ud i den eksotiske, svenske skov, on the rocks. Og hos Knirke Egede, der solgte lejligheden og stak af til Costa Rica.

Og jeg ser italienske og tyske (ja, tyske) film. Og savler ned i ex-kollegas kedelige bog om Malawi.

Og jeg er ved at finde ud af, hvordan Manden og jeg hurtigt og nemt og billigt og barnløst kan komme til Viggo-mors bryllup i Bretagne til sommer.

Og jeg er startet til yoga hos en flippet amerikaner, der med blid stemme siger "you carry this happiness around WITH you".

Men alle lappeløsninger til trods: Der, hvor min hapiness skulle være, er der stadig bare en stor, tung klump udelængsel. Jeg må snart bortrejse for ikke at implodere. Ikke bare til et bryllup i Frankrig eller en familieweekend i København (...) eller et par romantiske dage i Berlin oder etwas (gæt selv hvilken af de tre, der IKKE er på tegnebrættet), men rigtigt væk.

Til et eksotisk sted.

I lang tid.

(Og det er så nu, I fortæller mig, hvordan dét kan lade sig gøre. Med to børn og cirka nul kroner. Tak. Og jeg HAR været i Bazar Vest. Det var fedt. Men jeg gider ikke campere der dagevis, and that's what I need.)

Verdens længste indlæg. Og ja. Det handler om KØN.

Skal vi ikke snakke noget mere om de kønsopdelte børnehaveekskursioner? Jeg mener det. Det er da voldsomt meget mere relevant end al den snak om kvoter eller ikke-kvoter i bestyrelser. Hvis vi lærer næste generation, at de er lige meget værd, og at de sagtens kan det samme, så er der vel slet ikke nogen grund til at kvotificere noget som helst?

Og nu vi er igang: Skal vi ikke snakke om det på en god måde? Over en kop kaffe, måske. I stedet for enten at råbe "vi vil have kvoter NU, tåbelige, gammeldags røvhuller!" eller "I er ligesom svenskerne, der vil afskaffe han-hun, og DET er fandme langt ude, og hvad er der i øvrigt i vejen med, at piger laver pigeting!?!"

Jeg er den konfliktsky type og har det helt klart bedst, hvis vi fortsat kan være gode venner - og hvis I ser lyset og begynder at behandle jeres sønner og døtre ens.

"Men det gør vi da alle sammen allerede," siger I. Nix, det er der vist ikke ret mange af os, der gør, når det kommer til stykket. For eksempel:

• får piger markant færre lommepenge - og har samtidig markant flere pligter i hjemmet. Det viste en undersøgelse af danske sjetteklasses-elever for et par år siden.
• bliver snakkende, højlydte piger (fx i skolen) opfattet som irriterende og for meget - modsat ligeså snakkende og højlydte drenge. Det viser en svensk (...) undersøgelse refereret i den glimrende bog "Der findes et særligt sted i helvede, for kvinder som ikke hjælper hinanden. Den kan købes lige her hos SAXO.
• snakker vi forskelligt til piger og drenge. En svensk (...) børnehave-undersøgelse viser blandt andet, at piger ofte mødes med et "næh, tør DU virkelig det" (underforstået: Du afviger fra normen, du burde slet ikke gøre den slags), hvis de fx kommer drønende hurtigt på en scooter - mens drengene mødes med et "iih, sikke hurtigt du kan køre!" (underforstået: flot! Du er en dreng! Du SKAL køre hurtigt.)

Jeg kunne blive ved. Men skal nok lade være. Jeg er ikke ude på at gå helt ud i urterne og kalde mine børn hen eller hæn eller hin eller hon (der går lidt tre små kinesere i det, gør der ikke?). Jeg er ude på at sige, at de - bevidste og ubevidste - forventninger, vi møder vores børn med, er med til at forme dem. Det kan vi vel alle sammen blive enige om.

Hvad er det så, vi er uenige om? Jeg tror, det er to ting: Dels i hvor høj grad vi tillægger ungerne noget naturgivent KØN, der gør, at piger partout hellere vil lege med Barbier end biler. Og dels om det overhovedet er et problem, at pigerne (kun) laver såkaldte pigeting og drengene (kun) såkaldte drengeting.

Til det med natur og kultur: It's a neverending discussion. Men som de tre punktformerede punkter - og alverdens kloge hoveder - peger på, så er der altså NOGET kultur. En hel del. Også mere end Ann Elisabeth Knudsen, kønsdebattens svar på Bjørn Lomborg, hævder. Og når der nu er noget kultur - det vil sige noget, vi er herrer (og herrer-inder) over - så lad os da for hulan sætte ind dér.

Til det med drengeting og pigeting: Jeg er ikke ude på at hive Barbierne ud af pigebørnenes små, fedtede fingre. Slet ikke. Jeg er ude på, at alle børn - uanset køn - skal have lov at lege med det, de vil. At de skal have muligheden uden at blive mødt med mellem-linjerne-foragt og forventninger. Hvis pigerne kører hurtigt på scooter skal vi klappe ligeså højt, som når drengen gør det. Hvis drengene har lyst til at lege med dukker, skal de mødes uden fordømmelse. Og så skal vores døtre saftsusemig have ligeså meget i lommepenge som vores sønner.

Skål.

Og ja. Nu skal jeg spise. Manden har, meget passende, lavet mad. Så vi må drikke mere kønskaffe en anden dag.

Og hvis I stadig er uenige med mig - vil I så ikke i det mindste sende pigerne nogle sjovere og mere meningsfulde (og mindre kropsforstyrrende) steder hen end Barbiemuseet?! Please.

En lille onsdagsbitter at starte dagen på

Det er ikke en joke. Det her er rent faktisk et seriøst ment opslag i en børnehave. Ikke Sønnes børnehave, heldigvis, billedet stammer nemlig fra Facebook - hvor det selvfølgelig blev kommenteret med en masse "og hvad så, folk har det jo værre i resten af verden"-agtige kommentarer.

Jeg bliver så træt så træt så træt.

Men jeg var også et mærkeligt barn, der var dårlig til at lege med barbier men til gengæld elskede Zoologisk Museum. Jeg ville have følt mig helt mærkelig og forkert, hvis min børnehave havde været så tåbelig. Eller måske: Hvis verden havde været ligeså køns-fucked-op i midt-firserne, som den tilsyneladende er i dag.

Og hvis I har lyst til at blive i endnu dårligere humør på ligestillingsfronten (og få nogle gode ord at sætte på humør og ligestilling og front) så læs Liza Marklunds kloge, sjove og triste ord ovre hos Julia Lahme.

Ikke fordi der er noget i vejen med pølser

 
Jeg skulle skrive om noget økosuppe. Sagde jeg i går. Og Sønne har lært mig, at man altid skal gøre, som man har sagt, man vil, uagtet at den, man siger det til, formentlig er ligeglad og/eller umiddelbart har glemt alt om sagen. Jeg gider i hvert fald ikke, at nogen af rejser jer op i sengen og skriger "MEN DU HAVDE LOOOVET" klokken 04.15 i nat og dermed vækker BetteLiv, eller at I går helt i selvsving, når I skal puttes og egentlig er alt for trætte til at høre om økosuppe.

Så:

Det eneste jeg ville sige - for ligesom at få det på skrift og kundgøre det overfor internettet, universet og alverden - er, at vi nogle gange spiser økologisk grønsagssuppe.

Yes.

I går var det kartoffelsuppe. I dag rødbedesuppe. Engang har vi spist hokkaidosuppe. Det smagte godt. Liv tror det er babymos (det er det vel ret beset også) og spiser glad. Vi har også fået broccoli. Dét kunne hun virkeligt godt lide. Sønne sultestrejker. Men vi FÅR noget økogrønt. Ohyes.

Hvorfor det er relevant at fortælle internettet, universet og alverden?

Fordi uventede gæster altid - ALTID - dukker op, de ret sjældne gange vi får pølser og pasta. Kridhvid pasta. Med en klat smør som eneste grønsag. Og fordi ventede gæster ni ud af ti gange spises af med pasta og kødsovs og eventuelt en gulerod (der er skrællet, hvis nogen har haft overskud til det). Og de får et (lidt) forkert billede af, at vi aldrig får grønsager. Nogle gange får vi faktisk grønsager. Økologiske grønsager. Ikke tit. Men det sker. Og nu ved I dét.

(OK. Det her er i top10 over mærkelige og irrelevante indlæg. Undskyld. Men der er nogen, der for tiden rejser sig op i sengen og skriger klokken 04.15, og andre der insisterer på at stå op klokken 05.15, så det er her nogenlunde as good as it gets).

Et ikke-indlæg om kampdagen

Jeg ville virkeligt gerne skrive noget klogt i anledning af kampdagen. Noget der ligesom bandt alle mine meget intelligente og originale tanker om ligestilling og parforhold og samfund sammen med Skriget fra kernefamilien og en nylig observation - nemlig at skræmmende mange mødre i min omgangskreds fantaserer om at være singler. Lidt i tråd med den nye bog Happy happy, hvor svenske feminister jubler over livet som fraskilt.

Men de kloge stemmer i hovedet bliver overdøvet af morgen-tinitus - i ved den hylen, der bare bliver ved og ved efter en morgen med alt for meget skrig og skrål og alt for lidt Erik Sigsgaard. Vores egen lille private kampdag med børnene på det ene hold (skrigeholdet) og forældrene på det andet (trætteholdet).

Så tænkte jeg, at jeg i det mindste kunne linke til nogle, der skriver noget klogt om emnet. Men enten er de ikke stået op endnu, eller også er de ikke ret kloge. Information præsterer fx denne her artikel om økofeminisme med et drys kønsforsker fra RUC, og det er så kedeligt og oplagt og hørt-før, at jeg ikke synes, I skal klikke på linket... Så læs hellere med ovre hos Jacobine, som ind i mellem siger geniale ting om for helvede at give sine drenge lov til at gå i lyserødt (hvis det er det, de vil) og om dybt skummelt kvindesyn i Hollywoodfilm.

Well.

Hvis min tinitus pludselig forsvinder, vender jeg tilbage med noget klågt. Ellers har jeg tænkt mig at skrive om babytegn og økologisk kartoffelsuppe og om alle de andre meget mommybloggeragtige ting, der optager min tid, når jeg ikke lige har travlt med at læse svensk feminist-litteratur...

Farlige, farlige Mads Mikkelsen

Liv er typen, der smiler til verden og blinker lykkeligt til alle folk på sin vej. Det gælder dog ikke Mads Mikkelsen. I hvert fald bryder hun sammen, hver gang hun møffer sig ind i det nyeste nummer af Ud&Se, der ligger og flyder skiftevis lidt hist og lidt pist i vores rodede hjem.

Jeg har spurgt hende hvorfor. Hun svarede MAMAMA og dunkede hovedet ind i min bryster.

Dét kan man så enten tolke som om, at hun er træt af hans stoneface, der er fuldstændig upåvirket af hendes charme. Eller som om at hun ikke har en særlig mainstream mandesmag. Eller, selvfølgelig, som om hun er sulten og ikke forstår et ord af, hvad jeg siger. Og at jeg burde komme mere ud blandt voksne mennesker.

The one that got away. Eller: Hvad med at donere 3,7 millioner til Carportens hus-fond?!

Huset ved siden af vores gamle, rare, dejlige, smukke, venlige hus (der bare ikke havde det på samme måde med os) er blevet solgt. Til 3,7 millioner kroner.

TRE KOMMA SYV MILLIONER KRONER.

3,7 millioner for et træhus tæt på ringvejens larm og lastbiler, tæt på ghettofakta og drukskuret, lidt for langt fra offentlig transport.

3,7 millioner for vores det-tætteste-man-overhovedet-kommer-på-et-drømmehus-hus.

Det havde været til salg længe, og Manden og jeg gnækkede ufølsomt (som kun forsmåede, hjertesmerte-ramte mennesker kan gøre det) over den sygt høje pris. De ville da ALDRIG få solgt det hus, vel.

Men solgt blev det. Først føltes det godt: Når det er SÅ dyrt, er det alligevel så langt out of our league, at det kan være ligemeget. Lidt som at være forelsket i Ewan McGregor eller James Bond eller andre hel- og halvfiktive karakterer. Man kan godt kigge på billeder og tænke "ihogåhognææh", men man ved godt, at det aldrig bliver til noget i virkeligheden, og det er helt OK.

Så føltes det dårligt. Rigtigt dårligt. For ja, vi skal til Bofællesskabsbeder, og det er godt. Jeg glæder mig faktisk. Natur og børneliv og fællesskab og alt det jazz. Men når husene i vores gamle kvarter er SÅ dyre, selv i krisetider, så betyder det, at vi aldrig kommer til at bo der. Aldrig nogensinde. Og et eller andet sted nederst i bunken med uerkendte fremtidsdrømme lå billedet af Manden og mig og halvstore børn i et træhus i det gamle hood. Hånd i hånd i havens eftermiddagssol, tæt på ringvejens larm, tæt på drukskuret og ghettofakta... og tæt på De Smukke Naboer, på Århus' centrum, på spandevis af kulturel kapital og svensk-landsby-stemning.

Men sådan skulle det ikke være. For 3,7 millioner er bare så langt fra noget beløb, vi nogensinde får råd til at købe hus for.

Farvel Finneby-fremtid. For fanden.

Mange bække små (og smukke)

Mens jeg havde travlt med at hyperventilere (lidt over bolig, lidt over tilværelsen sådan helt generelt), skete der ting og sager med børnene. Fx lærte Bette sig selv at møffe forlæns rundt i hele huset i jagten på biler og andre sager, hun kunne ridse med sine to barberbladskarpe bisser.

Sønne forvandlede sig til noget, der i mistænkelig grad minder om min forestilling om et børnehavebarn: Han har buddies med hjem - her er det Tårnhøje Rosa i en bunke med resten af familien, og pt. sover han fra putning til morgen-vågning uden nattebøvl sådan cirka hver anden nat. Jeg havde seriøst ikke troet, at vi ville sove så godt, før han flyttede hjemmefra. Og ja, jeg har jinxet det nu, men det var godt, så længe det varede... Og på (sjældne men) gode dage GÅR han oven i købet selv ned og op ad trappen. Uden brok.

Med andre ord: Det går forbløffende godt med de børn dér. Jeg begynder ligefrem at ane konturerne af den lyse og lette fremtid, min ex-kollega - med to børn på henholdsvis tre og fem - har lovet mig. "Livet bliver nærmest en svir!" siger hun, og hun mener det. Åhja - og som en ekstra bonus, der gør livet lidt lysere (udover årets skiften væk fra vinterdepression og henimod sommer), så er De Smukke Naboer omsider kommet hjem fra de varme lande og er igen klar med for meget koffein (til mødrene) og for meget sukker (til alle). Foråret lover... OK.

Det kommer til at gå SÅ godt på landet

Sønne: Der er en stikkemyg! En stikkemyg! Tag den væk, mor!

Mig: Æh... det ligner en bananflue. Den er lidt sløv, som den kravler dér...

Sønne: Du skal tage den væk, mor!

Mig: Den gør absolut ingenting.

Sønne: Jeg er bange for den! TAG DEN VÆK NU!

Moren smadrede den sløve flue. Drengen åndede lettede op. Og kastede sig muntert ud i trafikken, som han ikke er spor bange for.

Gratis slogans. Fra alle os til... Beder

Skrivedamerne kan slet ikke holde fingrene i ro. De sprøjter om sig med Beder-slogans. De fleste er en anelse mere positive end mine. For eksempel:

Bo bedre Beder

Beder'n - det for feder'n

Beder - alt hvad du beder om

Og den absolut bedste:

BEDER - DANISH FOR BEETS

Åhja. Man får jo næsten helt lyst til at flytte til Beder. Og vi fik skam også rødbeder, da vi var til prøve-middag i bofællesskabet. Coincidence? I think not!

I øvrigt minder min gamle ven KollegieAnders om, at Karen Blixen altså OGSÅ boede på landet, og han citerer hende for at sige noget i retning af: "Jeg har to gode råd til unge kvinder: Klip håret kort og lær at køre automobil." Jeg citerer her frit efter Anders, der citerer frit efter Karen... og er meget begejstret. Jeg vil gerne være Karen Blixen (minus kønssygdommene), når jeg bliver voksen. Og så anede jeg i øvrigt ikke - med al respekt og så videre - at Anders vidste, hvem Karen Blixen var. Sidst jeg så ham, havde han travlt med at stjæle tør-is fra sit kemistudie og hælde det i vores drinks, og nu slynger han om sig med ret litterære citater og bor selv i en forstad. Okke-ok, hvor de små dog bliver voksne hurtigt.

Tilbage til de glædelige kommentarer til gårsdagens despo-indlæg: Der er en biograf i Malling! Og Malling er ikke mange meter fra Beder. I hvert fald målt i provinsmeter, der jo er noget længere end by-meter. Men alligevel. Jeg begynder at ane konturerne af en lysende fremtid i Bo Bedre (rød)Beder med hyppige bifbesøg og pludselige, Blixenske skriveevner.

Nu skal jeg bare have lært at køre automobil. Og klippes.