tirsdag den 18. juni 2013

En slags syndsforladelse over opvasken. Eller: Fuck det hele menneske

Vi kom til at snakke lidt om livet og angsten og om at udvikle sig som menneske, min bofælle og jeg.

Bofællen forklarede, hvordan han engang havde tænkt, at han skulle udvikle sig til et mere helt menneske ved at kaste sig ud i de ting, han var dårlig til. Det boglige, for hans vedkommende.

Selvudvikling, ikke. Face your fears and all that jazz.

Og han forklarede, at han stort set havde droppet det igen. Fordi det er for hårdt hele tiden at skulle gøre noget, man ikke er god til. Fordi det også giver mening (og selvudvikling og fearfacing og jazz) at gøre noget, man er rigtigt, rigtigt god til. At blive endnu bedre.

Så jeg fortalte, lettet, om hvordan jeg faktisk synes det er ganske hårdt hele tiden at køre bil (selvom jeg er bange for det) og fodre høns (selvom jeg er bange for... dem), men at jeg råber KOM SÅ DU UDVIKLER DIG SOM MENNESKE HEPHEPHEP af mig selv.

Den slags fortæller jeg ellers ganske sjældent, især til mænd, især til mænd fra provinsen, fordi de bliver så underligt flakkende i blikket. Som om de et øjeblik overvejer at køre mig - i bil - til den psykiatriske skadestue, fordi jeg jo må være fuldstændig vanvittig. Men denne provinsmand svarede noget i retning af:

Ja! Måske skal du gøre det, du er rigtigt god til, og blive endnu bedre. En bedre journalist. Det er også OK.

(Indsæt selv Danske Banks gamle slogan og eventuelt noget amerikansk underlægningsmusik.)

Altså.

Det er jo ikke fordi, jeg kan undvære bilen eller har tænkt mig at sulte hønsene eller noget andet radikalt. Men jeg blev alligevel helt blød... fordi der var én der forstod, at det er pissehårdt altid at være på udebane.
Og det er det, jeg er.

Så fjernede vi madrester fra håndvaskene (der er fire) og hængte viskestykker til tørre og snakkede lidt om vejret. Og jeg tænkte, at selvom jeg ikke har ret mange skriveopgaver for tiden, kunne jeg da i det mindste bloggeskrive lidt, før jeg igen skulle ud og køre bil (langt!).

Done.

6 kommentarer:

  1. Så meget fuck det hele menneske. Man skal da bevare en positiv indstilling, men det er altså ikke naturligt at ville og elske alting (for slet ikke at tale om høns!).
    Tænker på faren i Steen & Stoffer, der altid siger: "Det styrker karakteren!" Årh, rend og hop...

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe. Fra nu af vil jeg se Steens far for mig, når jeg begynder at råbe af mig selv. Så kan jeg nok lidt bedre trække på skuldrene.

      Slet
  2. I skolen var jeg den bedste til alt - undtagen sløjd og gymnastik. Der var jeg under middel for at sige det mildt (ikke at det afholdt mig fra at være den der råbte højest på fodboldbanen og bruge al min tid der). Da ungerne var lidt større begyndte jeg at løbe (!) og gik i gang med at bygge et lille træhus (!). Da jeg talte med en af mine venner om det sagde han meget fornuftigt, at jeg jo nok gør det jeg er god til på mit job og har det andet som en hobby. Og det er rigtigt - jeg har haft det rigtig fedt med at løbe marathon og bygge et anneks, et stort halvtag, et brændeskur og diverse - alt helt på mine egne præmisser og i mit eget tempo (hvad mine handymen svigersønner virkelig (mere eller mindre outspoken)undrer sig over :-))

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeps - det kan være ganske glimrende at udfordre sig selv på hobbyniveau på den måde. Det er mere, når udfordringerne bliver en uomgængelig del af ens hverdag, at det bliver en anelse træls...

      Slet
  3. Nemlig - bilture skal være for sjov og kun en hobby - og kun på dine præsmisser. Om høns kan være sjovt vil jeg nødigt svare på...

    SvarSlet