Hej. Bum. Dyb indånding.

Og det blev påske.

Og der var pludselig tid til at sove og kigge ud i luften og trække vejret og den slags.

Det kunne bare ikke rigtigt lade sig gøre.

Hej sommerhussøvnløshed, hej puls-på-speed, hej ondt i maven.

Så: Først aede Manden mig lidt på håret. Så aede jeg mig selv lidt på håret. Og så satte jeg mig ned og lavede et mindmap (ja, sådan én er jeg) over alle mine opgaver i april. Da jeg nåede til 12 – ganske forskellige, ganske krævende – var der hverken mere plads på papiret eller i hjernen. Til gengæld indfandt en sær ro sig: Jeg kender ingen (i hvert fald ingen småbørnsmødre af den sårn mildt perfektionistiske slags), der ikke ville ligge søvnløse over de 12 aprilopgaver dér. 

(Og når DU ville blive stresset over det, så behøver jeg jo ikke at råbe til mig selv: TAG DIG SAMMEN, jeg kan SAGTENS klare det, hephephep, komsåkomsåkomså. M-hm, det er en langt ude indre råbestemme, men whattodo.)

Helt oplivet af den, well, syndsforladelse, gik jeg i gang med at skrive mails. Uden (ret mange) undskyldninger men med aflysninger og udskydelser. To uger, tre uger, fire uger. Store saliggørende krydser på mit mindmap.

Nu har jeg næsten-fri indtil midten af april. Lidt møder hist og pist, lidt pludselige telefonopringninger der kræver pludselig professionel & dygtig stemme. Men ellers: Kaffe og Netflix og vinduespudsning og forår og mere kaffe og lidt gåen rundt inde i forårsårhus.

I næste uge bliver jeg nok også nødt til at tænke lidt over, hvordan jeg undgår, at det bliver sådan her igen lige om lidt. Hvordan der kommer noget mere sikkerhed og sammenhæng og forudsigelighed i mit hæsblæsende, meget mærkelige, meget uforudsigelige arbejdsliv.

Men i den her uge forsøger jeg at tænke så lidt som overhovedet muligt.

(Og ja. Jeg kan se hos Maren og Superheltemor, at stressbekendelser nærmest er på mode. Hvilket gør mig til en slags firstmover i Jylland. Fedt.)