fredag den 26. april 2013

... men allermest savner jeg mine børn

Det her er ikke et rigtigt blogindlæg.

Det er bare en dame, der har det sjældne privilegium at være alene hjemme nogle dage, og som sidder og får temmeligt fugtige øjne af at kigge på telefonens 2.312 børnebilleder.

Jeg skal skrive, iggå. Store, vigtige ansøgninger, der kan bringe mere stabilitet og lykke og økonomisk tryghed ind i vores stressede tilværelse. Og mens jeg skriver og skriver og skriver, er jeg temmelig svær at være i nærheden. Så Manden har taget børnene under armen, er flygtet, har givet plads.

Så jeg skriver, og jeg kigger på børnebilleder. Lige nu mest det sidste.

Forhåbentlig tror de andre på Lynfabrikken, at jeg lider af pollenallergi. Forhåbentlig får jeg skrevet en hel masse, så det lissom er det værd. Forhåbentlig er der nogle, der gider drikke nogle drinks med mig i aften, så jeg kan... udnytte al den pludselige frihed.

Forhåbentlig savner de ikke mig helt så meget, som jeg savner dem: Sønne, der er så blød og rar indenunder sin obligatoriske fire-års-sejhed, og Verdens modigste Livse, der kigger på mig og siger MIN mor.



(Og ja: Selvfølgelig nyder jeg det også! At dimse rundt for mig selv om morgenen, ikke at skynde mig hjem, at sove natten lang uden pjevs eller små fødder i ansigtet, at sidde og skrive og skrive over en øl om aftenen. Men... Hold. Nu. Op. hvor jeg også savner og savner.)

4 kommentarer:

  1. - det kan jeg da godt forstå!

    SvarSlet
  2. Det var en fornøjelse at drikke øl med dig midt i din midlertidige frihed : ) Det gik da meget godt : )

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gjorde det. Så dejligt, så dejligt, så dejligt var det.

      Slet