Ja, jeg får noget der minder om klaustrofobi, hvis jeg har udsigt til en hel dag i God Bedre Beder.
Ja, jeg synes det er rimeligt hårdt, at der altid er langt-langt-langt til nærmeste bland-selv-slik eller cafe eller hvadsomhelstbutik eller ven.
Og ja, jeg bliver et lidt bedre menneske af at få noget StreetCoffee. Jeg er ikke stolt over det (for: burde Nespresso ikke være alt, hvad hjertet begærer? Og burde jeg ikke give de 32 kaffekroner til Syriens børn eller orangutangen eller... sådan noget?). Men sådan er det.
Og ja, de 12 kilometer ind til Århus er virkeligt, virkeligt lange, når man bare lige vil drikke noget kaffe og redde verden i gode venners lag. Jeg gjorde begge dele i dag sammen med Dyrlægen (kendt som Folkes Mor, dengang vi klassificerede damerne ud fra deres børn i stedet for deres profession): Først drak vi for 32 kroner latte hver. Så reddede vi en dame, der lå og epilepsigurglede og spyttede blod og tænder ud på fortovet foran Føtex. Det vil sige, det var mest Dyrlægen der reddede. Med aflåst sideleje og hands-on og så-så-ven og den slags. Det var mest mig, der med skinger stemme forsøgte at råbe mig igennem en ondskabsfuld telefonslusedame hos 112 ("HUN ER BLÅ! HUN TRÆKKER IKKE VEJRET!" "Ja. Lige et par spørgsmål til. Hvad vil du vurdere hendes alder til?" "SEND SÅ EN AMBULANCE!").
Byen er et totalt action-packed sted. Og bagefter drak vi debriefingøl i Skanseparken. Nu sidder jeg (klaustrofobiløs) i Beder og drikker cola og glemmer alt det, jeg egentlig havde tænkt mig at skrive om byen.
Måske er der, trods alt, en grænse for hvor action- og koffeinholdig en dag, man kan have, og samtidig sige noget klogt-agtigt. Okkedog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar