Under min barsel med Sønne kiggede jeg på de mangfoldige gravide i bybilledet ud gennem mine skulende, trætte, sammenknebne øjne og tænkte noget i retning af:
"Jaja, I går og ser så glade og forventningsfulde ud. Men nyd tiden nu, for helvede. NYD den. For når først barnet kommer, bryder helvede løs. I ANER ikke, hvad I går ind til. Det bliver sindssygt. Det bliver hårdt. Og ingen ingen fortæller jer om det, alle siger bare tillykke og smiler. Seriøst, I har ingen idé om, hvad I har kastet jer ud i."
Muntert, ikke?
Nå. Nu triller jeg så rundt med BetteLiv i barnevognen og kigger på de mangfoldige gravide i bybilledet ud gennem mine trætte men dog åbne øjne og tænker:
"Åhjamenaltså heldige jer! I har miraklet til gode; det øjeblik hvor et bette liv bliver lagt op på jeres mave og er helt nøgent og nyfødt og magisk. BARE det var mig."
Det må da være et godt tegn!?!
I øvrigt ville jeg jo mægtig gerne råspamme jer med billeder af det smukke afkom, men iPhonen er afgået ved en tragisk, tragisk død. Og Manden har skildt den ad i tusinde stykker med sine handy hænder kun for at konstatere, at den ikke står til at redde. Ingen iPhone, ingen billeder. Og, i dagevis, ingen opkald eller sms'er (ergo: Det er ikke fordi, jeg er en slacker/er fornærmet/er i baby-modus/ikke kan lide jer, at jeg ikke har taget telefonen...). Nu har jeg dog en gammel Sony Ericsson, som ikke er så opkaldsegnet (med mindre man synes, det er helt vildt skægt, at alle lyder som fulde mennesker der ringer fra Mongoliet eller et andet sted langt, langt væk). Men sms'e kan den dog. Og I kan også godt ringe med vigtige beskeder, I skal bare råbe dem højt og langsomt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar