Så er freden (måske) forbi

I dag var dagen, hvor vi hørte BetteLiv græde første gang. Sådan for alvor. Lige til at blive helt svedig af sådan et pludseligt personlighedsskift...

"Kom med brysterne mor! Liv er sulten!" siger Sønne.

"Nu starter det," sukker Manden.

Det er nu nærmere maven, hun har ondt i. Og hun har kun hylet i to omgange à et par minutter eller tre. Men alligevel. Godt man ikke er sådan en, der har fortalt hele verden, hvor meganem hun er...



Men OK. Nu sover hun sødt. Og er selv faldet i søvn uden hverken sang eller rokken i sin moseskurv foran mig sofabordet. Og i går var vi til bryllup, hvor jeg tudede fire gange, og Liv tudede nul gange. Så jeg klager overhovedet ikke, men nyder freden, så længe den varer.