Selvom de ikke altid sover, elsker jeg mine børn højere end offentlig transport

Vi er stadig i storbyen. Jeg tusser stadig rundt og ser længe savnede gode venner med - i dag tre uger gammel - bebs på armen. Til det formål er det smart med en metro. Jeg elsker metroen på den der jydagtige måde, som kun folk bosat i metro-løse byer kan elske en metro.

Men jeg elsker ikke metroens elevatorer. Altså. Jeg har kørt med metro to gange her de sidste par dage. Og begge gange, begge steder, var elevatoren gået i stykker. Er I klar over, hvor uendeligt langt der er fra Dybet og op i lyset? Well, jeg er ikke helt klar over det. Men der er langt, og der er mange, mange trapper.

Heldigvis er jeg i (nerve)træning fra vores tid med Sønne-baby i Shanghai. Hvor der slet ingen  metro-elevatorer var. Til gengæld var dybene betydeligt dybere... Så vi kom i tiptoptræning med at stå at balancere med barnevogn indeholdende det allerdyrebareste i hele verden på en alt for stejl rulletrappe. Og på et tidspunkt gik jeg simpelthen over til at køre med drengen på armen i billige, dyttende, lidt skræmmende kinesiske taxaer.

Nå. I dag var temaet ikke Kina men Rusland. I hvert fald bar to venlige turist-russere den gamle, tunge Trille-barnevogn hele vejen op i solen på Christianshavns Torv. Og en tredje russer, en dame, kommanderede med dem hele vejen. Russisk er ikke min stærke side, men jeg fattede noget i retning af: "Bebsen er ved at glide ud af fodenden, få nu for hulen den barnevogn mere i vatter."

Alle overlevede, og ingen faldt ud af barnevognen. Selvom det så ud som om, det var tæt på på et tidspunkt.

Altså: Jeg elsker metroen. Men jeg elsker Liv højere. Meget højere. Så nu er det slut. I hvert fald så længe, hun skal trilles i en Trille. Jeg tør ikke! (Men se til gengæld hvor kæk og modig damen selv ser ud...)