Men nemheds-babylotteriet har dårlige vinderchancer.
I hvert fald kender jeg mange, der efter de første fire-fem nemme uger pludselig ser deres nemme wunder-baby forvandle sig til et helt normalt spædbarn, der nogle gange ikke vil sove, nogle gange ikke vil spise og nogle gange bare er uforklarligt tvær. Og så er man jo på den, iggå, hvis man har sagt til alverden, at det bare er NEMT. Man er fanget i sin egen velsmagende fortælling om gode gener og forbilledlige forældreegenskaber og føler, man bliver taget i at snyde, hvis alle de nemheds-succespoint, man har fået af omgivelserne, viser sig at være givet på et forkert grundlag. Så man har ikke lyst til at snakke ret højt om den der nat, hvor bebse sov max tre kvarter ad gangen, og faren og moren et kort øjeblik overvejede at gå fra hinanden/fra hus og hjem/fra sans og samling.
Med Sønne var dét aldrig et problem. For han var aldrig nem. I stedet var (og er) han, som hans sundhedsplejerske-farmor så diplomatisk har formuleret det, "et udfordrende barn". Først siden hen har det vist sig, at de andres børn også var udfordrende - i hvert fald nogle gange. Mange af dem, jeg kendte med jævnaldrende bebser, snakkede bare ikke ret højt om det. Fordi de følte, at deres fortællinger om det nemme barn så havde været løgn. Og så videre.
Derfor er jeg også meget påpasselig med, hvad jeg siger om BetteLiv. Jeg vil ikke fanges i en virkelighed, der viser sig at være mere eller mindre selv-opfunden. Jeg vil ikke være skuffet eller skamfuld, hvis hun pludselig hyler og skriger i en forsamling af mennesker, jeg netop har underholdt med historier om hendes fremragende nattesøvn. Derfor svarer jeg altid sådan her, når folk spørger, hvordan det går: "INDTIL VIDERE er det nemt. INDTIL VIDERE sover hun rigtigt fint om natten. Og INDTIL VIDERE græder hun stort set aldrig. Men jeg ved, at det kan ændre sig overnight, og at det jo tit er meget nemt i starten." (I nat sov hun fx fra 23.30 til 11.00 kun afbrudt af et par amninger. Altså jeg bliver jo for fan næsten bekymret!)
Jeg har en tilsvarende remse, når der bliver spurgt til Sønnes håndtering af sin nye storebror-status: "INDTIL VIDERE tager han det virkeligt pænt. INDTIL VIDERE kysser og klapper og aer han hende og siger 'passer lige lidt på lillesøtter at hun ikke kommer til skade.' INDTIL VIDERE er det nemt. Men jeg ved jo, at det nok ændrer sig, når hun begynder at stjæle hans legetøj og for alvor være en trussel."
Jeps, jeg maler fanden på væggen over hele huset. For jeg kender nemlig også rigeligt med andengangsforældre, der har lavet finten med at fortælle om deres nemme, empatiske etter, der bare er SÅ sød ved toeren (underforstået: "Vi har vundet i børnelotteriet og i øvrigt opdraget et fantastisk og empatisk barn"). Kun for at snuppe samme etter i at tæve toeren et halvt år senere, når toeren ikke længere er en ufarlig, evigt-sovende baby-klump.
Den dag, der er gået godt, kommer ikke skidt igen. Vel. Og her går dagene godt - INDTIL VIDERE. Se bare faren og de to nemme børn, der hjælper ham med at slibe sommerhusets motorsav:
Godt indlæg igen igen. Lige et indspark til det med søskende. Vores etter er faktisk utrolig sød og kærlig ved sine lillesøstre (nu har jeg garanteret jinxet det ved at skrive det... pis), og de er begyndt at "passe ind" i hendes små (diktator)rollelege. Men nogle gange er der bare lidt rough love involveret - fra begge parter. Hun tager lidt ekstra hårdt fat i dem, men deres små skarpe bisser og tykke fingre kan også sende lidt af den samme kærlighed retur. To'erne (og tre'erne) finder sig nemlig ikke i alt - heller ikke selvom etteren hurtigt opnår gudestatus.
SvarSletJeg sætter pris på når folk indrømmer at det er held i lotteriet og ikke særlige super forældreevner og gode gener der gør at deres unger sover nogenlunde om natten. Jeg syntes egentligt #1 sov ret godt, en god andel timer i løbet af et døgn, men jeg er og var da godt klar over at det var held. Og jeg var da opp og amme 2-3 gange hver nat i mange måneder.
SvarSletJeg var for nyligt lige ved at se rødt, da en af mine nye amerikaner veninder fortalte om sine unger. De sov begge næsten fra start af hele natten, uden at skulle ammes(!) Og hun kunne slet ikke forstå hvordan man dog skulle kunne klare sig uden 7 timers søvn i streg. Hun mente endvidere at kunne forklare hvad det var hun gjorde rigtigt, og antydede at hvis min vordende #2 ikke sover igennem så er det min egen skyld. GRRR!!
Jeg håber så meget at Nemesis lyttede med!!
Rough love er et godt udtryk... broren er allerede en flittig udøver, når der pludselig kommer en kampvægt på godt 13 kilo bag de ellers blide kys. Tror også, at han allerede får et eller andet ud af at være den store (og den potentielle gud). Han kommanderer i hvert fald flittigt med pigen: "SE BILER NU, LIV. NU!"
SvarSletOg Vibse: Altså bare at HØRE om sådan noget får mit (sikkert stadig hormonelle) pis usigeligt i kog. Søvntortur-babyer skal man ikke ønske for nogen. Men i korte glimt kan jeg dælme godt ønske det for sådan nogle som hende... Dermed ikke sagt, at man ikke selv kan påvirke deres søvn. Vi har selvfølgelig gjort vores, for at fucke den søvnløse drengs søvn (yderligere) op. Fx farte rundt mellem Shanghai og Sydafrika og bedsteforældre hid og did. Suk.