Min underbevidsthed = en stor, fed kliché

I nat drømte jeg, at sneen lå i et tyndt lag over vores gamle hood, og jeg løb mellem snefnuggene i slowmotion. Min fodspor var fine, og jeg var ikke spor bange for at falde. Meget herligt.

Men: Jeg løb og ledte efter vores gamle hus. Og ledte og ledte og ledte. Men der, hvor det plejede at være, var en motorvej og et midlertidigt busstop.

Bortset fra busstoppet synes jeg faktisk, at min underbevidsthed er helt utroligt u-kreativ. Giv mig noget, der er lidt sværere at tyde, si. Eller bedre endnu: Giv mig det gamle hus tilbage!