Forårshjerne

Følelsen af taknemmelighed har sneget sig tilbage i mit liv. Den er en virkeligt savnet og velkommen ven, som nu sidder med til bords - ind i mellem i hvert fald - sammen med de lidt mindre sjove venner Bitterhed, Angst, Træthed og Vanvid.

Måske kom Taknemmelighed forbi, fordi Sønne er blevet mere sig selv. Det er lettere at være taknemmelig, når ens hjem er et rart-agtigt og fredeligt-agtigt sted at være, og man ikke hele tiden er bekymret for sine børns velbefindende, og for hvornår det hele eksploderer næste gang.

Måske blev Sønne mere sig selv, fordi hans mor på et tidspunkt holdt op med (eller holdt pause fra, bank på træ, salt over skulder, 7-9-13) kun at være bitter, angst, træt og vanvittig.

Måske har det hele noget med forår at gøre.

Under alle omstændigheder smiler Taknemmelighed til alle væmmelige følelser og lover, at alting nok skal gå. Og gå godt. Og Sønne tegner NERF guns, og ind i mellem alle eder og forbandelser og talen sig selv ned siger han lige så stille det er da bare godt gået det dér, synes jeg.

Dagens feel-bad-spørgsmål

1. Hvornår bliver det godt igen? Altså sådan rigtigt godt, ikke bare i-glimt-ok-godt? Hvornår bliver landskabet bare tilnærmelsesvis smukt igen?
2. Hvornår bliver Sønne sig selv igen?
3. Hvor meget ikke-reparerbar skade mon sker på os alle sammen, inden dét sker? Mit hjerte går i stykker - igen og igen - når jeg kigger på vores familie lige nu. Særligt på Livse, der er alt for tapper og tager for meget ansvar (selvom vi selvfølgelig siger alle de rigtige ting til hende hele tiden, iggå). 
4. Hvornår kan ens hjerte ikke gå mere i stykker? Og hvad sker der så?
5. Skal man stole på sin gut feeling, når det kommer til Sønne, og kalde det sanseintegrationsproblemer?
6. Og hvis man skal, hvordan får man så samlet penge sammen til de børne-ergoterapeuter, der hævder at kunne gøre noget ved den slags? (Vi har brugt formuen på terapi til de familiemedlemmer, der har brug for det. Kassen er tom. Mere end tom. Seriously, hvis der er nogle af jer, der er real life buddies med damerne bag www.pilotskolen.com, kan I så ikke overtale dem til at give os et sponsorat?!)
7. Hvor finder man en bonusbedste, der - helt gratis - kan hente børn og klappe os alle sammen på håret på (mindst) ugentlig basis? 
8. Hvornår kommer der en voksen forbi og lover, at det hele nok skal gå? At alt det her bare er en del af processen, og 2017 virkeligt er helingsåret og ikke bare året, hvor alt falder (mere) fra hinanden?

Den velourklædte giftefoged

Det er med vilje, her har været så stille. Jeg gad simpelthen ikke skrive flere indlæg med pointen det går værre end nogensinde. Jeg gad meget hellere vente, til der kom en dag, hvor jeg kunne skrive i dag har været en ok dag.

Så jeg har ventet. Og ventet og ventet. Til i dag. 

I dag har været en ok dag.

Jeg har i glimt været mig selv. 

Sønne har i (mindre) glimt været sig selv.

Ellinor har spist leverpostej med hele kroppen og klappet og hvinet.

Mine mareridt er stoppet (7-9-13). Efter godt en måned med lutter hæslige, hæsblæsende drømme, hvor jeg fór vild i fremmede lande og hele tiden havde glemt at aflevere bilnøgler og husnøgler og kom for sent til toge og havde forkerte flybilletter - og vågnede forpustet og i hæsligt humør - drømte jeg i vinterferien om et bryllup på Frederiksberg Rådhus. Med en tyk, dansende giftefoged iført sort, stram velour. Han dansede ned ad midtergangen i rådhussalen, baglæns, mens brudeparret dansede med, forlæns, i samme gakkede takt. 

Siden da har jeg ikke haft mareridt, og dét har så slået igennem på dagsformen i dag. Ligesom det selvfølgelig hjælper, at vinterferien er slut, og der er færre børn (vanvittigt kriseramte og knapt så vanvittige og kriseramte) på matriklen i løbet af dagen. 

Natten har været en ok nat, altså.

Og i dag har været en ok dag.

Taknemmelighedsliste fra et frit fald

Jeg kan jo ikke blive ved med at skrive, at det går værre end sidst. Det er for trist. Selvom det er sandt: Den er gal med Sønne (for nu at sige det mildt), som enten har suget noget af min uendelige angst eller blot er knækket af folkeskolen, who knows, så hele familien, hele verden, ryster og dirrer i sin grundvold, og det er hæsligt, hæsligt, hæsligt, både for dem med posttraumatisk stress og dem uden.
Men for fanden da, det var jo netop dét, vi ikke skulle beskæftige os med i dag. I dag skal vi tænke på de ting, der er gode. For de findes også. De ting der hjælper. Det er sådan nogle ting her:

• Venner der skriver og spørger, hvad de kan gøre.
• Venner der sender kurve med kaffe og slik og emails med billeder fra gamle, muntrere dage.
• Venner der kommer forbi hele den lange vej fra København og lægger sig på bunken af vasketøj uden at bemærke den og snakker om stort og småt i 24 timer.
• Bofæller der aer én på kinden og laver te og lytter efter babyalarmer og siger, at man har verdens dejligste baby.
• Verdens dejligste baby.
• Jeres kommentarer, som jeg ikke får svaret på, men som jeg læser. Ofte flere gange.
• Snevejr. At lege i det i en magisk time og et øjeblik glemme, hvor hamrende kriseramte og dysfunktionelle vi er.
• Kropsterapi. Det nytter ikke noget, når de kloge snakker til mit hoved. Ikke ret meget i hvert fald. Men det nytter, når de på-en-anden-måde-kloge snakker til min krop.
• Rødvin.

Helvedesår og helingsår

Jeg havde ret, desværre: Vi skulle dybere ned og længere ud, og vi er stadig i fart. Jeg forsøger at trække vejret dybt og minde mig selv om, at det ikke er fordi, at 2017 er et helvedesår. 2017 er helingsåret oven på helvedesåret 2016. Det frie fald er en del af processen.

Fuck. Fuck fuck fuck.

Men udsigten er stadig smuk:

20 helt gratis tips til stressede forældre. Eller: En slags huskeliste til mig selv.

1. Blokér alle artikler fra Vores Børn, forældresparring.dk og lignende i dit Facebook-feed.

2. Se mere fjernsyn med din børn. Tag på færre museer. Lad helt være med at tage på museer.

3. Hvis du har en baby, så dans med den. Drej rundt og kast den op i luften og kram den og syng med på den sang, I danser til.

4. Tilgiv med det samme dig selv, hvis du har en baby, som du ikke har lyst til at danse med. Eller du bare ikke har lyst til at danse men mere lyst til noget sofa.

5. Tilgiv med det samme dig selv for alt dét, du overhovedet kan. Inklusive at den dans dér og/eller turen frem og tilbage til sofaen er den eneste motion, du får i dag og resten af ugen.

6. Se de røde alger bagest i køleskabet som en fysisk manifestation af dine helt rigtige prioriteringer.

7. Fortæl dine børn, at det ikke er deres skyld, at du er stresset og fyldt med svære følelser. It's the right thing to do, og the right thing to do føles altid virkeligt godt bagefter.

8. Få din mand eller kone eller rengøringshjælp til at sige det til dem, hvis dit hoved er for tåget. Gentag det selv, når tågen letter. It's the right thing to do.

9. Tilgiv dig selv for i korte øjeblikke at tænke, at det måske rent faktisk er deres skyld.

10. Skriv tre ting ned, som du har gjort helt-helt rigtigt som forælder i dag. (I dag har jeg fx set DR Ultra og spist boller med Sønne, renset hans ører (!) og krammet min baby.)

11. Glem resten. Det, der er for nasty at glemme, kan du sige undskyld for i morgen.

12. Sig venligt men bestemt jeg har lige brug for fem minutters ro for at kunne tænke, når du lige har brug for fem minutters ro for at kunne tænke. Fx hvis dit ældste barn danser til meget højlydt gonoodle på computeren, mens din baby højlydt gør opmærksom på sin grød-sult, mens dit mellemste barn højlydt gør opmærksom på sit presserende behov for en ny prinsesse-app, mens appstore højlydt gøre opmærksom på, at du har glemt passwordet. Eller bare en tiendedel af dét scenarie.

13. Tilgiv dig selv, hvis du kom til at råbe dét med de fem minutter. Eller hvis du bare stivnede og rokkede frem og tilbage.

14. Lyv når det er nødvendigt. Hvis altid-glade krævende og/eller grænseoverskridende typer vil hænge ud med dig og dine børn, eller ok typer vil hænge ud under ikke børne-venlige omstændigheder. Eller hvis du bare ikke orker noget som helst. Prøv fx med aij, vi kan desværre ikke den dag eller den lille er desværre ved at blive syg. 

15. Fortæl sandheden, når det overhovedet kan lade sig gøre. Ærlighed om eget mentale helbred er det nye tegn på overskud. Prøv fx med jeg har det simpelthen så vanvittigt dårligt for tiden, vi må ses en anden gang eller jeg er stresset og kan ikke overskue det. Men I må gerne komme forbi og lege med børnene. Udenfor. eller jeg kan simpelthen ikke hoste den mødregruppe, selvom det er min tur, jeg kan dårligt nok holde mig vågen to timer.

16. Sig til dig selv - igen og igen - at det er ok, at du ikke revolutionerer folkeskolen og lærer dine børn om krigen i Syrien (og evt. fikser den) og/eller klimaforandringerne (og evt. fikser dem) på en pædagogisk måde sådan liiige nu.

17. Læg med det samme bøger væk, hvis de giver dig noia og dårlig samvittighed. For mig gjaldt det fx '7 aha-oplevelser som befrier dig for stress' af Mike George, der påstod, at jeg bare skulle droppe min offermentalitet og straks ville blive mindre stresset. Og 'Efterveerne' af Lene Jørgensen, der gav mig en hårdslående følelse af, at intet nogensinde ville blive godt igen, thi jeg ville døje med posttraumatisk fødselsstress for evigt. Læs hellere Erik Wedersøes bøger om at sejle rundt på Atlanten fyldt med vrede og kærlighed og angst. De virker altid og på alting.

18. Det her er det måske sværeste, men husk-husk-husk: Det allervigtigste, vi kan lære vores børn, er at være mennesker. At de er gode nok lige præcis som de er, selvom de ikke er små perfekte 12-tals performance-tandhjul i det store maskineri. Ved selv at gøre plads til din stress og din manglende ork og dine tårer og din manglende perfekthed, viser du dem, at verden også har plads til deres stress og tårer og menneskelighed. Sguda.

19. Drik mindre kaffe og mere kakaomælk.

20. Ros dig selv for alle de gange du lykkes med at sætte dig i sofaen og langsomt farvelægge en side i en Frost-malebog eller bare glo tomt ud på stuens kaos i stedet for at fylde opvaskeren, feje gulvet eller skrubbe på algerne i køleskabet.

Frost

2017 skal bruges på at komme sig oven på 2016.
Sagde jeg og mente det.
Men fuckedifuck hvor havde jeg ikke regnet med, at det skulle være SÅ hårdt. Jeg tror, det er det hårdeste, jeg nogensinde har været ude i. Og indtil videre har jeg taget fejl, hver gang jeg troede, at bunden var nået. Så eventuelt skal vi længere ned og længere ud, end vi allerede er. Med højere puls og mere angst.
Men hvis det er det, der skal til, er det det, der skal til.
Og haven er OK pæn i frost.

2017. En plan der umuligt kan slå fejl.

Januar-februar:
Have max ondt af mig selv og svælge tykt i andres medlidenhed og medfølelse. Lave så lidt som muligt.

Marts:
Komme i god kontakt med al min retfærdige vrede og via velformulerede klagebreve lade den (retfærdigt) gå ud over jordemoderen - der ikke ville debriefe - og ambulancefolkene, der gjorde hele lårtet betydeligt værre ved at være nogle inkompetente tosser. Sparke til nogle holdbare træer.

April:
Komme i god kontakt med noget zen og meditere mit nervesystem lidt mere i ro.

Maj-juni:
Holde en slags almindelig barsel med noget cafe og nogle andre mennesker og den slags. Mens jeg naturligvis har det, totalt som jeg nu har det...

Juli: 
Holde sommerferie med alle mine 1000 børn uden a) at bruge nogle penge og b) at krepere af stress.

August:
Køre Ellinor langsomt og blidt ind i vuggestuen uden at krepere af stress eller institutionsnoia.

September-oktober-november:
Skrive bestselleren om mine og andres fødselstraumer og udgive den på noget People's Press-agtigt. Det kan sagtens lade sig gøre på tre måneder.

December:
Lynhurtigt slå nogle bestsellerrekorder, blive rig, modtage opkald fra Hollywood, få en række litteraturpriser samt takkebreve fra kvinder, jeg har reddet fra at få posttraumatisk stress med min helt fantastiske bog. Leve lykkeligt til mine dages ende.

At ha det som man har det #4

Jeg har færre ord, end jeg plejer.

Lægen har til gengæld en del. "Posttraumatisk stress" for eksempel.

Skulle vi ikke bare sige, at 2017 er året, hvor vi kommer os over 2016? Og hvor vi opnår prima mental helse, stabil økonomi og fred i Syrien...?!

Pip

Vi er her endnu. Og landskabet, det mentale altså, er ganske smukt (rundt om alle de sorte huller). Vi er bare jule- og babyramte, og det er krævende men absolut ikke det værste at være ramt af. Tværtimod, faktisk. Her er årets marcipangris 2016, som vi lige lader stå, indtil der er lidt flere ord i fingrene.