Taknemmelighedsliste fra et frit fald

Jeg kan jo ikke blive ved med at skrive, at det går værre end sidst. Det er for trist. Selvom det er sandt: Den er gal med Sønne (for nu at sige det mildt), som enten har suget noget af min uendelige angst eller blot er knækket af folkeskolen, who knows, så hele familien, hele verden, ryster og dirrer i sin grundvold, og det er hæsligt, hæsligt, hæsligt, både for dem med posttraumatisk stress og dem uden.
Men for fanden da, det var jo netop dét, vi ikke skulle beskæftige os med i dag. I dag skal vi tænke på de ting, der er gode. For de findes også. De ting der hjælper. Det er sådan nogle ting her:

• Venner der skriver og spørger, hvad de kan gøre.
• Venner der sender kurve med kaffe og slik og emails med billeder fra gamle, muntrere dage.
• Venner der kommer forbi hele den lange vej fra København og lægger sig på bunken af vasketøj uden at bemærke den og snakker om stort og småt i 24 timer.
• Bofæller der aer én på kinden og laver te og lytter efter babyalarmer og siger, at man har verdens dejligste baby.
• Verdens dejligste baby.
• Jeres kommentarer, som jeg ikke får svaret på, men som jeg læser. Ofte flere gange.
• Snevejr. At lege i det i en magisk time og et øjeblik glemme, hvor hamrende kriseramte og dysfunktionelle vi er.
• Kropsterapi. Det nytter ikke noget, når de kloge snakker til mit hoved. Ikke ret meget i hvert fald. Men det nytter, når de på-en-anden-måde-kloge snakker til min krop.
• Rødvin.