JEG kan sguda også løfte en Smartcar. Eller... æh. OK.

"FLYT DIG, HER KOMMER INDSATSLEDEREN!" råber Sønne og maser sig forbi sin søster for at reparere hele huset.

Søsteren er ligeglad, for hun har spist et helt hårdkogt æg (minus blomme) og en halv karrysild til aftensmad, og hun er vældigt glad.

Og børnenes mor, mig, kigger på dem med stor undren og forstår ikke, hvor de har deres sære præferencer fra. Men jeg er jo også bare en ussel morblogger, og så kan jeg ikke engang løfte en Smartcar. Siger Sønne, og tilføjer "min egen far kan løfte en Smartcar. Det kan han!"

Suk.

Haves: Planer. Haves ikke: Tid.

Jeg sidder i et opryddet køkken, eneste vågne og eneste voksne i lejligheden. I Agenda på P1 snakker kloge mennesker om tidskamp og tidstyranni og tempokrati og den store, stygge moderne verden. Under en gravko-formet køleskabsmagnet hænger vores eget våben mod tidspresset og tidsmanglen og moders evige høje puls: PLANEN.

Planen som fortæller, hvem der afleverer og henter hvornår, hvem der tager sig af BetteLiv på hvilke tidspunkter på hvilke dage, hvem der går til møder hvor og hvornår, hvem der arbejder med hvad på hvilke klokkeslet... og hvad vi skal have til aftensmad på hvilke dage.

Vi har prøvet at klare dagligdagen uden planer. I årevis, nærmest. For er det måske ikke bedre at tage det sådan lidt ad hoc og spontant og "jeg er træt, så gider du ikke aflevere i dag"? Bliver man måske ikke helt mast og kvast og klaustrofobi-ramt i sådan plan, der skærer tiden og dagen og ugen i bittesmå stykker med min grimme håndskrift?

Well.

Personligt bliver jeg kvast og mast af kombinationen børneliv og ad hoc. Og jeg har brugt lang tid på at slå mig selv i hovedet over, at jeg lissåm ikke svævede lidt lettere over vandene og smilede sødt, hvis jeg pludselig fik stukket en vuggestue-aflevering i hænderne eller skulle finde på aftensmad i sidste øjeblik. Jeg svævede aldrig let. Jeg smilede aldrig sødt; jeg spyede ild og prøvede at slå mennesker ihjel med øjnene.

I need them plans. Og jeg er først holdt op med at slå mig selv hårdt og længe i hovedet over dét, efter jeg begyndte at læse sårn lidt on-off med ovre hos Anna Skyggebjerg. Hun siger nemlig, at det slet ikke er et spørgsmål om, at jeg er underskudsagtig eller dårlig til at svæve eller smile. Det handler om, at en mutti uden planer er en mutti, der løber meget hurtigt rundt og opfylder alle andres spontane behov og ender med at ligge i fosterstilling i et hjørne i stuen, fordi hendes egne behov på en eller anden måde kommer sidst på listen. Jeg er altså ikke mærkelig, fordi jeg har brug for en plan. Siger fru Skyggebjerg i hvert fald.

Man kunne spørge, om ikke det samme gælder for faren, som - i hvert fald her i huset - også er særdeles behovsopfyldende, men han ender altså ikke i fosterstilling. Og har måske af samme grund svært ved helt at forstå, hvorfor han ikke må lave spontane ændringer i programmet uden seriøs varsel. Eller måske forstår han det nu, efter jeg den anden morgen brølede noget i retning af DEN PLAN ER MIN LIVSFORSIKRING! DU MÅ IKKEIKKEIKKE BARE ÆNDRE DEN!

Hm. Hej stressede drama-mor.

But it's true.

Måske var jeg på vej hen i mod en eller anden pointe, men jeg har glemt den igen. Og radioprogrammet er slut. Hvis I har tid (jæs, I know),  kan I høre det her. Det er spændende, selvom der bliver snakket lidt vel meget tysk. Og radio kan man jo altså sagtens høre, mens man går og streger ting fra to-do-lister og sætter flueben i planerne på køleskabet.

Walla og hverdagslykke

"Hvis Livse vil, så må hun gerne bo i min butik!" Siger drengen, og sælger mig en blanding af mælk, saftevand og kødsovs (tilberedt i lege-ovn) for to kroner.

Det er sjovt på lattermåden at have børn. Nogle gange i 30 sekunder ad gangen, før alt er rabalder og søvnmangelsbetinget suremor. Men i dag holdt suremor kæft og drak artigt sit imaginære mælkesaftevand, skubbede en gynge (der - helt overraskende - kunne gynge, SELVOM den var orange) og så på store brødre, der lærte små søstre at køre traktor... i lang, lattermild tid.

Eventyr i baghaven #1: Kold og nøgen...

Voila: Her er mine vinter-lyserøde fødder på vej på nye eventyr.

Fordi min ven, Den Norske Coach, havde overbevist mig om, at hverdag ikke (nødvendigvis) er lig hamsterhjul og rutinehelvede. Og om at spænding og den slags ikke (nødvendigvis) er forbeholdt udlandsrejser. Og så fordi hun er medlem af Den Permanente, Århus' legendariske vinterbaderklub...

You get the picture.

Hvis ikke, kommer det her: Mig og Norsk Coach i sauna fyldt med mænd af varierende alder og blufærdighedsgrad. Og derefter i havvand, igen og igen og igen. Koldt, koldt forårs-havvand. Jeg har vinterbadet før (også om vinteren...), men det var for 10.000 år siden i et andet, barnløst liv.

For hulan hvor var det herligt! Hej krop, hej sanser, hej ekstremsportstilfredsstillelse. Dog skal jeg helt  klart arbejde på min vinterbade-appearance... med udsigt til garvede vinterbadere, der svømmede og svømmede rundt i den kolde bugt og derefter lagde sig til vindtørring udendørs, var jeg selv kun liiige under hver gang - og måtte råbe bagefter. Højt. A la FUCKFUCKHVORERDETKOLDTFUCK. Og den slags. Den Norske Coach smilede anstrengt. Men lovede at tage mig med igen snarest.

Og for nu at stryge min udelængsel yderligere med håret - i stedet for at undertrykke den med en formaning om, at vi kan få eventyr igen, når børnene er flyttet hjemmefra - investerede jeg ti bogudsalgskroner i denne her guidebog:

Det tangerer selvplagning og er næsten en slags ekstremsport eller psykisk, russisk roulette i sig selv: FÅR jeg en udelængsels-induceret depression af at bladre i billeder af koraller og Ædle Vilde?

I'll keep you posted.

Gode gæster og Sønne og Liv og glade dage

BetteLiv lærer gæsterne (her Viggo), at bruge et målebånd.

Vi har påsketømmermænd.

Som i: Vi har haft dejlige dage med dejlige gæster og prøver nu at fortrænge, hvor uhyggeligt lidt vi ser til hinanden i dagligdagen. Fordi København er forbandet langt væk, fordi togbilletterne er hulens dyre, og fordi vi (næsten) allesammen har en hel masse børn, der hele tiden skal have skiftet ble og fodres og trilles og aes.

Well. Jeg ligger i mental fosterstilling og tænker på søstre og mødre og veninder. Sønne spørger efter sin Moster. Manden går rundt i de udtrådte hjemmesko, min far glemte, da han var her. Kun Livse, den glade grødgris, har ikke forstået konceptet geografisk afstand og hviner lykkeligt, når Sønne er i rummet - og når hun får lov at låne en eller flere af hans motorsave...

Du giver mig en gravid ven. Jeg giver kaffe og kage.

Kan I huske denne her fødefilm, som Manden og jeg har lavet?

Well, nu skal vi lave en til. I samme (lødige, sort-hvide, chilleren) stil.

Så hvis I går og er gravide, eller kender nogen, der er det, så råb højt. I kommentarfeltet eller på carportognoia@gmail.com - hvis I altså vil være med til at redde verden sammen med os (det vil sige fortælle førstegangsgravide om helt normale og ikke-farlige fødsler...) og i øvrigt bor i nærheden af Århus. Så giver vi kaffe og kage og fine fødselsfotos.

Tak. Og god påske.

Livstegn. Livs tegn.

Mens BetteLiv har travlt med snot og ikke-søvn og eventuelt nogle ømme gummer, forsøger jeg flittigt at lære hende babytegn. Og ligner derfor en idiot. Fordi jeg sidder der og vifter med hænderne og siger ting meget tydeligt igen og igen. "Ja, du SPISER, du SPISER, Livse."

Og Livse kigger lykkeligt på mig og griner og hoster og snotter og laver ingen tegn tilbage til mig.

Endnu.

Sønne fangede konceptet, da han var ti måneder, og indtil videre har Liv tangeret eller slået alle hans rekorder, så mon ikke hun kommer efter det. Og for hulan det var en fest, da Sønne først havde forstået, at han kunne kommunikere med os og sige skægge ting i stedet for at skrige. Hund, for eksempel, som var hans første tegn. Og bad og fisk og fugl og telefon og MERE. Og ikke mindst LARM, som han brugte meget i starten i vuggestuen...

Nå. Altså. Selvfølgelig synes Sønne, det er herligt, at jeg sidder dér og ligner en lettere debil tegnsprogstolk. Og fordi han er en sød og rar og serviceminded dreng (det meste af tiden), vil han gerne lære alverden noget tegnsprog. For eksempel:

BIL. Det absolut vigtigste tegn i den her familie. I kan se det usynlige rat, ja?

HUND. Han klapper sig på låret...

SPISE. Og MAD. Det giver sig selv, iggå.

Midlertidigt lukket på grund af tænder

Eller det vil sige: Jeg håber, det er tænder. Alternativt er BetteLiv blevet crazy. Eller smittet med Sønnes sovesyge. Eller dybt traumatiseret over at være blevet babysittet i torsdags, mens jeg dels blev klogere, dels drak gin&tonic.

Dårligt humør er mere smitsomt end... dårlig mave?

Der er nogle dage, der starter med en Sønne der råber - nej skriger - JEG VIL IKKE I BØRNEHAVE, DU KAN GÅ I DIN EGEN BØRNEHAVE, DUMMEDUMME MOR.

Og hvor Sønnes dårlige humør smitter af på Manden, som kommer hjem fra børnehaveaflevering med sort røg ud af ørene. Og hvor røgen får mig til at hoste og sprutte og blive i ligeså dårligt humør.

Og hvor Livse har verdens dårligste mave.

Og hvor eftermiddagen trods alle gode fortsætter og aftaler om nicht mehr hjemmearbejdsplads byder på en revisor i den meget rodede stue... som sidder der i sit jakkesæt og stirrer stift ud i luften, mens Sønne overdøver al regnskabssnak med et JEG VIL UD TIL FAAAAAR, HVORFOR MÅ JEG IKKE GÅ UD TIL FAAAR, HVORFOR SKAL FAR ARBEJDE, DUMMEDUMME MOR. Og hvor han i sin desperation over ikke at måtte være med til regnskaber slår sin mor men kommer til at ramme sin lillesøster, så man ender med at sidde, tre mand høj (og lav) hylende på køkkengulvet.

Og hvor det tager halvanden time at putte ulykkeligt mindstebarn. Så man bagefter må ligge sig i fosterstilling og ae lidt på sin iPhone. Og hvor man - mens man ligger der - falder over dét her billede, som man tog på vej hjem fra børnehaven:

Så megen rigdom i én barnevogn! Det kan godt være, de er nogle møgunger (med nogle møgforældre) nogle gange. Men de er også mine to ynglingsmennesker i hele verden. Og de bor her sammen med mig. OG de sover. OG jeg har slik. OG i morgen er der atter en dag, som jeg saftsusemig håber er bedre end den her.

(OG, slår det mig, jeg klæder ikke mine børn så kønsneutralt på, som mine bloggerier lægger op til...)

Rejsecoaching. Eller: Flere eventyr i baghaven, tak.

Jeg klagede min nød over tiltagende udelængsler for min ven, Den Norske Coach. Og nu skal man jo ikke klage ret meget nød til en coach, før man fluks bliver coachet. Så det blev jeg.

"Hvad ER det ved at rejse, der er så fedt? Kunne du ikke få lidt mere af dét i din hverdag på en eller anden måde?" spurgte hun.

Det er sguda fedt at rejse, fordi det er fedt at rejse, og det kan Jylland bare aldrig erstatte. Punktum!

Well. På under en halv time fik hun møflet mig nogenlunde i den her retning:

Der er ikke noget, der kan erstatte en Rigtig Rejse. Men derfor kan jeg jo alligevel - måske - godt vride nogle af de glæder, jeg forbinder med at rejse (eller med rejsning, som Den Norske Coach kom til at kalde det...) ud af hverdagen. Og de glæder er noget med at forlade hverdagens knirkende hamsterhjul og opleve noget nyt og spændende - og gerne gøre det så langt væk fra min comfort zone, at alle sanser bliver skærpet og øjnene bliver store og runde og hjertet banker en lille smule hurtigere.

Jeg har fornemmelsen af at være ved at famle mig hen til noget vigtigt... Noget som måske kan holde udelængslen sådan delvis stangen, indtil jeg rent faktisk kan komme ud og rejse for real. Nu mangler jeg så bare at finde ud af, hvordan jeg kommer ud af komfortzonen i meget komfortable Århus. Måske er vi ude i noget ekstremsport? Måske skal jeg bare begynde at køre bil? Måske skal jeg til at klø nogle edderkopper og natsværmere og andre dødsensfarlige dyr på ryggen? Eller måske er der nogen af jer, der kan foreslå noget eksotisk og nervepirrende på disse kanter, som hverken koster kassen eller involverer kryb?!