onsdag den 10. december 2014

Mere om ambitionsambivalens og noget om en mulig løsning

Jeg tror, at jeg i lang tid har tænkt sådan her:

Lige om lidt bliver det bedre.
Lige om lidt tjener jeg flere penge og kan derfor slappe mere af.
Lige om lidt lærer jeg at sige nej til 1000 opgaver på én gang (og endda uden frygt for, at der ikke kommer nogen nye).
Lige om lidt lærer jeg at hvile i min totalt privilegerede selvstændig-business-woman-hed.
Lige om lidt lærer jeg at sove godt om natten, uanset om vi har store opgaver i sigte om tre måneder eller ej.
Lige om lidt har jeg skrabet så meget arbejdssejhedserfaring sammen, at jeg kan meditere over vores smukke udsigt og vores smukke børn helt uden byline-stress eller planer om at blive noget stort. STORT.

Fortsæt selv listen (og bliv stakåndet og svedig).

Og suppler så eventuelt med disse forvirrende ekstra-ambitioner:

Lige om lidt lærer jeg at droppe alle mine ambitioner og forventninger, thi de er tomme og ligegyldige.
Lige om lidt lærer jeg at stå og være helt lykkelig uden mails og økonomi og ambitioner i baghovedet og meditere over markernes skønhed og lønarbejdets ulyksagelighed.
Lige om lidt sætter jeg uden større effort handling bag mine ambitioner om at ændre kloden og familielivet og flytter ud i skoven og bliver den nye Ben Hewitt eller Andrea Hejlskov.  Lige om lidt lærer jeg at være helt ligeglad med alle de tunge forventninger, der gennem årene er blevet læsset og læsset på mine artigt-dygtigt-kvikke skuldre: Nå, så I troede, jeg ville blive chefredaktør! Jeg flytter da bare ud af systemet og ind i lyset! Ha! 

Kan I stadig trække vejret? Jeg kan ikke. Det er svært på én gang at være en mislykket chefredaktør OG en mislykket Udbryder-Fra-Alle-Falske-Værdier-Nu-Bosiddende-I-Tippi.

Også selvom vi er ok-moderat-succesfulde selvstændige samtidig med vi er hent-vores-børn-og-leg-ret-meget-med-dem-blandt-høns-og-træer-agtige forældre. Burde jeg så ikke bare være glad og ustresset, egenlig?

Bliver jeg det ikke lige om lidt?

Siger jeg igen og igen.

Men det gør jeg jo ikke rigtigt. Noget må gøres. Og det er IKKE at få et prestigefyldt fuldtidsjob-plus (bare tanken giver mig klaustrofobi på alle tænkelige måder). Og det er IKKE at flygte ud i skoven eller endnu længere ud på landet.

Hvad er det så?

Måske er det at sige ja (nej: JAH!), når kunden siger til mit parallelle jeg aka den moderat-succesfulde-selvstændige-business-woman: Vi har rigtigt meget brug for dig. Hvad ville du sige til at blive fastansat 20 timer om ugen?

Så jeg sagde JAH - forudsat selvfølgelig vi kan blive enige om alt og måni og blabla - og blev hel-glad og kun halv-klaustrofobisk ved udsigten til kolleger og sparring og corporate kaffe og så videre.

Men altså, 20 timer: Så kan jeg lave projekter med Manden resten af tiden. Og kigge ud over markerne og mine børn med moderat ro i sindet. Og så, måske, når jeg er helt opfyldt af ro, kan jeg mærke, hvilke af de syge lige-om-lidt-tanker der bare var, ja, syge lige-om-lidt-tanker, og hvilke der har brug for at blive aet og efterlevet. We'll see.

11 kommentarer:

  1. Juhuuu! Fastansættelse! Jeg tror det er så godt for ambitionsambivalensen og hvilepulsen. Især i 20-timers-modellen! Og som min chef sagde, da han så min panik ved at blive tilbudt en fastansættelse: Man må jo godt sige op...

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe. Det er også dét, jeg siger til mig selv (altså at man jo kan skride igen...).

      Slet
  2. Åh, vi bevæger os rundt i de samme eksistentielle tanker for tiden, ser jeg (først nu, i øvrigt. Apropos crazybitchass-freelanceuger). Kan især godt lide din betragtning et par indlæg tilbage om krydsfeltet mellem Julia Lahmes arbejdstimer og Andrea Hejlskovs jæger-samler-idyl. Jeg bokser med det samme og kan ved grød ikke nå frem til, hvad der er den hellige gral. Nogle gange, tror jeg, jeg har den. Og så får jeg enten for mange eller for få arbejdsopgaver. Og stresser over begge dele. Men jeg trøster mig selv med, at jeg ikke har været selvstændig så længe. Og at jeg en dag lærer at lade være med at sige yay eller nay til for mange opgaver på samme tid.

    Indtil da, så trøster det mig på en eller anden bizarro måde, at andre har det ligesom mig (og oven i købet kan sætte ord på det).

    Tillykke med de 20 timer, i øvrigt - lyder som en ræddi god måde at skrue tilværelsen sammen på!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hov ... og skal i den forbindelse lige indskyde, at jeg misunder både Julia og Andrea, at de i dén grad har en arbejdssituation, de hviler i. Uagtet at den adskiller sig noget fra hinanden. Så det var ikke for at kritisere nogen. Bare lige for the record. Bum.

      Slet
    2. Arh, så dejligt at blive forstået! Jeg føler mig ofte som den eneste, der ikke bare HVILER i min tilværelse. Hvordan hulan kommer man til det?!

      Slet
  3. Dét lyder da som en rigtig fin løsning: En god bund, men alligevel plads til både børn og andre projekter. Tillykke med de tyve faste timer :-)

    SvarSlet
  4. Stort tillykke!!! Jeg tror nu heller ikke Julia lahmes jobsituation ville være god for særlig mange!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Og sandt. Jeg har det bare med at tænke: Hvis andre (eventuelt bare én anden) kan, så burde burde burde jeg virkeligt også kunne.

      Slet
  5. Et meget forsinket tillykke med det - 20 timers fastansættelse lyder helt optimalt! (Så længe du stadig har tid til det ph.d.-projekt... Ingen diskursiv analyse nødvendig! ;-) )

    SvarSlet
    Svar
    1. Totalt meget tid. Som altid! Bare skaf legatet og en vejleder, så er jeg klar. Med eller uden Fairclough.

      Slet