fredag den 6. januar 2017

At ha det som man har det #4

Jeg har færre ord, end jeg plejer.

Lægen har til gengæld en del. "Posttraumatisk stress" for eksempel.

Skulle vi ikke bare sige, at 2017 er året, hvor vi kommer os over 2016? Og hvor vi opnår prima mental helse, stabil økonomi og fred i Syrien...?!

17 kommentarer:

  1. Jo, det siger vi! Kan vi tilføje, at manden kommer sig over sin kræftsygdom og bliver rask, sådan helt rask? Så skal jeg ikke bede om mere :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en aftale! All the power of 2017 til os begge - og din mand!

      Slet
  2. Det er også lige, hvad jeg går efter, og når vi nu er flere, der trækker i samme retning, må det helt bestemt gå i opfyldelse. Bedre nytår til dig :-)

    SvarSlet
  3. Åhr, nej - dét var fandme da træls for dig! Øv!!
    Men ellers: Ja til alle de øvrige ting. Jeg påtænker noget med at gå i hi, og først dukke op til overfladen igen når nogen kommer og vækker mig, og siger, at alt er godt igen. War is over, og ingen orange mænd findes. Kommer den dag monstro?....

    SvarSlet
    Svar
    1. Nejnejnej - 2016 var "gem dig for verden og håb, alt går over af sig selv"-år. 2017 er HANDLINGENs år. Heppedihep. Vi må selv få den krig til at slutte. Eller i hvert fald gå i noget terapi, eller...

      Slet
  4. Jo det siger vi. Mange positive tanker, virtuelle kram og high fives sendes i din retning!!!

    SvarSlet
  5. Ej, det er jeg ked af at høre. Det er så barsk.

    Håber du får rigtig god hjælp og ikke mindst behandling, så det snart vender igen.

    Jeg ønsker jer alt det bedste og hepper på 2017!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Jeg håber også virkeligt, at behandlingen bare dur, så jeg ikke skal til at shoppe rundt... det orker jeg slet ikke. Også godt 2017 til dig!

      Slet
  6. Åh kære du men selvfølgelig er 2017 året og jeg hepper:o) Du er sej og har den gode indstilling:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Jeg hepper også på et godt 2017 for dig og jer.

      Slet
  7. Nogle kan slet ikke lide hvis man har ondt af dem...
    Jeg ved ikke hvordan du har det med det ? Men det er godt og venligt ment: Jeg har meget ondt af dig, og synes det er synd for dig. PTSS er noget skidt, og du har været ude for barske og hårde ting - så hermed min dybeste medfølelse - jeg forstår godt, hvis du føler dig omtrent væltet.
    Pøj, pøj med det hele.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sådan har jeg det også normalt... altså det der med ikke at kunne lide andres medlidenhed. Men boy, hvor jeg nyder det lige pt! Så tak :-)

      Slet
  8. Jeg har læst korrektur på en bog for nogle år siden, der hed Efterveer og udkom på Turbine Forlaget. Den handlede om forfatterens personlige historie om PTSS i forbindelse med fødsel. Derefter havde hun interviewet en række fagfolk. Så vidt jeg husker handlede den ikke så meget om, hvad man konkret kunne gøre, men nogle gange, synes jeg selv, kan det være rart at se, man ikke er alene om sygdommen. Jeg har selv et par depressioner bag mig og at læse andres beretninger om det gør, nogle gange, at det bliver nemmere for mig at overbevise mig selv om, at jeg reagerer, som jeg gør, fordi jeg er syg, ikke fordi jeg er mærkelig/forkert etc.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for tippet - jeg har allerede læst dele af bogen, men hvis jeg skal være helt ærlig (og jeg kan ikke finde ud af andet, nu vi er ved emnet), syntes jeg, den var dårlig. Korrekturen var glimrende, dog! :-)
      Jeg ved ikke, om du overhovedet er interesseret i min mening om bogen, men her er den: jeg læste den, mens jeg havde det allerdårligst, og jeg fik det værre af at læse den. Regel nummer et i patientkommunikation/mestringskommunikation er at give folk HÅB. Uden håb ingen mestring. Hovedforfatteren var ramt af kronisk posttraumatisk stress, og det fik hele historien til at lugte langt væk af håbløshed. Man kan godt hævde, at ting nok skal gå, men hvis fortællingerne demonstrerer, at det ikke går i praksis, gør man mere skade end gavn. Og jeg er ellers, som du, meget begejstret for at læse andre folks beretninger om lignende udfordringer.
      Plus, som du siger, der manglede konkrete anvisninger til, hvad man skulle gøre, sådan akut...

      Slet
  9. Det er godt at være ærlig. Men godt at du ikke fandt korrekturfejl ;)
    Det næste jeg skriver er skrevet med det forbehold, at det er nogle år siden jeg læste den, jeg kan sagtens huske noget forkert. Det der ramte mig ved bogen, var, at jeg slet ikke var klar over, at man kunne få PTSS af at føde. (jeg har ingen børn, så jeg har ingen erfaring med fødsler) Jeg fik virkelig ond af forfatteren, især fordi det virkede, som om der ikke var fokus på emnet overhovedet, og at det var ukendt for mange inden for faget. Men når jeg tænker nærmere over det, kan jeg også huske, at jeg tænkte, godt jeg ikke er gravid lige nu, for at skulle føde med den historie i baghovedet, tror jeg slet ikke jeg havde turdet. For ja som du skriver, er der ikke meget håb i bogen. Jeg ved ikke noget om PTSS, men når det gælder depressioner, skal min depri-hjerne i hvert fald nok i sig selv sørge for at minde mig om, at der ikke er håb.
    Måske er formålet med bogen, når jeg tænkere nærmer over det, ikke at hjælpe kvinder med PTSS, men nærmere at oplyse om emnet, at det er en sygdom, der eksisterer. Hvis der er andre, der læser med, vil jeg nok trække mit tip om bogen tilbage. Der, hvor bogen har sin force, er nok oplysning. Før jeg læste bogen ville jeg, hvis nogen havde sagt, at kvinder kunne få PTSS af at føde, have svaret: ah, det er det da kun der soldater får.
    Men det er også muligt, at det ikke er så stort et problem længere. Bogen er jo et par år gammel, og jeg håber, at sundhedsvæsenet er blevet mere oplyst siden da.
    Jeg ønsker dig alt det bedste herfra, og at 2017 bringer masser af håb med sig (og penge og fred i Syrien og at Trump var en ond drøm)

    SvarSlet