onsdag den 19. marts 2014

Verdens bedste vuggestue #3

1000 dybe indåndinger senere.
1000 snakke med forargede familiemedlemmer senere. 
1000 (ok, 20) meget støttende og forargede blogkommentarer senere...

... gik jeg i morges endelig opad den snoede brandtrappe og bankede hårdt-hårdt-hårdt på glasdøren til vuggestuelederens kontor. Var jeg så totalt hardcore og bål-og-brand-og-true-agtig? Næh. Men jeg fik sagt det, sådan nogenlunde, som det er:

At jeg er rystet. At det er svært at komme i en vuggestue, hvor man kigger på alle de små børn og tænker, om de ligger og skriger sig i søvn. At det er ekstra-svært, når de voksne virker så nonchelante og ligeglade, at jeg bliver overbevist om, at det MÅ være sket før. At jeg simpelthen har været så sygt glad for den her vuggestue, og det er et kæmpe tillidsbrud. At jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt alle de gange, jeg har hørt nogle små græde i barnevogne udenfor, ikke var travlheds-uheld men overlagte døve-ligeglade ører. At det aldrig, aldrig må ske igen.

Nå.

Hele den følelsestirade blev overøst med lutter nik og beklagende miner og "jeg er også rystet, det er uhørt, jeg kan slet ikke ha' det" og "det er slet ikke i tråd med, hvordan vi gør tingene her" fra lederens side. Han forsikrede flere gange, at ingen skal skrige sig i søvn; at det skam havde været oppe på personalemødet und so weiter und so weiter.

Og jeg forsøgte at være Cal Lightman fra Lie to Me og kiggede intenst på ledermennesket for at finde ud af, om al hans synlige utilpashed skyldtes a) at han vitterligt var rystet og ked af det b) at han var bange for at blive outet til en potentielt bidsk forældregruppe eller c) en blanding.

Jeg ved det sgutte. Men han sagde i hvert fald de rigtige ord.

Nu overvejer jeg, hvad jeg skal stille op med mig selv og med vuggestuen og med verden. Jeg er ikke helt overbevist om, at revolutionen er afblæst.

9 kommentarer:

  1. Jeg synes det er vildt godt, at du fik det sagt til lederen! Måske det sætter skub i revolutionen. Måske det sætter perspektiv på jeres tanker omkring vuggestuen efter tillidsbrud. Gid man kunne tage sine børn under vingerne og flytte på en bekymringsfri ø, når er er brug for det. Kram

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Jeg tror ikke på nogen revolution - i hvert fald ikke som resultat af noget, jeg har sagt. Desværre. Hvis du finder den der ø, vil jeg i hvert fald gerne med.

      Slet
  2. Næh, det er sgutte nemt. Men nu fik du sagt det, der skulle siges. Og det var godt. Godt som i godt gået! Og godt som i første skridt til noget bedre. Blev der sagt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Men jeg har en underlig flad fornemmelse nu... Han blev ved med at sige, at det selvfølgelig ikke var noget, der skete, og at de små grædende børn i barnevognene ikke hang sammen med denne enkeltepisode. Men det aner han vel ret beset ingenting om?! Jeg har hverken lyst til at sætte Beder på den anden ende eller installere nanny-cams i vuggeren. Et eller andet skal der bare gøres.

      Slet
  3. Synes, det er sejt, at du tog bladet fra munden og sagde noget. Men jeg kan også godt forstå den flde fornemmelse, du har her bagefter. For ja, han sagde det rigtige - alt andet ville jo også have været VIRkelig dumt af ham. Men hvis han er leder-leder og ikke på gulvet, så har du jo ret i, at han vel ikke ved så meget om metoderne, der bliver arbejdet efter.

    Kunne du måske (åh gru!) konfrontere de to pædagoger, din mand hørte tale sammen om det stakkels, grædende barn. Og spørge, hvad i al verden, der foregår, siden det kom til at lyde SÅ nonchalant og "det gør vi da hver dag"-agtigt. Det synes jeg sådan set er et helt fair spørgsmål at stille, når man selv har et barn i den vuggestue ... (Men ja. Det er klart nemmere at foreslå at tage snakken end rent faktisk selv at tage snakken. Og jeg ved ikke, om jeg selv turde. Men det der med at 'gribe om nældens rod' und alles, må vel næsten være vejen frem i det her. Eller hvad?!)

    SvarSlet
    Svar
    1. Manden har allerede snakket med den ansvarlige pædagog... Men hun var svær rent faktisk at føre en samtale med - hun virkede stresset/rystet/bange/etwas. Og hun har siden kigget MEGET nervøst på mig. Jeg er bange for, hun ville bryde sammen (ikke af skyld&skam men velbegrundet frygt for Farlige Forældre), hvis jeg konfronterede hende... og det ville jeg simpelthen have meget sværere ved at håndtere end eksplicitte "jeg holder på min ret til at være led mod børn"-argumenter. Pyha. Kan godt se, jeg kryber udenom her...

      Slet
    2. Puh, altså. Kan godt se, at det ikke gør noget nemmere, hvis du står med et potentielt sammenbrud foran dig, hvis du konfronterer pædagogen. Men (og det kan jeg jo sagtens sige, eftersom det ikke er mig, der skal gøre det) - er det ikke at beskytte den forkerte, om jeg så må sige? Farlige Forældre er ikke sådan at spøge med, men hvis det at lade små børn skrige sig i søvn, er hendes måde at gå til sit arbejde på, så har hun måske fortjent om ikke alle de farlige forældre på én gang, men så i hvert fald at få påpeget, at I er mindst to, der ikke synes, det er i orden. Og hvad I kan gøre for at genoprette tilliden til hende og vuggestuen. Jeg forestiller mig (naivt, måske), at sådan en samtale godt kan foregå stille og roligt, og bryder hun sammen, jamen så må det vel være fordi, hun godt ved, at hun måske ikke har handlet helt eksemplarisk.

      Og igen: det er gratis for mig at skrive, det her. For det er jo ikke mig, der skal gøre det. Men var jeg mor til et barn i den pågældende vuggestue, ville jeg dæleme gerne vide det, hvis der foregik sådan noget. Eller i hvert fald vide, at der blev gjort et eller andet. (Og det gør du jo i øvrigt allerede. Så thumbs up for dét!)

      Slet
    3. Altså, Manden har jo konfronteret hende - og det samme har lederen. Så hun ved det godt. Mit dilemma går mere på, hvor meget og hvordan jeg skal involvere forældrene. For det er jo, præcis som du siger: Man vil jo gerne vide, hvis der foregår sådan noget i ens barns vuggestue!! Jeg fortryder i øvrigt også, at jeg i al min nikkende, speedsnakkende konfliktsky-hed ikke fik insisteret på, at lederen fortalte det til de forældre, hvis barn havde skreget sig i søvn - som et minimum. Puha. Det er satme svært det her.

      Slet
    4. Arj, men min kommentar blev også lidt rodet. (#åndssvageiphoneoglillebittekommentarfelt) Det skulle ikke lyde helt kloge-åget og fordømmende - jeg synes sq, du er sej, at du har gjort noget overhovedet. Og det må være megasvært at vide, hvad der er 'det rigtige' at gøre. Kunne man tale med lederen igen. Og lige give et heads up på, at man selv kunne finde på at tale med forældre til det pågældende barn. Eller ville det bare være at hælde benzin på et bål, før det er tændt? (Og så: Over 'n out med 'gode råd' herfra. Jeg er selv den konfliktsky type, så jeg ved sq ikke lige, hvad jeg selv ville have gjort).

      Slet