Top 3: Fantastiske opdragelsesråd. Helt gratis.

1: Giv barnet dræn. Straks.
Dræn er din ven. Dræn får spjættende, sprællende, ikke-sovende børn til at ligge stille. For første gang i deres liv og til glæde for hele familien. Og lad være med at vente med drænene, til barnet er tre år, iggå. Man kan lave rimeligt mange langt ude og dårlige mønstre på tre år.

2: Giv barnet noget at drikke.
Der var en klog dame i min mødregruppe, der sagde det: Børn bliver - ligesom alle andre - skøre, når de bliver dehydrerede. Og det er nemt at blive dehydreret, når man hele tiden er optaget af at lege fx med en motorsav eller nogle biler. Ergo: Stik barnet en brikjuice (eller hvad som helst der nu virker), fluks det bliver hentet i institution - og vupti, der bliver færre og mindre psykoagtige konflikter resten af dagen. Det virker. Jamen det GØR det!

3: Bo aldrig, aldrig, aldrig på fjerde sal. Aldrig.
Er der ikke noget alternativt? Har I ikke råd til andet? Vil I ikke flytte til Viby J? Sludder og vrøvl. Der MÅ være en bedre løsning end at bo så højt, at ingen orker at gå ud og ind og følgeligt bliver sure og uopdragne, og der skal skældes ud over harmløs børnelarm, der ikke føles harmløs i en bette lejlighed. Blev der sagt.

(Jamen troede I seriøst, at jeg havde nogle RIGTIGE opdragelsesråd?! Jeg har brug for råd, er hvad jeg har. Til fx hvordan man tvinger den tre-årige til at drikke noget, når nu det tydeligvis er det, han har brug for. Og til hvordan man forvandler tre års dårlig sovning til god sovning, nu hvor man tilsyneladende har chancen. Åhja - og råd (i alle mulige betydninger af ordet) til at komme i jordhøjde så hurtigt som overhovedet muligt...)

Kvinder er smukkest, når de fylder 31. Små drenge er stædigst, når de fylder 3.

Host. Så blev jeg 31. Hvis mine forældre ikke havde været forbi i weekenden med kage, er der en vis fare for, at jeg simpelthen havde glemt det. Hej voksen-voksen. Men også hej gaver, hej restaurantmiddag, hej et-enkelt-glas-rødvin-der-smager-af-mere-mere-mere. Og hej dagens højdepunkt: Mumford & Sons på repeat på Youtube, med Sønne siddende på skødet (der er scootere i videoen og dræn i ørene. Så kan den slags lade sig gøre):

Sønne forstod i øvrigt ikke helt, at andre end ham kunne have fødselsdag. Og insisterede hele dagen på, at det var HANS fødselsdag. Da den ikke gik, forsøgte han at forhandle sig frem til, at vi i det mindste begge to havde fødselsdag. Og da den heller ikke gik, forsøgte han sig med, at det måske kunne være hans fødselsdag I MORGEN...

Og til de (to-tre) unge læsere, der tror, at jeg stresser over min efterhånden tårnhøje alder, kan jeg blot sige som TV2: Kvinder er smukkest, når de fylder 31. Inden under de massive sorte rande, forstås.

Et billede siger mere end tusind ord. En motorsav siger mere end tusind små drenge.

Tre år. Med Sønne. Uden søvn.

 

Nej, det er ikke BetteLiv, selvom det ligner. Det er Sønne. Som han så ud, da han var BetteSønne. Nu er han kæmpestor og iført hjelm og værktøj og løber rundt og siger "det er min fødselsdag i dag, det ER det."

Det er det så ikke. Men det var det i forgårs, og det var så dejligt på tre-års-måden, at jeg godt kan forstå, at han vil have fødselsdag hver dag. Pandekager og racerbaner og biler en masse og elskede mennesker og sådan.

Ohyes.

Tre år. Hvor vi ikke har sovet. Og det er her, den allerbedste fødselsdagsgave kommer ind i billedet: DRÆN. Som han fik dagen før sin fødselsdag, og som allerede har medført markant bedre søvn og en spritny personlighed ("tak for den mad mor, det ser LÆKKERT ud. Alletijers."). Og, selvfølgelig, meget dårlig samvittighed til moren, der lyttede til den praktiserende læges "ja, der er lidt på ørene, det går nok snart over." Det har lægen jo sagt i over et år nu, mand! Og jeg som ellers er så doktorskeptisk. Hvad skete der for ikke at gå til en Rigtig Ørelæge noget før?! Den rigtige ørelæge sagde i øvrigt, at det så sygt skidt ud, og at der oven i dræn skulle penicillin til både udvortes og invortes og ikke mærkeligt, at drengen tilsyneladende hørte dårligt. Prust og støn. Sidste vinter prøvede Flødebolle-Louise oven i købet at overbevise mig om, at dræn var løsningen på alle vores problemer. Og jeg lyttede til lægen i stedet. Dumt. Dumt. Dumt.

Nå. Men bedre sent end aldrig. Og i virkeligheden ville jeg jo bare skrive om fødselsdag og tre år og søde, søje Sønne, der vendte op og ned på alting, den novembereftermiddag, han ankom til verden med et imponerende hyl. Intet har været det samme siden. 

Heste, høns, kameler

Følgende samtale udspillede sig i dag i vuggestuens gardarobe:

Sønne: Der er et billede af Kalle! Hvor ER Kalle?!

Mig: Kalle er holdt op, kan du huske det? Han er startet i BØRNEHAVEN!

Sønne: Hvornår skal jeg i børnehave?

Mig: Efter jul. I samme børnehave som Kalle, faktisk. Og som nogle heste og nogle høns.

Sønne: JA! Og KAMELER!

Mig: Æh... Altså, nej. Heste. Høns. Ikke kameler.

Sønne: JO! KAMELER!

...

Ohyesbaby! Vi har fået en plads i selveste naturbørnehaven. Den med hestene (uden kameler). Og Sønne er kun institutionsløs i december, hvilket føles som en sand velsignelse mod de tre-fire måneder, der på et tidspunkt var udsigt til.

(Men hvis I alligevel skulle få lyst til at babysitte eller bare playdate her op mod jul, siger I bare til. Så siger trættemor pænt jatak)

Musselmysteriet

To ud af de øvrige fire damer i min mødregruppe har musselmalet porcelæn. En blanding af noget arvestykke-agtigt noget og noget nyt-agtigt og meget fint mega-musselmalet fra Royal Copenhagen.

Påfaldende, tænkte jeg, og nød at drikke kaffe af noget andet end mine egne gamle skramlede og uens reklamekrus og hadegave-kopper. Marijuana - it's a special kind of stupid står der på nogle af dem. Niels Bohr Institutet står der på nogle andre.

Men. Så vidste det sig ikke at være tilfældigt, det med den høje frekvens af musselmaling i min mødregruppe. Der foregår tilsyneladende noget trend-agtigt. I hvert fald er mine to barselsramte københavnerveninder havnet i mødregrupper, hvor stort set alle andre serverer økokaffen i, ja, musselmalet porcelæn. Vi taler trendsetterne på Vesterbro (med humanistiske uddannelser fra RUC og meget smart tøj), og så ved man nok, hvad klokken har slået.

Hvad? Altså hvad? Hvad er det, jeg ikke har forstået? Det er da pænt og lækkert, bevares. Men til 699 kroner koppen?! Hvad med finanskrisen? Hvad med alle de bleer og alt den glimrende kaffe fra streetcoffee man kunne få for sit musselbudget? Og hvad skal man ELLERS have, som jeg ikke har fattet?

Og så nu, hvor jeg lige havde lært nogle børnetøjsmærker...

Ja, jeg bruger betydeligt flere penge på kaffe end på tøj

Jeg har været min evige humør-redningsmand, Streetcoffee, utro. Med ham her:

La Cabra i JM Mørks Gade. Til mit forsvar må jeg sige, at det (næsten-og-i-mangel-af-bedre-agtigt) er som at tilbringe to minutter i Barcelona. Hvor jeg boede engang, og som jeg savner. Og kaffen ER god, og så må jeg jo bære over med, at den bliver serveret i meget Jylland-i-90'erne-agtige papkrus. Ejeren er rar, lidt nervøs i det og meget lidt spansk - og han hilser på mig på gaden, selvom jeg kun har købt to kopper kaffe i hans biks. Eventuelt har han for få kunder... eller også er mine sorte rande under øjnene så store, at jeg ikke er til at glemme.

Hvis man er typen, der ikke fluks må løbe videre hid og did med halvsovende bebs, er der også fotobøger, man kan bladre i, plader man kan lytte til eller stearinlys, man kan stirre ind i. Det skal på listen over ting, jeg vil foretage mig i 2051.

Damen der ved ALT om bilmærker (men ikke selv tør køre bil)

Jeg trillede afsted fra vuggeren med BetteLiv i tobørns-miraklet og troede egentlig selv, at jeg gik hurtigt og målrettet hjemad. Lige indtil en stemme bag mig sagde "ja, den ER flot." Jeg havde sagnet farten og stirret længe og forelsket på hans Maserati. Uden at lægge mærke til det selv.

"Det er en Maserati," tilføjede han. Helt overflødigt.

"Jeg kan godt se det. Den er virkeligt, virkeligt flot."

"Der er kun to af den her model i Danmark," blev han ved.
"Den er til salg. Vil du købe den?"

Jeg pegede på den vidunderlige men meget lidt Maserati-agtige tvillingevogn og forklarede, at det var det eneste køretøj vi skulle have pt.

"Vi kan da bytte! Men så skal jeg også have ungerne med" råbte han kækt efter mig, da egentlig var trillet videre. Jeg vendte mig om og hørte til min egen overraskelse råbe, at det kunne vi såmen godt, de sov sgu alligevel ikke om natten... Så god en mor er jeg. Og jeg tør for hulen ikke engang køre bil.

Og sådan kom vi næsten til at savne gode, gamle blodmangel

Efter Sønnes fødsel sagde de kloge, at jeg skulle indstille mig på at sige farvel til amningen. Jeg havde smidt en masse blod, og ingen blod ingen mælk. Det var så løgn. Jeg havde mælk nok til en halv vuggestue og/eller det grimme springvand nede på Storetorv. Og konkluderede naturligt, at ligegyldigt hvad hulan jeg blev udsat for, ville dét aldrig blive et problem.

Host.

Giv mig én dag alene hjemme med BetteLiv og larmende, støjende, mellemørebetændte, feberhede-skal-holde-sig-indendøre-hvor-Bette-ikke-kan-sove Sønne... og der bliver slukket for hanerne. Herligt. Sundhedsplejersken siger, at jeg bare skal sørge for at sove en middagslur, så skulle dét aldrig blive et problem igen.

Hahahaha. Ha.

Det var kun et par timer om aftenen. Bette tog det pænt. Og der er mælk nok igen til allemand og så videre.

Men alligevel: Det er tilsyneladende hårdere for kroppen at have (hele) to børn end (kun) to liter blod tilbage i kroppen.

GUIDE: Sådan overlever du turen til fjerde med to små børn, to tasker og to bæreposer

Allerførst har du naturligvis sørget for at sætte tasker og poser ind i opgangen - altså før du kørte barnevognen de par 100 meter om i gården. Det er helt afgørende at spare på energien for at overleve det her.

Nuvel. Ind i opgangen. Opknap jakker og oplyn flyverdragter som det første. Tøm for Guds skyld ikke postkassen. Nøgleordet er FOKUS. Drop alle diskussion med snart-treårig om, hvorvidt han skal gå op selv. Det fører ingen steder. Løft ham i stedet op på første repos - den med døre, ikke den med vinduer, som han med stor sandsynlighed vil åbne og eventuelt forsøge at springe ud af. Bær derefter lift med bebs op på næste repos - den med vinduer - og stil liften dér. Hun kan ikke springe nogen steder, og du forbliver i drengens synsfelt. Meget, meget afgørende. Derefter går du ned og henter tasker og poser og stiller på samme repos som babyen. Under hele seancen fortæller du naturligvis muntre historier, der får drengen til at glemme sin lyst til at sparke til opgangens døre. Historien om Lille KylleRylle ("Det fille det falde i min hovedskalle") virker godt for os.

Ifør dig de to tasker (forhåbentlig er der tale om én rygsæk og én skuldertaske) og bær børnene forskudt fra repos til repos under stadig munter historiefortælling. Bæreposerne lader du stå til din kæreste (eller en anden god gang) - de skulle blot lidt op af trappen, så de øvrige beboere ikke faldt over dem ved indgangsdøren. Bliver mælken sur, bliver mælken sur. Det her handler om overlevelse.

Allerede på første sal melder første krise sig. Drengen begynder at sparke til dørene og råbe højt, og du kan mærke dit pulsslag i ørene på en ny og faretruende måde. Buk ikke under endnu. Sig til dig selv "det er OK. Det er hæsligt lige nu, men vi er snart oppe." Smil stort til de omkringliggende børn. Det er ikke deres skyld.

Husk i øvrigt på en videre færd at værdsætte lugten af sved, der på imponerende vis trænger ud gennem din tykke uldjakke. 

På anden sal melder krise nummer to sig. Drengen, der ikke kan gå opad, begynder at gå nedad. Du hører måske dig selv hæve din (gispende) stemme. Gør det ikke. Og undertryk for alt i verden trangen til at råbe af ham, at du jo for hulen BÆRER ham op, selvom han udmærket kan gå, og at han i øvrigt godt kan lade være med at råbe på den måde. Nævn i stedet Bamses Billedbog eller et andet attraktivt børneprogram, er venter på toppen af bjerget. Og hold fokus selvom bebsen er ved at gnave sutten i stykker af sult. Det er ikke nu, hun skal have mad. I skal op, før nogen stikker af.

På tredje sal er dit synsfelt formentlig imponerende lille, dit bækken gør ondt, dine kinder brænder, og din hivende, hylende vejrtrækning gør det umuligt at forsætte med Lille KylleRylle. Det er OK. Drengen har alligevel mistet interessen og er begyndt at græde. Du overvejer, om det måske alligevel ikke var bedst at hoppe ud af et af vinduerne. Det er ikke nu, du skal sige til dig selv, at "det er OK." Så kommer du bare til at råbe af dig selv (og dine børn), at det kraftstejlemig ikke er en skid OK, og at du hader dig selv OG ungerne OG højhuse OG lejepriser OG din Mand OG hele verden. Don't do it. Bid tænderne samme. Slæb. Snart er i oppe. Snart.

De sidste 18 trin foregår i en slags forpustethedsdøs med spændende sølvflimren for øjnene, så den behøver du ikke bekymre dig om.

Og vupti! Du er på fjerde.

Well done.