Hverdagens måde at sige "velkommen hjem og fuck dig"

"Mindre hverdag i hverdagen" var engang for længe, længe siden fællesmotto for mig og Mary, den evige sambo i hjertet (bedre kendt som Viggos mor). Hun efterlever det stadig - i hvert fald er hun skredet til Caribien med bebs og mand i månedsvis og poster meget palmebefængte billeder hjem til os andre. Dét her fx.

Jeg sidder hjemme i Hverdagen og kigger på palmerne og tænker, at jeg da burde være helt fresh og veloplagt efter en uges spansk kuldeferie. Og jeg dermed burde være i stand til at tackle palmelængsler og hverdagsudfordringer med et smil.

Det er jeg så ikke.

Min undskyldning er, at jeg er syg. På kvalmemåden. Og at vi har lige fået en uventet (og meget uretfærdig...) regning på 18.000 kroner. Og at køkkenvinduet er revnet. Og at min hårbørste er blevet væk. Og at pædagogerne i børnehaven siger virkeligt irriterende ting. Og at børnene tilsyneladende har glemt, at nætter er til for at sove. Mange ulyksaligheder på én gang.

Bamse synger "øv øv øv, alle er så dumme." Sønne synger med. BetteLiv jagter de mørke knaster i plankegulvet, baglæns, rundt og rundt i stuen. De er begge to raske, så i virkeligheden skal jeg ikke brokke mig... Og nu vi er på den med at udglatte, så Universet ikke kommer efter mig og gør resten af familien syg/sender flere regninger/får alt mit hår til at falde af, vil jeg straks udtrykke stor taknemmelighed for colaen i mit glas. Som blev indkøbt klokken halvotte, da resten af husstanden var faldet i søvn (!), og jeg uset kunne trække Mandens keddeldragt-vams udover mit nattøj og snige mig i Føtex.

Jeg er eventuelt ved at blive rask.

Og jeg må eventuelt transportere hele familien til Caribien snarest.

Mini-Jane og Koldemor

Hm. Da jeg stod på et forblæst, mallorcinsk torv og læste blogs på telefonen, mens jeg i-søvn-trillede Bette, studsede jeg noget over mængden af kuldebrok i blogland. Og besluttede selvfølgelig, at den slags ville jeg overhovedet ikke være en del af. Nænej, hjem til Sibirien og tage minusgraderne med oprejst, huebeklædt pande og smile vinteren ad helvede til.

Det gjorde jeg så i cirka fem minutter.

Men jeg har jo lovet mig selv ikke at brokke mig. Så jeg holder kæft. Og nøjes med at vise et foto af BetteLiv, aka mini-Jane Fonda, indpakket i 1001 lag samt et par benvarmere.

Det er ikke helt nemt at øve kravle-skills i den mundering, men så er det jo godt, at hun er en glad lille sjæl, der intet har imod at trille hen og savle på Sønnes legetøj. Intet gør hende mere tryg end at slikke lidt på en legetøjsbil (særligt Volvo-lastbilen, har jeg bemærket), men det er en anden historie. Nu skal jeg ind på Facebook og se billeder fra de sygt mange venner, der er flygtet til varmere himmelstrøg...

Mallorca. Nu mere eksotisk end nogensinde

"Skriv noget om, hvor dejligt der er på Mallorca, så vi har noget at lune os på hjemme i snestormen," var der er der skrev.

Det ville jeg såmen også gerne. Har jo selv skrydet om forår og søvn og Middelhavet, der ligger 50 meter fra vores hoveddør. Og jeg vil altid gerne fortælle om Sønnes lyse lokker, der skinner som guld i solen, og om BetteLiv, der sidder i barnevognen og griner til palmer og små nuttede Mallorca-huse og hvad der ellers lige er i nærheden.

Sådan var Mallorca indtil i forgårs. Så kom den sibiriske dødskulde også her forbi. De lokale er straks gået i undtagelsestilstand. Dansken nøjes med at fryse - her er trods alt stadig plusgrader. Kulde på Mallorca. Iskold ferie, pludselig. Det kunne man filosofere længe over, hvis ikke lige nordenvinden forsøgte at fryse mine udendørs bloggerfingre af og give mig varige kuldeskader. Vi ses over en cortado.

Bare rolig...

... Jeg er hverken gået i hundene eller bukket under for søvnmangel eller børnehavestress. Jeg er såmen bare taget til Mallorca, hvor jeg nu står på et bette torv i en bette by og iphoneblogger med den ene hånd og barnevognstriller med den anden. Der er middelhavsbrus i ørerne, cafe con leche i maven og betydeligt mindre rande under øjnene. Tjek!

Kindergarten #3

Der er rimeligt blog-stille. I blame BetteLiv. Som har forvandlet sig til et tand-feber-mavekrampe-monster. Det er næsten som at være mor til en baby-sønne igen, og dét er ikke videre morsomt. I nat har jeg fx sovet tre timer i alt, og det er for lidt, selv for en garvet søvnunderskudsdame som mig.

Men det var jo det med den børnehave. Som jeg næsten er for træt til at mene noget om. Næsten.

Altså i princippet kan jeg godt mene nogle pæne ting. Sådan noget med frisk luft og rubusthed og shetlandsponyer og mandlige pædagoger og lugt af bålrøg i blødt drengehår på en god måde. Det må være sundt, ikke?

Men det er så kun i princippet. I praksis tænker jeg nærmere noget i retning af: Der er 120 børn i den børnehave. Ethundredeogtyve. Og, trods obligatorisk underbemanding, mange flere pædagoger, end Sønne kommer til at kunne tælle til de næste par år. Hvordan skal han nogensinde kunne navigere i dét? Hvordan skal de nogensinde lissom... forstå ham? Sådan rigtigt. Jeg mener: På et tidspunkt var der en, der gav ham en sut med formaningen om, at hans mor (!) skulle huske hans egen sut næste dag - og så lagde ham til at sove middagslur. Altså har de ikke forstået, at han hverken bruger sut eller sover middagslur?! Og i øvrigt: Hvordan undgår de, at det er totalt fluernes herre nede i de mest tilgroede hjørner udenfor?

Og, værre endnu: Hvad er det for et samfund, hvor vi sender små rødøjede, duknakkede og hjerteskærende resignerede unger i favnen på halvfremmede voksne, der - når dagen er omme - siger ting som "det går nogenlunde" og "han er jo ikke opsøgende i forhold til de andre børn, men det er nu ret normalt." Og hvor de små tapre børn selv maner adskillige tårer frem i forældreøjne ved at hulke ting som "jeg kan slet ikke lege henne i børnehaven, jeg tænker bare, at far og mor kommer aldrig aldrig og henter mig." Åhja.

Prøv i øvrigt at se det foto, de har taget til hans garderobe. Det afspejler helt sikkert hans sindsstemning generelt (altså jeg forestiller mig, at han hulker dagen lang og kun er glad-agtig om eftermiddagen, fordi han ved, han intet kan stille op mod den hellige treenighed af forældre, pædagoger og samfund... Jamen sådan ser der faktisk ud inde i mit hoved.)

Jeg kunne blive ved. Jeg skal bare lige ind og besvime lidt af træthed først.

Godnat.

Kindergarten #2. Eller: Faren der pakkede sig selv ind i en pressening af appreciative inquiry

Sønne har ikke meget fornuftigt at sige om børnehaven. Så vi spørger Manden, der trods alt har været indkøringsperson nummer eins. Han siger noget i retning af sådan her:

"Jamen det går fint. Det er virkelig et godt sted, med nogle rigtigt, rigtigt gode pædagoger. De har bare styr på tingene. Og tænk, så sidder ungerne udenfor og spiser lun leverpostej. Det er ren luksus. Det er et godt sted. Et godt sted for Sønne. Og ja, de er 120 børn, men der er virkeligt styr på det. Børnene derude virker bare så søde og selvstændige og robuste. Og pændagogerne husker at give Sønne sin fleecetrøje på, før han skal udenfor. Det kan godt være, han ikke rigtigt leger med nogen. Men så står han bare og kigger på de store på legepladsen, og det synes han er helt fedt. Og vi havde jo også forventet, at han før eller siden ville begynde at græde, når vi afleverede ham. Det går hurtigt over igen. Det ved vi jo. Eller - det tror jeg i hvert fald."

Min version ser momentvis uden som Mandens. Resten af tiden er den ganske dyster. Vi tager den i morgen... yes, vi er virkeligt på med de cliffhangere.

Kindergarten #1 Eller: Om Villads den farlige tiger

"Du skylder et indlæg om børnehaven," siger De Smukke Naboer.

OK. Men det er svært at skrive, for børnehavevirkeligheden ser hulens forskellig ud, alt efter hvem man lige spørger.

Lad os tage Sønne først, han er trods alt hovedpersonen. Blot er han ikke, for nu at sige det på journalistsprog, en ret troværdig kilde. Hør bare her:

Mig: Hvad har du lavet i børnehaven?

Sønne: ...

Mig: Har du leget med Villads i dag?

Sønne: Villads bider mig i fingeren! Se!

Mig: Hvad!?! BIDER han?

Sønne: Ja. Han bider. Han bider mig i foden!

Mig: Arh... bider han dig i foden?

Sønne: Nej. Det var... det var en farlig tiger! Jeg skal have plaster på!

Mig: Altså bider Villads eller hvad?!

Sønne: Ja! Han bider de voksne!

Mig: A-ha. Hvad siger de så, de voksne?

Sønne: De siger "GÅ IND I HESTESTALDEN, VILLADS!"

Mig: Hm. Nå.

Sønne: Jeg er en jæger! Det er mig, der styrer postbilen! Med beton!

Mig: Æh. OK. Hvad har I fået at spise i børnehaven?

Sønne: Leverpostej. Og pandekager over bål.

Altså ikke nemt at få et overblik over denne her børnehavesituation, siger jeg bare. Vi spørger Manden i morgen...

Man kan ikke taknemmelighedsblogge sig ud af alting. Eller: Giv mig et hus nu. Please.

Jeg er blevet ramt af den store, stygge hjemve. Hus-hjemve. Have-hjemve. Et-hjem-uden-ondt-i-bækkenet-og-hvor-børnene-kan-lege-udenfor-hjemve.

Det startede, da jeg hang ud med den kvindelige del af De Smukke Naboer i vores tidligere hood. Som var helt fint og fredeligt - og irriterende lykkeligt uden mig.

Så slog det mig, at vi jo for hulen kun bor her oppe blandt tårne og duelort og vinduestræk på lånt tid og skal flytte, før vi nogensinde når at få råd til et ordentligt sted at flytte hen. Og så satte universet, den sure gamle nar, trumf på, og sørgede for at jeg alligevel ikke fik Den Sjove Opgave, der kunne have pyntet gevaldigt på bankkontoen og dermed øget mulighederne for at slippe væk. Nu sidder jeg og dunker hovedet ned i tastaturet og stirrer på uopnåelige boliger på nettet gennem vredt sammenknebne øjne. Dét er lige til at få rynker og ondt i kraniet af.

Ind i mellem slår jeg (naturligvis) mig selv i hovedet over ikke at være mere taknemmelig. Og laver lister - mentale og fysiske - over alle de ting, der trodsaltsgudaforhulen er cool nok ved dét her kvarter. Her er en af dem:

Skanseparken. Dér kan man køre på løbecykel og blive momentvis salig over vintersol. Og arbejde (med meget, meget kolde fingre på tastaturet) mens BetteLiv tager en skraber i barnevognen.

Aros. Næsten om hjørnet. Dér kan man trille hele vejen rundt og fedte det røde glas til med små og store næser, mens man filosoferer over kraner og huse.

StreetCoffee, min evige ven og terapeut. Slår klart Aros og parken og er faktisk det eneste, jeg virkeligt ville savne, hvis vores gamle hus besluttede sig for, at det alligevel elskede os og gerne ville have os tilbage.

Nåmen føler jeg mig så mere taknemmelig nu? Ha! Hvis ikke der var så forbandet langt ned ad de trapper (og op igen), ville jeg gå ned og købe noget trøstelakrids i 7eleven, som faktisk ligger ganske tæt på - og det kan man jo også godt være taknemmelig for, hvis man er i det humør.

Mortrampolin. Nu!

Jeg har en krop!

Ja, det virker måske ikke som nogen nævneværdig nyhed. Men det er det. I hvert fald troede jeg selv, at jeg kun bestod af et stk hoved og to stk hænder. Til henholdsvis at råbe "nej du må ikke kilde Livse så hårdt" med og hamre hårdt i tastaturet på arbejdscomputeren med - og ind i mellem tage fat i en krave med eller skifte nogen med.

Men så var Sønne og jeg til familietons og gymleg i DGI-huset. Hele tre grimme ord i én kort sætning, ja, men hvad DGI-folket mangler i ord-skills har de så sandelig i krops-skills og vidunderlige gymnastikfaciliteter. Så vi tonsede og gymlegede og blev gladere og gladere. Og det viste sig jo, at jeg vitterligt har en krop. En krop, der både kan slå kølbøtter og hænge på hovedet i ribberne og kaste 13 kilo skraldgrinende Sønne meget langt væk i de meget bløde madrasser. Hvis ikke der havde været så fordømt mange børn (...), kunne jeg måske have sneget mig til et enkelt forsigtig salto i trampolinen.

Mine øjne mødte en anden muttis blik tværs henover trampolindugen, og vi tænkte det samme: Væk med de børn! Ind med os! (Og ja, jeg tjekkede bagefter - det VAR faktisk det hun tænkte, og ikke bare min egen svedige gymnastiskprojektion.) Altså, det var ren lyksalighed og krops-erindring at løbe rundt hånd i hånd med Sønne. Det har vi ligesom slået fast. Men hvornår var det, at jeg selv skulle have lov til at hoppe og springe bare en lillebitte smule (og ikke behøvede at varme op ved at lege slange, farlig tiger og trold)? Hvor er holdet for trætte 30-somethings, der er blottede for talent, men som bare godt kan lide at slå kolbøtter og svinge sig i reb og springe trampolin...? Træningen skulle nok ligge mellem 23 og 24, hvis jeg skulle have tid... men alligevel.

Well. Indtil nogen opretter sårn et hold, er jeg at finde hånd i hånd med Sønne, gymlegende og familietonsende, i DGI-Huset. Kom glade, så giver vi en riskiks.

Hvis bare alle fødsler tog 12 minutter...

Hvad er bedre at starte torsdagen med end en fødsel? Nej vel!? Så her har i én... produceret af Manden og undertegnede (der sad og filmklippede med plukkeveer og tårer i øjnene):

Casper og Sofie bliver forældre

12 minutter tager den.