mandag den 23. januar 2012

Kindergarten #3

Der er rimeligt blog-stille. I blame BetteLiv. Som har forvandlet sig til et tand-feber-mavekrampe-monster. Det er næsten som at være mor til en baby-sønne igen, og dét er ikke videre morsomt. I nat har jeg fx sovet tre timer i alt, og det er for lidt, selv for en garvet søvnunderskudsdame som mig.

Men det var jo det med den børnehave. Som jeg næsten er for træt til at mene noget om. Næsten.

Altså i princippet kan jeg godt mene nogle pæne ting. Sådan noget med frisk luft og rubusthed og shetlandsponyer og mandlige pædagoger og lugt af bålrøg i blødt drengehår på en god måde. Det må være sundt, ikke?

Men det er så kun i princippet. I praksis tænker jeg nærmere noget i retning af: Der er 120 børn i den børnehave. Ethundredeogtyve. Og, trods obligatorisk underbemanding, mange flere pædagoger, end Sønne kommer til at kunne tælle til de næste par år. Hvordan skal han nogensinde kunne navigere i dét? Hvordan skal de nogensinde lissom... forstå ham? Sådan rigtigt. Jeg mener: På et tidspunkt var der en, der gav ham en sut med formaningen om, at hans mor (!) skulle huske hans egen sut næste dag - og så lagde ham til at sove middagslur. Altså har de ikke forstået, at han hverken bruger sut eller sover middagslur?! Og i øvrigt: Hvordan undgår de, at det er totalt fluernes herre nede i de mest tilgroede hjørner udenfor?

Og, værre endnu: Hvad er det for et samfund, hvor vi sender små rødøjede, duknakkede og hjerteskærende resignerede unger i favnen på halvfremmede voksne, der - når dagen er omme - siger ting som "det går nogenlunde" og "han er jo ikke opsøgende i forhold til de andre børn, men det er nu ret normalt." Og hvor de små tapre børn selv maner adskillige tårer frem i forældreøjne ved at hulke ting som "jeg kan slet ikke lege henne i børnehaven, jeg tænker bare, at far og mor kommer aldrig aldrig og henter mig." Åhja.

Prøv i øvrigt at se det foto, de har taget til hans garderobe. Det afspejler helt sikkert hans sindsstemning generelt (altså jeg forestiller mig, at han hulker dagen lang og kun er glad-agtig om eftermiddagen, fordi han ved, han intet kan stille op mod den hellige treenighed af forældre, pædagoger og samfund... Jamen sådan ser der faktisk ud inde i mit hoved.)



Jeg kunne blive ved. Jeg skal bare lige ind og besvime lidt af træthed først.

Godnat.

5 kommentarer:

  1. Puha! Sikke da også et billede at hænge op!
    Det tager tid at falde til et nyt sted, og det bliver nok ikke nemmere når der er så mange at forholde sig til på en gang. Det er klart at det er overvældende for ham. Men man vil nu gerne have at der er en voksen der er særligt opmærksom på ens barn.
    Kan i ikke tale med dem om jeres bekymringer?
    Jeg er helt sikker på at han bliver den mest lykkelige lille natur unge. Han skal bare have lidt tid til at omstille sig.
    Jeg sende store mængder god-søvn-karma! (ikke at jeg sover særligt meget selv..)

    SvarSlet
  2. Det lyder godt nok lidt vildt... Har I ikke en kontakt-pædagog, som I kan tale om hans trivsel med? Han har det garanteret bedre end du forestiller dig, men jeg kan levende forestille, hvordan jeg ville have det, med de udmelder I har fået. Og han er stadig en af de små, det varer sikkert ikke længe inden det er ham, der kender alle de gode steder :)

    SvarSlet
  3. Urgh! Kender godt den grimme fornemmelse af, at man måske har valgt det forkerte sted. Min fornemmelse blev gjort til skamme, heldigvis, det kan jo være, at det samme sker her. Trods alt er det jo altid hårdt at starte et nyt sted, uanset om man er barn eller voksen. Synes ligesom de andre at I skal prøve at snakke med pædagogerne.

    Menmenmen, hvis Sønne nu ikke trives, er det så ikke muligt at flytte til en ganske almindelig røvballe-børnehave med perleplader og biler og pædagoger der gør hvad de kan for at en lille ny dreng kan føle sig velkommen, set og hørt? Fuck da shetlandsponyer og bål...

    SvarSlet
  4. Sender masser af søvn- kredit til dig og god børnehavekarma til Sønne og tandgennembruds-udholdenhed til Liv... Knus fra Onde Mor

    SvarSlet