Artige piger

Nogle dage er der rimeligt meget kaos. Som det vist, ærhm, fremgår særdeles tydeligt her på bloggen. Derfor er det også kun fair (overfor jer, bloggen og i særdeleshed kaosets ophav aka Sønne) at sige: Ikke alle dage er kaos. Nogle dage bliver der ikke løbet på hverken vægge eller lofter, flippet ud over, well, alt, eller insisteret på at sidde på en forældrehofte hele tiden. Nej, nogle dage forvandler Sønne sig til den sødeste, artigste, roligste pige (altså jeg ved godt, at drenge også godt kan være søde og rolige og artige. Jeg har bare endnu ikke mødt en toårig dreng, der - i hverdagen - formåede at være alle tre ting på én gang. Desværre. Det messer med alt, hvad jeg har lært om kulturelt køn).

Vi havde sådan en dag - eller nærmere to timer en aften, men alligevel... - den anden dag. Med modellervoks (glutenfrit, hundedyrt). Helt roligt og næsten uden at smide noget af det på gulvet. Og Sønne insisterede på at ligge og putte på sofaen og læse bøger. Selv! Og gemme sig bag ved dem og blidt sige "væk væk". Meget nuttet.

Åhja. Og vi tegnede. I totalt god ro og orden. Og som en understregning af det midlertidige kønsskifte tegnede han for første gang NOGENSINDE noget andet end gravkøer (der jo, som alle ved, er en meget maskulin maskine. Åhfuck alt det køn altså...).

Det lignede til forveksling de sædvanlige gravkøer, men Sønne var heldigvis så venlig at forklare motivet undervejs. På nedenstående tegning (der i øvrigt skulle have ligget ned og ikke stået op) ses således:
Sønne og jeg (tegnet med kuglepen)
FAR (det grønne)
Æbækka (bonusbedstemoren der tidligere blev kaldt Bet-bet... og som blandt voksne hedder Elsebeth. Hun er alle de røde kruseduller)
KARR (Bonusbedstefar og Æbækkas mand Karl. Han er den lille lilla krusedulle).

 

Jamen hvis den dreng ikke bliver kunstner, så ved jeg ikke... Og det bliver han jo sådan set også nødt til med det efternavn. Men det er en helt anden historie. Og nu har jeg noget vasketøj, der skal ordnes.

En slags ordbog

"Far sover," siger Sønne. Det er ikke helt løgn. I hvert fald ligger han i sengen på sjette dag (med undtagelse af den tur i Spar sammen med Sønne, der giver mig luft til at sidde her og skrive).

"Mor arbejd," siger Sønne også. Also true. Selvom jeg nu nok synes, at jeg arbejder betydeligt mindre, end jeg burde.

Om sig selv hævder Sønne desuden, at han sover. I tredjeperson selvfølgelig. Det er til gengæld løgn. I dag sov han 30 minutter i vuggestuen. I stedet for de par timer, de andre børn tilsyneladende tilbringer i krybberne hver dag. For nu at nævne et eksempel.

Blandt andre meget hyppigt brugte Sønne-udtryk finder vi:

NEGER - som ikke betyder neger, nej, men enten lærer, læge, tandlæge eller sne. Alt efter konteksten.

TO-TO - som tit betyder to, men også bare generelt betegner mængder større end én. 

JULKA - som betyder (traktor)jul, julemand eller Julie. Igen afhængigt af konteksten. Og det er pudsigt, for min oldgamle Julievens øgenavn er netop... Julka. (OK. Pudsigtschmusigt. Måske kommer jeg for lidt ud)

LAWPAPA - som betyder lagkage eller larvefødder, alt efter hvorvidt udtrykket i hans øjne er enten "give it to me now"-desperat eller saligt som i "se den smukke gravko".

Apropos lagkager var der endnu en toårs-mødregruppe-børnefødselsdag i weekenden, og tjek lige denne her (LAWPAPA DYR hedder den stadig herhjemme):

Hvis der er nogen, der vil bage sårn en til Sønne fødselsdag om en uge, er de velkomne. Jeg gør det ikke... Og jeg laver heller ikke hjemmelavede flødeboller (aka FLØDEBOB). Særligt ikke fordi den meget konservative, snarlige fødselar ikke engang gad smage på dem til weekendens børnefødselsdag.

"Er Sønne blevet skør"-mysteriet måske opklaret

Sønne er tilbage i vuggestuen. Afleveret til alletiders mest fantastiske pædagog Maria (som jeg har lyst til at give Mercichokolade, hver eneste gang jeg ser) med tårer men tilsyneladende uden sindssyge.

"Altså... han har været skør," advarede jeg.

"Det har de allesammen denne her uge!" svarede Merci-Maria.
"Det har været virkelig hårdt. De er slet ikke sig selv. Vi tror, at det er noget med skoldkopper. Sylvester har haft det, så det kan være, at de allesammen løber rundt med et forstadie. Hold øje med pletter, ikke."

Skoldkopper! OK. Altså så længe det er noget fysisk... så er det OK. Selvom skoldkopper er noget trælst noget, især når de har sådan en syg dårlig timing (Manden er syg. Jeg er travl).

Og så ikke et ord mere om skørhed her. Vil forsøge mig med Gladere og mere Optimistiske emner fremover. Med mindre det altså vitterligt viser sig at være skoldkopper.

Disclaimer. Eller: Sådan var det heller ikke ment

OK. Sønne er blevet en version af sig selv. Jeg fik luft på bloggen.

Don't worry. Virkeligheden ligner til forveksling sig selv. Og udover fuck har Sønne sagt hele to nye ord i dag: Damecykel og billet. Muy importante.

Skiftning?

NOGEN har taget Sønne. Og efterladt en hysterisk, skrigende, fuldstændig psykoumulig dreng i stedet for. Som man ikke kan gøre glad lige gyldigt hvad.

For eksempel bliver han rasende, hvis man siger nej til et eller andet. Eller sætter sig på en anden stol, end han havde tænkt sig. Eller skærer mango-stykket for lille (eller skævt eller hvad fan det nu var, jeg gjorde galt dér). Eller nægter at made ham. Eller tager nattøjet af ham. Eller drysser for lidt/for meget/for klumpet kanel på havregrøden.

Eller siger nej til juice (ud fra den relativt fornuftige tanke, at sukker eventuelt ville få hysteriet til at eskalere yderligere og dermed mine trommehinder til at sprænges). Den sidste episode udløste ti minutters skrigen som en gris (jeg har selv hørt dem skrige i Bonderøven. Det lød nøjagtig ligesådan, jeg sværger). Jeg forsøgte - råbende for at trænge igennem skrigeriet - at berolige ham. Det gik mildt sagt dårligt. I de ti minutter tænkte jeg, at han simpelthen måtte være gået i stykker. Da Manden stod op - klokken 11 fordi han ikke havde sovet særligt meget i nat pga. Sønne - sad både Sønne og jeg i sofaen og snøftede.

"Shit," sagde manden, der ret beset ikke havde kunnet sove ret meget for skrigeriet. Og så:
"Det lød som om du klarede det ret godt, alt taget i betragtning."

"Mmm. Jeg slog ham i hvert fald ikke..." hørte jeg så mig selv sige.

Altså det er ikke fordi vi... stikker op for bollemælk eller trodsalder selvstændighedsalder her, vel. Det er ikke, fordi vi ikke er vant til at håndtere raserianfald over abitrære ting og sager og nej'er. Det er ikke fordi, vi ikke normalt er gode til at bevare roen på den totalt martemeo-appriciative-inquiry-vi-italesætter-din-frustration-agtige måde. Det er vi. Men det her... det er sindssygt. Han savler og savler, så vi siger til hinanden, at det måske bare er en psykotand. Men jeg ved sgu ikke.

Ind i mellem er han skiftevis sig selv (dvs. normal, glad, læsende, legende) og bare... ked og krammende. Nårh og fuck.

Og apropos fuck har jeg sagt netop dét så mange gange i dag, at Sønne på et tidspunkt kiggede på mig og helt roligt sagde fuck. Flot. Så kom der da noget ud af alt balladen.

Sne og blues og snart kaffe

Det sner! Og opad naboens skortsten ryger det med idyl-og-effekt-røg ud til alle snefnuggene.

Men: Sønne er sur-ked. Manden er træt og snottet. Jeg har sygt meget arbejde (noget med en deadline, der lige var en måned før, jeg troede/syntes/håbede/mente).

Det har affødt et umanerligt tidligt nytårsfortsæt om ikke at arbejde nær så meget i 2011. Hvilket er et fortsæt, der - som noget ret unikt - ikke bliver svært at overholde. For både kontrakt I og kontrakt II udløber til nytår uden chance (eller risiko om man vil) for forlængelse. Ret heldigt, egentlig, at jeg ikke formøblede min dagpengeret alligevel. Måske jeg rent faktisk en dag får chancen for at se folk andre steder en på Facebook?

Nå. Fuck novembertirsdagsblues. Nu skal jeg arbejde. Godt der er kaffe. Og nu er det i øvrigt holdt op med at sne.

Cykelanhængermandagshappiness

I morges blev jeg kørt på arbejde. Ikke i bil, ikke på bagagebærer. Nix. I Sønnes cykelanhænger.

Jeg var barn i de ti minutter, det varede, og jeg grinede hele vejen. OK, i svingende skreg jeg. Lidt. Men jeg tænkte ikke ret meget på, hvorvidt min krop + overtøj + to tasker holdt sig inden for den tilladte (læs sikre) belastning.

Manden prustede og sagde bagefter noget om, at det var ligesom at cykle opad bakke hele vejen, selvom det gik ligeud. Jaja. Men hans dame er helt klart blevet kønnere, gladere og nemmere at være sammen med af indsatsen. Og Sønne er ligeglad, for han er hjemme sammen med MÅRMÅR hele dagen. Alle er glade. Og verden er så fin og stor (og hvid i dagens anledning) set fra næsten-vej-niveau.

Anbefaling hermed givet videre.

Asocial lørdag

Kender I det, når man lige glæder sig til at skulle til børnefødselsdag, dels fordi man dér skal se nogle søde mødre, og dels fordi man tænker, at det vil være herligt for den snart toårige... og den snart toårige bare siger NEJ?

"Det bliver SÅ hyggeligt til Victors fødselsdag, ikke," siger moren.

"Nej," siger Sønne.

"Jo!" siger moren, tiltagende entusiastisk.

"Der er flag og kage og børn og balloner og alt muligt. Du elsker balloner!"

"Nej," siger Sønne.

"Altså nu tager vi lige med bussen..."

"Nej!"

"... og så er vi hos Victor. Det bliver SÅ hyggeligt."

"NEJ"

"Altså for hulen, du elsker busser. Du elsker balloner. Men du vil bare ikke afsted..."

"NEJ."

OK. Vi, ærhm, endte med at lave en aftale om, at vi liiige tog derhen lidt, men at vi tog hurtigt hjem igen, hvis Sønne syntes, det var træls. Jeg ved godt, man ikke kan lave den slags aftaler med snart toårige. Men det ved Sønne tilsyneladende ikke. For da vi først kom frem, løb han hele tiden hen til hoveddøren og bankede på den og råbte "HJEM, MOA, HJEM." Mens jeg løb logrende rundt, lettere socialt understimuleret as always, mellem børn og damer og kager og forsøgte at fortsætte "jamen du elsker da balloner"-stilen.

Det virkede overhovedet ikke. Og vi tog meget hurtigt hjem. Vi havde jo lavet en aftale. Og det er også på en eller anden måde træls at være til børnefødselsdag skiftevis med et råbende barn ved hoveddøren og en lille abe, der forsøger at kravle helt ind i én for at slippe for festivasen. Det lykkedes ikke engang at bestikke ham med kage, hvilket viser noget om speltmors desperationsniveau og Sønnes stædighedsniveau.

Suk. Der er nok nogen, der får det sociale behov dækket i vuggeren, og bare har brug for at chille i weekenden. Det gælder bare ikke lige mig.

UPDATE klokken noget i ni:
Ærhm, OK. Han var ikke asocial. Han var syg. Opkast og sårn. Flot mutti. Næste gang lytter jeg til ham, når han siger nej til yndlingsting som balloner.

Dagpenge og dødsensfarlige bær

Da jeg var omkring fem, spiste jeg nogle bær fra en spændende busk i haven. Ikke på eget initiativ, men lokket af underboens tre år ældre - og tilsvarende klogere og mere udspekulerede - datter. Knapt havde jeg tygget de små, sure bær, før underbo-datteren kunne fortælle mig, at de var dræbende. Jeg kunne med andre ord forvente at dø inden for en ganske nær fremtid; timer, dage.

Se, det var jo tough news, og jeg gik følgelig og hang noget med næbbet. Så meget at min far - så vidt jeg husker - stoppede mig på trappen og spurgte, hvad der var fat.

"Det er noget, som I bliver meget kede af," afslørede jeg, men havde ikke lyst til at sige mere. Det var for sørgeligt, og jeg ville jo nødigt gøre dem triste.

Heldigvis fik de lokket forgiftningshistorien ud af mig og kunne mane det hele i jorden. Og, forestiller jeg mig, ruske lidt i underboen.

Nærdødsoplevelse. Dårlig samvittighed over for min familie, som jeg bragte ulykke over ved ubetænksomt at gnufle nogle spændende bær. Og ekstrem lettelse bagefter. Jeg har lige været igennem det samme igen. På en måde lidt mindre dramatisk, fordi der ikke var nogen liv på spil. På en måde meget mere dramatisk, fordi... jeg er ældre.

Altså: For en uge siden fandt jeg en gammel regning fra A-Kassen. Som jeg var sikker på, jeg havde betalt, forstås. Men nej. Og teksten på regningen advarede om, at hvis jeg ikke betalte det fluks, ville det gå udover mit medlemsskab og dermed min dagpengeret. Jeg havde netop ikke betalt den fluks, men omkring en måned for sent. Og så nu for mig i ånden, at dagpengeretten var røget sig en tur, og det ville ende med at gå udover hele familien, når nu min kontrakt slutter til nytår. Fuck.

Og som for godt 25 siden gik jeg og hang med næbbet og havde verdens sorteste samvittighed. Og begyndte at hulke, da Manden spurgte, hvad der mon var i vejen. Jeg fik fremstammet noget om, at jeg var ligesom en ludoman, der havde spillet os fra hus og hjem, bare med min uforsigtighed. Han tog det uhyggeligt cool og mindede mig om, at det sådan set ikke var sikkert, at vi havde brug for dagpenge det næste år. Og det kan glippe for selv den bedste. Og alt sådan noget.

Så gik jeg rundt en uge og førte lange samtaler med mig selv om at leve uden sikkerhedsnet og forsøgte at overbevise mig selv om, at det nok skulle gå. I går tog jeg mig ENDELIG sammen og trykkede med en rystende pegefinger A-Kassens nummer. Og efter at være blevet stillet om en tre-fire gange kunne en A-Kasse-dame fortælle mig, at mit medlemskab var i tiptopform. Eneste ballade var, at jeg havde betalt for meget i kontingent - men det skulle de nok betale tilbage hurtigst muligt.

"Æhm, tsk, vil du godt lige tjekke ÉN GANG til?" spurgte jeg.

"ALT er i orden, ik'os," sagde hun.

Jamen... Jeg har så gået rundt i en uges helvede (hjemmelavet, helt fra bunden) og inddraget både den ene og den anden. Og så er det eneste problem, at jeg har betalt for MEGET i kontingent. Nu kunne man så vælge at føle sig fjollet. Det gør jeg ikke. Jeg er bare så megalettet over, at jeg ikke skal dø af de der bær alligevel.

Happy-schmappy på trods

Klokken er to minutter i 23. Jeg har sat det sidste punktum for i aften i bogstavelig og overført betydning: Psyko-putning. Tjek. Arbejde, arbejde, arbejde. Tjek. Oprydning og opvask (dog med maskine). Tjek.

Lyder det skægt? Neh. I know. Men faktisk er jeg forbløffende glad.

Måske fordi arbejds-punktummerne var nogle virkeligt store, fede, sorte deadline-nogle. Sådan nogle der gør, at jeg nu kan trække vejret lige lidt længere ned i lungerne.

Måske fordi det på et tidspunkt i dag regnede på den ene side af huset og ikke på den anden. Det så sygt funky ud. Og bagefter sørgede naturen for lige at understrege sin egen finurlighed med den lækreste regnbue i årevis.

Måske fordi Manden har etableret en Ægte Slikskuffe, hvor vi nu har så store mængder lakrids og chokolade, at det er svært ikke at blive ikke godt humør bare ved tanken.

Jeps. Jeg er en simpel sjæl. Og nogle gange en glad en. Godnat.