Bofællen: Hvorfor kigger du sådan på mig?!
Mig: Øh - hvordan?
Bofællen: Sådan - "så gør dog NOGET nu"-agtigt.
Mig: Jeg vil ikke have dig til at gøre noget. Jeg lagde ikke engang mærke til, at jeg kiggede på dig. Det er nok bare sådan, jeg kigger på verden...
***
Manden: Er du ok? Hvad er der?!
Mig: Der er ikke noget. Hvorfor spørger du?
Manden: Du kigger bare så underligt på mig.
Mig: Jeg prøvede faktisk at smile til dig...
***
Liv: Mor, er det mig, du er skrap på?
Mig: Nej. Jeg er ikke skrap, øh, på nogen. Synes du, jeg lyder skrap? Eller ser skrap ud?
Liv: Ja!
tirsdag den 7. juni 2016
mandag den 6. juni 2016
(Gravid) kvinde ved 1000 grader
Jeg er kommet forbi det depressive, ængstelige sted og hen til det rasende sted.
Det er opslidende, men bedre.
Hvad jeg er rasende over, spørger I?
Det korte svar er: Alt.
Alt vil blandt andet sige heden, Sønnes ondt-i-ørerne, naboen der hamrer (på et fælles projekt. Han er en helt. Det er pisseirriterende), aftensmad der står på bordet milisekunder senere end aftalt, folk der ikke kan læse mine tanker, bh'er der ikke længere passer, sølvfisk på køkkenbordet, rod i klædeskabet, Sønnes Lego Technic (fuck det er svært), københavnere der bor for langt væk, mælkebøtterne der vokser op mellem fliserne, væsken i mine fødder, stort set alle politikere og stort set alle netavis-journalister.
(Til gengæld er jeg faktisk ikke rasende over kaffen og haven og Skønlitteratur på P1 eller over vores nye badeværelsesgulv og de medfølende blikke fra andre damer i heden.)
Så vidt jeg husker, tacklede jeg min sidste graviditet med væsentligt større ynde og overskud, men sådan husker jeg forhåbentlig også dét her fem år ude i fremtiden...
Og så vidt jeg husker havde jeg færre børn dengang. Og Manden havde mindre travlt.
Men igen: Om fem år ser mit liv lige nu top-rosenrødt ud i et blødt og konstruktivt nostalgisk skær. Og jeg vil tænke tilbage på varmen, dødsvarmen fra helvede, med længsel og glæde og et mildt smil på læberne og ingenlunde huske, hvordan den holdt mig vågen natten lang og forvandlede min hjerne til grød og min person til en form for monster.
Og nej-nej, det er ikke fordi, at jeg ikke også angribes af den højgravides intense og tårevædede rørthed - over, igen, alt - raseriet er bare lidt længere og tungere i det.
Jeg er i uge 39+2 og har aftalt med Lille E i maven, at vi afslutter det her show på lørdag. Det bliver godt. Og jeg bliver rasende, hvis aftalen viser sig ikke at holde. Eller hvis jeg ikke får sovet en hel del inden.
Det er opslidende, men bedre.
Hvad jeg er rasende over, spørger I?
Det korte svar er: Alt.
Alt vil blandt andet sige heden, Sønnes ondt-i-ørerne, naboen der hamrer (på et fælles projekt. Han er en helt. Det er pisseirriterende), aftensmad der står på bordet milisekunder senere end aftalt, folk der ikke kan læse mine tanker, bh'er der ikke længere passer, sølvfisk på køkkenbordet, rod i klædeskabet, Sønnes Lego Technic (fuck det er svært), københavnere der bor for langt væk, mælkebøtterne der vokser op mellem fliserne, væsken i mine fødder, stort set alle politikere og stort set alle netavis-journalister.
(Til gengæld er jeg faktisk ikke rasende over kaffen og haven og Skønlitteratur på P1 eller over vores nye badeværelsesgulv og de medfølende blikke fra andre damer i heden.)
Så vidt jeg husker, tacklede jeg min sidste graviditet med væsentligt større ynde og overskud, men sådan husker jeg forhåbentlig også dét her fem år ude i fremtiden...
Og så vidt jeg husker havde jeg færre børn dengang. Og Manden havde mindre travlt.
Men igen: Om fem år ser mit liv lige nu top-rosenrødt ud i et blødt og konstruktivt nostalgisk skær. Og jeg vil tænke tilbage på varmen, dødsvarmen fra helvede, med længsel og glæde og et mildt smil på læberne og ingenlunde huske, hvordan den holdt mig vågen natten lang og forvandlede min hjerne til grød og min person til en form for monster.
Og nej-nej, det er ikke fordi, at jeg ikke også angribes af den højgravides intense og tårevædede rørthed - over, igen, alt - raseriet er bare lidt længere og tungere i det.
Jeg er i uge 39+2 og har aftalt med Lille E i maven, at vi afslutter det her show på lørdag. Det bliver godt. Og jeg bliver rasende, hvis aftalen viser sig ikke at holde. Eller hvis jeg ikke får sovet en hel del inden.
torsdag den 2. juni 2016
Angstdæmpere. En liste.
At spise hotdogs ved Malling Pølsevogn med Sønne efter skole. Vi siger ikke så meget. Vi gumler bare. Og nyder et sjældent øjeblik - bare os to, uden Liv, der har en legeaftale - og pølsemanden giver ham en slikkepind.
At snakke med hjemmefødselsjordemødre. Som lytter til hvad man siger, og tager det alvorligt. "Jeg kan godt skønne størrelsen, men hvor stor oplever du selv, hun er?" "Vi skal nok lade jer selv styre fødslen og lade være med at være in your face." Den slags. Utroligt og sjældent og dejligt. Ikke ét ord om, at jeg drikker for lidt mælk og skal brandsikre mit hjem bedre og alt det andet fis, jordemødre gennem årene har spildt min og deres egen tid med.
At blive mødt af medlidende blikke i heden - fra alle kvinder, der nogensinde selv har været gravide. Medlidenhed rocks.
At holde sig 100 procent fra (skrevne) fødselsberetninger. Der er for meget smerte i førstegangsbeskrivelserne og for lidt, alt for lidt, i de urtede amerikanske jeg har googlet mig frem til på det seneste. Jeg kan ikke holde ud at læse om andres uudholdelige smerter og komplikationer. Og jeg får max præstationsangst af at læse om, hvordan de urtede amerikanere bare lissom undgår al smerte ved at kalde veer for bølger (omgivet af stearinlys, børn og gamle koner) og synger og danser sig gennem deres fødsler. Den her YouTube-film er den eneste beretning, jeg kan holde ud:
At snakke om fødsler med andre. Det gik op for mig, at jeg forventede, at Manden skulle være med på at tale fødsel HELE tiden. Og at jeg var sur, fordi det ligesom ikke rigtigt skete... Da jeg var gravid med Livse, redigerede vi en en vis fødefilm selv, og det gav naturlig anledning til herlig nonstop-fødsels-snak (I kan se den her - hvis I læser med fra en computer). Meget dejligt og terapeutisk, både alle samtalerne og redigeringen. Og meget urealistisk i denne omgang. Så nu snakker jeg om fødsler med andre flergangs-damer, og dét er dejligt. Vi har alle sammen hørt hinandens historier 1000 gange, men det er lige meget. Det hjælper.
At sidde i vores tilgroede have og spise oste-mayo-chorizo-madder og kigge på sommerfugle, mens Inger Christensen læser op af Sommerfugledalen på iPad'en. It's ok.
At snakke med hjemmefødselsjordemødre. Som lytter til hvad man siger, og tager det alvorligt. "Jeg kan godt skønne størrelsen, men hvor stor oplever du selv, hun er?" "Vi skal nok lade jer selv styre fødslen og lade være med at være in your face." Den slags. Utroligt og sjældent og dejligt. Ikke ét ord om, at jeg drikker for lidt mælk og skal brandsikre mit hjem bedre og alt det andet fis, jordemødre gennem årene har spildt min og deres egen tid med.
At blive mødt af medlidende blikke i heden - fra alle kvinder, der nogensinde selv har været gravide. Medlidenhed rocks.
At holde sig 100 procent fra (skrevne) fødselsberetninger. Der er for meget smerte i førstegangsbeskrivelserne og for lidt, alt for lidt, i de urtede amerikanske jeg har googlet mig frem til på det seneste. Jeg kan ikke holde ud at læse om andres uudholdelige smerter og komplikationer. Og jeg får max præstationsangst af at læse om, hvordan de urtede amerikanere bare lissom undgår al smerte ved at kalde veer for bølger (omgivet af stearinlys, børn og gamle koner) og synger og danser sig gennem deres fødsler. Den her YouTube-film er den eneste beretning, jeg kan holde ud:
At snakke om fødsler med andre. Det gik op for mig, at jeg forventede, at Manden skulle være med på at tale fødsel HELE tiden. Og at jeg var sur, fordi det ligesom ikke rigtigt skete... Da jeg var gravid med Livse, redigerede vi en en vis fødefilm selv, og det gav naturlig anledning til herlig nonstop-fødsels-snak (I kan se den her - hvis I læser med fra en computer). Meget dejligt og terapeutisk, både alle samtalerne og redigeringen. Og meget urealistisk i denne omgang. Så nu snakker jeg om fødsler med andre flergangs-damer, og dét er dejligt. Vi har alle sammen hørt hinandens historier 1000 gange, men det er lige meget. Det hjælper.
At sidde i vores tilgroede have og spise oste-mayo-chorizo-madder og kigge på sommerfugle, mens Inger Christensen læser op af Sommerfugledalen på iPad'en. It's ok.
mandag den 30. maj 2016
Dagens ord er frygt
Jeg er bange.
Jeg er bange for, at Bette E i maven ikke rører sig nok.
Jeg er bange for, at hun aldrig kommer.
Jeg er bange for, at hun kommer lige om lidt.
Jeg er bange for, at hjemmefødsels-jordemødrene synes, her roder for meget.
Jeg er bange for fødslen.
Jeg er bange for, at jeg er for bange for fødslen til at være totalt Earthmom-zen.
Jeg er bange for, at jeg ikke er bange nok for fødslen og får et chok, når det omsider går løs.
Jeg er bange for ikke at nyde fødslen nok, når nu det er den sidste-sidste-sidste.
Jeg er bange for at traumatisere min teenage-overbo med mine urbrøl.
Jeg er bange for, hvad det gør ved vores familie at få et barn til. Er det overhovedet ok?
Jeg er bange, virkeligt bange, for at komme til at overse mine andre vidunderlige børn.
Jeg er bange for, hvad det gør ved mit parforhold at få én til.
Jeg er bange for, at Manden aldrig ser, I ved sådan rigtigt ser, mig igen, dér midt i rodet og den uendelige børneflok.
Jeg er bange for, at jeg bliver ved med at være lige så træt og træls og needy, efter hun er født, den lille.
Jeg er bange for aldrig at sove igen.
Jeg er bange for at blive vanvittig på barsel i forstæderne.
Jeg er bange for, at det siger noget forfærdeligt om mig, at jeg pludselig er bange for alting.
Normalt glæder jeg mig, til fødslen og børneflokken og omvæltningen og en lillebitte babynæse mod min. Men ikke i dag. I dag er jeg bange.
Jeg er bange for, at Bette E i maven ikke rører sig nok.
Jeg er bange for, at hun aldrig kommer.
Jeg er bange for, at hun kommer lige om lidt.
Jeg er bange for, at hjemmefødsels-jordemødrene synes, her roder for meget.
Jeg er bange for fødslen.
Jeg er bange for, at jeg er for bange for fødslen til at være totalt Earthmom-zen.
Jeg er bange for, at jeg ikke er bange nok for fødslen og får et chok, når det omsider går løs.
Jeg er bange for ikke at nyde fødslen nok, når nu det er den sidste-sidste-sidste.
Jeg er bange for at traumatisere min teenage-overbo med mine urbrøl.
Jeg er bange for, hvad det gør ved vores familie at få et barn til. Er det overhovedet ok?
Jeg er bange, virkeligt bange, for at komme til at overse mine andre vidunderlige børn.
Jeg er bange for, hvad det gør ved mit parforhold at få én til.
Jeg er bange for, at Manden aldrig ser, I ved sådan rigtigt ser, mig igen, dér midt i rodet og den uendelige børneflok.
Jeg er bange for, at jeg bliver ved med at være lige så træt og træls og needy, efter hun er født, den lille.
Jeg er bange for aldrig at sove igen.
Jeg er bange for at blive vanvittig på barsel i forstæderne.
Jeg er bange for, at det siger noget forfærdeligt om mig, at jeg pludselig er bange for alting.
Normalt glæder jeg mig, til fødslen og børneflokken og omvæltningen og en lillebitte babynæse mod min. Men ikke i dag. I dag er jeg bange.
søndag den 29. maj 2016
Sur-glad-rørt-rasende-depressiv
Heden får Sønne til at smide blusen på havetrampolinen, Livse til at iklæde sig sin 'sommerdiscokjole' (hendes ord, ikke mit) og mig til at sukke tungt. Mine hænder og fødder svulmer op og min halsbrænd til brænder endnu mere, og intet af mit tøj er løst nok til de her temperaturer.
Et sted på internettet står der, at det er meget normalt at glide ind i en slags depressiv tilstand omkring uge 38. Sandt nok. Bortset fra, når jeg er fanget i en helt-oppe-og-køre taknemmelighedsmani over børnene, babyen, bofællesskabet, vejret (!) og verdens gavmildhed i al almindelighed. Eller når jeg er intenst raseende over nogenlunde de samme ting. Eller bare bliver helt rørt over ligegyldige junk-historier på buzzfeed.
Jeg er med andre ord højgravid, hormonella og helt, helt utilregnelig. Jeg satser på, at det ikke er helt ligeså hårdt for mine omgivelser, som det er for mig selv.
Og jeg kan stadig lige præcis vride mine tykke fødder ind i birkenstock-sandalerne.
Et sted på internettet står der, at det er meget normalt at glide ind i en slags depressiv tilstand omkring uge 38. Sandt nok. Bortset fra, når jeg er fanget i en helt-oppe-og-køre taknemmelighedsmani over børnene, babyen, bofællesskabet, vejret (!) og verdens gavmildhed i al almindelighed. Eller når jeg er intenst raseende over nogenlunde de samme ting. Eller bare bliver helt rørt over ligegyldige junk-historier på buzzfeed.
Jeg er med andre ord højgravid, hormonella og helt, helt utilregnelig. Jeg satser på, at det ikke er helt ligeså hårdt for mine omgivelser, som det er for mig selv.
Og jeg kan stadig lige præcis vride mine tykke fødder ind i birkenstock-sandalerne.
 |
| Sommerdisco |
tirsdag den 24. maj 2016
I dag var dagen hvor...
... jeg har set Baby Daddy på Netflix (gør det ikke, virkeligt ikke aldrig!) og spist chokolade og sovet i stedet for at arbejde og rydde op og ordne og gøre klar til baby-ankomst.
... jeg har snakket 40 minutter i telefon om mine barselsdagpenge med Hanne fra Helvede (aka Udbetaling Danmark). Hanne tager prisen for mest fuldendte kombination af uintelligent, magtfuld og nedladende nogensinde, og jeg præsterede så meget gulv-stamp og halv-indestængt snerren under samtalen, at hun spurgte, om jeg allerede var ved at føde. Samtalen endte med at jeg gav Manden fuldmagt til fremtidige samtaler. Ellers ender jeg vitterligt med at føde i ren arrigskab.
... jeg blev mødt af høj spontan-latter fra en far på vej ind i børnehaven, mens jeg stod lænet op af hegnet og skiftevis gispede og gabte. Det har ganske givet set sjovt ud. Og jeg var for træt til at mærke den mindste snert af fortørnelse over latteren, faktisk grinede jeg - en lille smule, meget træt - med ham.
... jeg gispende og blank-øjet måtte sætte mig på en stol, da jeg omsider var kommet fra hegnet og helt ind i børnehaven. Og jeg måtte bede en stakkels travl pædagog om at indfange mit rasende, ulykkelige barn, give hende tørt tøj på og levere hende til mig. Det tog en halv time, var meget højlydt og er ikke nogen lille tjeneste at bede om. Jeg gispede taktaktak, så højt jeg kunne og håber virkeligt, hun hørte mig.
... jeg har snakket 40 minutter i telefon om mine barselsdagpenge med Hanne fra Helvede (aka Udbetaling Danmark). Hanne tager prisen for mest fuldendte kombination af uintelligent, magtfuld og nedladende nogensinde, og jeg præsterede så meget gulv-stamp og halv-indestængt snerren under samtalen, at hun spurgte, om jeg allerede var ved at føde. Samtalen endte med at jeg gav Manden fuldmagt til fremtidige samtaler. Ellers ender jeg vitterligt med at føde i ren arrigskab.
... jeg blev mødt af høj spontan-latter fra en far på vej ind i børnehaven, mens jeg stod lænet op af hegnet og skiftevis gispede og gabte. Det har ganske givet set sjovt ud. Og jeg var for træt til at mærke den mindste snert af fortørnelse over latteren, faktisk grinede jeg - en lille smule, meget træt - med ham.
... jeg gispende og blank-øjet måtte sætte mig på en stol, da jeg omsider var kommet fra hegnet og helt ind i børnehaven. Og jeg måtte bede en stakkels travl pædagog om at indfange mit rasende, ulykkelige barn, give hende tørt tøj på og levere hende til mig. Det tog en halv time, var meget højlydt og er ikke nogen lille tjeneste at bede om. Jeg gispede taktaktak, så højt jeg kunne og håber virkeligt, hun hørte mig.
søndag den 22. maj 2016
Preggo i tal
Antal uger til termin: Tre. Minus én dag. Halleluja.
Antal timer jeg har sovet i nat: Cirka fire.
Antal timer jeg burde have sovet i nat for at rumme mine støjende omgivelser: Cirka 12.
Antal gange jeg har testet fødekarret: Syv.
Antal kilo jeg har taget på: "Det ved jeg VIRKELIGT ikke." For nu at citere dét svar, jeg gav min svigermor, da hun spurgte om det samme.
Antal sun-lollyer (indkøbt til fødslen) jeg har spist siden midnat: Seks.
Antal dage der har lugtet massivt af gylle i hele Beder: Seks. (Hvis der stinker ligeså meget i lejligheden, når jeg skal føde, kører jeg på hospitalet.)
Antal skridt jeg kan tage uden at få en smertefuld plukkeve: 12
Antal sko jeg stadig kan passe og/eller finde ud af at tage af og på: 0 (det er mig, der går rundt i skiftevis birkenstock og gummistøvler...)
Antal syv-årige venner Sønne kan have på besøg uden jeg kommer til at snerre og vrisse og være verdens mindst rummelige mor: 0
Antal fester vi har holdt for at fejre, at jeg er i uge 37, og at Ellinor dermed officielt er bagt færdig, så al noia kan ophøre: Én. Med islagkage.
Antal familiemedlemmer der kunne regne ud, hvorfor jeg havde skrevet 37 på islagkagen: Ét (det var Sønne. Manden fik et meget jaget blik i øjnene og gav sig til at regne efter, om jeg dels var ældre, end han troede, og dels havde fødselsdag på et helt andet tidspunkt...)
Antal timer jeg har sovet i nat: Cirka fire.
Antal timer jeg burde have sovet i nat for at rumme mine støjende omgivelser: Cirka 12.
Antal gange jeg har testet fødekarret: Syv.
Antal kilo jeg har taget på: "Det ved jeg VIRKELIGT ikke." For nu at citere dét svar, jeg gav min svigermor, da hun spurgte om det samme.
Antal sun-lollyer (indkøbt til fødslen) jeg har spist siden midnat: Seks.
Antal dage der har lugtet massivt af gylle i hele Beder: Seks. (Hvis der stinker ligeså meget i lejligheden, når jeg skal føde, kører jeg på hospitalet.)
Antal skridt jeg kan tage uden at få en smertefuld plukkeve: 12
Antal sko jeg stadig kan passe og/eller finde ud af at tage af og på: 0 (det er mig, der går rundt i skiftevis birkenstock og gummistøvler...)
Antal syv-årige venner Sønne kan have på besøg uden jeg kommer til at snerre og vrisse og være verdens mindst rummelige mor: 0
Antal fester vi har holdt for at fejre, at jeg er i uge 37, og at Ellinor dermed officielt er bagt færdig, så al noia kan ophøre: Én. Med islagkage.
Antal familiemedlemmer der kunne regne ud, hvorfor jeg havde skrevet 37 på islagkagen: Ét (det var Sønne. Manden fik et meget jaget blik i øjnene og gav sig til at regne efter, om jeg dels var ældre, end han troede, og dels havde fødselsdag på et helt andet tidspunkt...)
fredag den 20. maj 2016
Faxe Kondi: A mystery (delvist) solved
Kan I huske hende her?
Ligesom Lykke gjorde.
Og. Så. Videre.
Og hvad er det så, sammenhængen mellem Faxe Kondi og fødsler er?! Det har vi spekuleret på i årevis. Nu tror jeg nok, at jeg delvis har opklaret det.
Tillad mig en omvej: For tre dage siden fik jeg en voldsom sodavand-craving. Jeg kunne have drukket hvad som helst, men det eneste, vi havde i køleskabet, var nogle tonic-rester. Så det drak jeg cirka en halv liter af. Resten af dagen havde jeg de pt. voldsomste plukkeveer (vi snakker lyd på, fosterstilling, let panik...). Manden kom hjem og proppede mig i fødekarret for at lindre og var i øvrigt pænt overbevist om, at jeg godt kunne finde på at føde i løbet af natten. Veerne blev ved og ved den halve nat, før de endelig gik i sig selv, og jeg kunne ånde lettet op over ikke at skulle føde i uge 36 alligevel.
Næste dag havde jeg igen lyst til sodavand, og vi havde - stadig - kun tonic i køleskabet. Men bedst som jeg rakte ud efter dén, var der en lille stemme i baghovedet der hviskede noget om, at tonic vist nok ikke er det bedste, når man er preggo.
Så jeg drak et glas vand og gav mig til at google: Ganske rigtigt, det går ikke at drikke tonic, når man er gravid, for det er fyldt med kinin. Og kinin er ve-stimulerende og blev brugt som illegalt abort-drug i de væmmelige, gamle dage... Og et sted i google-resultaterne dukkede Faxe Kondi op.
Der er nemlig også kinin i Faxe Kondi.
Jeg siger det lige igen: Der er ve-stimulerende ting i Faxe Kondi!
Ikke store mængder, ikke så store som i fx tonic, nuvel, men der er kinin i. Det er altså fuldstændig top-plausibelt, at Faxe Kondi har skubbet en mængde terminsdamer udover fødekanten.
Jeg mangler stadig svar på, hvordan terminskroppen af sig selv kan crave noget kinin-holdigt, når man ellers ikke dyrker den slags. Irriterende. Men det skal jeg nok få opklaret også. Pt. er jeg mest bare taknemmelig for, at en halv liter tonic ikke var nok til at puffe mig helt igang med en fødsel der den anden dag.
Det er Marys, min evige sambo i hjertet. Hun fødte sit første barn ved hjælp af (eller i hvert fald under påvirkning af) Faxe Kondi. Det har jeg skrevet om her.
Ligesom jeg fødte Liv under pludselig indtagelse af Faxe Kondi.
Ligesom Lykke gjorde.
Og. Så. Videre.
Og hvad er det så, sammenhængen mellem Faxe Kondi og fødsler er?! Det har vi spekuleret på i årevis. Nu tror jeg nok, at jeg delvis har opklaret det.
Tillad mig en omvej: For tre dage siden fik jeg en voldsom sodavand-craving. Jeg kunne have drukket hvad som helst, men det eneste, vi havde i køleskabet, var nogle tonic-rester. Så det drak jeg cirka en halv liter af. Resten af dagen havde jeg de pt. voldsomste plukkeveer (vi snakker lyd på, fosterstilling, let panik...). Manden kom hjem og proppede mig i fødekarret for at lindre og var i øvrigt pænt overbevist om, at jeg godt kunne finde på at føde i løbet af natten. Veerne blev ved og ved den halve nat, før de endelig gik i sig selv, og jeg kunne ånde lettet op over ikke at skulle føde i uge 36 alligevel.
Næste dag havde jeg igen lyst til sodavand, og vi havde - stadig - kun tonic i køleskabet. Men bedst som jeg rakte ud efter dén, var der en lille stemme i baghovedet der hviskede noget om, at tonic vist nok ikke er det bedste, når man er preggo.
Så jeg drak et glas vand og gav mig til at google: Ganske rigtigt, det går ikke at drikke tonic, når man er gravid, for det er fyldt med kinin. Og kinin er ve-stimulerende og blev brugt som illegalt abort-drug i de væmmelige, gamle dage... Og et sted i google-resultaterne dukkede Faxe Kondi op.
Der er nemlig også kinin i Faxe Kondi.
Jeg siger det lige igen: Der er ve-stimulerende ting i Faxe Kondi!
Ikke store mængder, ikke så store som i fx tonic, nuvel, men der er kinin i. Det er altså fuldstændig top-plausibelt, at Faxe Kondi har skubbet en mængde terminsdamer udover fødekanten.
Jeg mangler stadig svar på, hvordan terminskroppen af sig selv kan crave noget kinin-holdigt, når man ellers ikke dyrker den slags. Irriterende. Men det skal jeg nok få opklaret også. Pt. er jeg mest bare taknemmelig for, at en halv liter tonic ikke var nok til at puffe mig helt igang med en fødsel der den anden dag.
onsdag den 18. maj 2016
Rod
"Der er noget, du skal vide," sagde Sønne til kammeraten på vej ind ad døren.
Hans stemme var lav og alvorlig, og jeg kunne høre, at han sparkede sig vej gennem poser og enlige sko og græstotter og vintertøj i entréen.
"Min far og min mor og min søster roder. De roder rigtigt meget."
"Ja," svarede kammeraten.
"Det kan jeg godt se."
"Kom, vi går ind på mit værelse i stedet for," sagde Sønne.
Ingen af dem så mig ligge og klukke under tæppet på sofaen. Ingen af dem vidste, at jeg havde ryddet op hele dagen, netop fordi kammeraten (og senere kammeratens fremmede forældre) skulle komme. Der var sindssygt rodet, ja, men det kunne have været sindssygt meget værre.
Hans stemme var lav og alvorlig, og jeg kunne høre, at han sparkede sig vej gennem poser og enlige sko og græstotter og vintertøj i entréen.
"Min far og min mor og min søster roder. De roder rigtigt meget."
"Ja," svarede kammeraten.
"Det kan jeg godt se."
"Kom, vi går ind på mit værelse i stedet for," sagde Sønne.
Ingen af dem så mig ligge og klukke under tæppet på sofaen. Ingen af dem vidste, at jeg havde ryddet op hele dagen, netop fordi kammeraten (og senere kammeratens fremmede forældre) skulle komme. Der var sindssygt rodet, ja, men det kunne have været sindssygt meget værre.
tirsdag den 17. maj 2016
Brusebad, schæferhund, accept. Kom an.
Der er nogle håndværkere, der næsten er færdige.
Der er en varm, tung krop, der atter kan blive bruset på badeværelset.
Der er noget søvn.
Der er noget fødekar i hjørnet af stuen og noget babytøj foldet nogenlunde pænt i et skab.
Der er noget tid til ind i mellem at se lidt Netflix.
Der er noget tid til ind i mellem at øve mig på at gispe som en schæferhund i sommervarmen, så jeg bliver ligeså dygtig til at føde smertefrit-agtigt i denne omgang, som jeg var med BetteLiv.
Og, allervigtigst, er der noget ret solid accept af, at jeg aldrig kommer til at få sådan en magasin-barsel, hvor man skiftevis sover, baby-shopper og drikker latte (i stedet for at småarbejde, stor-opryde og hente børn non-stop). Det er fair nok.
Der er en varm, tung krop, der atter kan blive bruset på badeværelset.
Der er noget søvn.
Der er noget fødekar i hjørnet af stuen og noget babytøj foldet nogenlunde pænt i et skab.
Der er noget tid til ind i mellem at se lidt Netflix.
Der er noget tid til ind i mellem at øve mig på at gispe som en schæferhund i sommervarmen, så jeg bliver ligeså dygtig til at føde smertefrit-agtigt i denne omgang, som jeg var med BetteLiv.
Og, allervigtigst, er der noget ret solid accept af, at jeg aldrig kommer til at få sådan en magasin-barsel, hvor man skiftevis sover, baby-shopper og drikker latte (i stedet for at småarbejde, stor-opryde og hente børn non-stop). Det er fair nok.
 |
| Med Bette havde jeg én uge af noget, der ligner min hede drøm om før-fødsels-barsel (sækkestol, TV-serier, sukker). Ikke meget, men nok til at producere et helt utroligt, ualmindeligt dejligt barn... |
Abonner på:
Opslag (Atom)