torsdag den 2. juni 2016

Angstdæmpere. En liste.

At spise hotdogs ved Malling Pølsevogn med Sønne efter skole. Vi siger ikke så meget. Vi gumler bare. Og nyder et sjældent øjeblik - bare os to, uden Liv, der har en legeaftale - og pølsemanden giver ham en slikkepind.

At snakke med hjemmefødselsjordemødre. Som lytter til hvad man siger, og tager det alvorligt. "Jeg kan godt skønne størrelsen, men hvor stor oplever du selv, hun er?" "Vi skal nok lade jer selv styre fødslen og lade være med at være in your face." Den slags. Utroligt og sjældent og dejligt. Ikke ét ord om, at jeg drikker for lidt mælk og skal brandsikre mit hjem bedre og alt det andet fis, jordemødre gennem årene har spildt min og deres egen tid med.

At blive mødt af medlidende blikke i heden - fra alle kvinder, der nogensinde selv har været gravide. Medlidenhed rocks.

At holde sig 100 procent fra (skrevne) fødselsberetninger. Der er for meget smerte i førstegangsbeskrivelserne og for lidt, alt for lidt, i de urtede amerikanske jeg har googlet mig frem til på det seneste. Jeg kan ikke holde ud at læse om andres uudholdelige smerter og komplikationer. Og jeg får max præstationsangst af at læse om, hvordan de urtede amerikanere bare lissom undgår al smerte ved at kalde veer for bølger (omgivet af stearinlys, børn og gamle koner) og synger og danser sig gennem deres fødsler. Den her YouTube-film er den eneste beretning, jeg kan holde ud:



At snakke om fødsler med andre. Det gik op for mig, at jeg forventede, at Manden skulle være med på at tale fødsel HELE tiden. Og at jeg var sur, fordi det ligesom ikke rigtigt skete... Da jeg var gravid med Livse, redigerede vi en en vis fødefilm selv, og det gav naturlig anledning til herlig nonstop-fødsels-snak (I kan se den her - hvis I læser med fra en computer). Meget dejligt og terapeutisk, både alle samtalerne og redigeringen. Og meget urealistisk i denne omgang. Så nu snakker jeg om fødsler med andre flergangs-damer, og dét er dejligt. Vi har alle sammen hørt hinandens historier 1000 gange, men det er lige meget. Det hjælper.

At sidde i vores tilgroede have og spise oste-mayo-chorizo-madder og kigge på sommerfugle, mens Inger Christensen læser op af Sommerfugledalen på iPad'en. It's ok.

6 kommentarer:

  1. Afslapning i tilgroet have, det lyder godt nok fantastisk!... Ud over at jeg er ustyrligt glad for at jeg ikke skal føde flere børn, så er jeg misundelig på dig lige på det plan. Hvem der lå i en hængekøje lige nu! Zzzzz.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Du kommer bare... og du må gerne få hængekøjen, thi those days hvor jeg kunne ligge på ryggen mere end ti sekunder er long-long gone.

      Slet
  2. Det bliver præcis som i filmen. Det bliver super.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nemlig. Smerte og mestring i skøn-skøn forening.

      Slet
  3. Har hørt at nummer tre er ligesom at smutte en mandel. Det kommer til at gå så fint, det beslutter vi lige nu. Jeg har så stor medlidenhed med dig lige nu, varmen må være ulidelig. Jeg tuede sidste år i hedebølgen da jeg var gravid. Kolde is og fodbade skal du have. Samt en personlig tjener der opvarter dig det må du have.

    SvarSlet
    Svar
    1. God beslutning! Også selvom jeg har hørt, at det først er nummer seks, der for alvor smutter... (Jeg gør det i øvrigt meget i både is og fodbade, men jeg mangler seriøst tjeneren. Og er pænt bitter over det.)

      Slet