Beder og noia

Jeg ville gerne fortælle alt muligt. Om dejligt bofællesskab og smuk markudsigt og om, hvornår I skal begynde at komme på besøg. Men. Pust og prust. Jeg har alt for travlt med at sidde og hyperventilere over, at vi skal flytte til Beder. BEDER! Det er jo på næsten landet, mand. Min indre fordomskøbenhavner råber "BONDERØVE" og "bussen kører EN GANG I TIMEN, hvad høvlede har du gang i!?" udover det hele, og hun er ret svær at få til at holde kæft.

Det kan godt være, at min positive, peptalkende og pæne søster hævder, at Beder er Århus' svar på Tårnby. På grund af afstanden til centrum og fraværet af cafeer. Me-hen. Prøv lige at se her - der er ikke ret meget Tårnby over den landevej:

OK. Jeg prøver at styre min noia. Og vender tilbage senere.

Solving tough problems

Selvom jeg har været helt utroligt god til aldrig at brokke mig og i stedet tage det som en mand og med et smil og være herretaknemmelig for tag over hovedet og carpe diem og dingdong, så er der måske alligevel nogle, der har haft en fornemmelse af en vis... mæthed af livet i den utætte lejlighed på fjerde sal. I lang, lang tid har vi håbet for force majeure (lottomillioner eller andre store, kosmiske lykketræf), der kunne bringe os tilbage i vores gamle hood. Men det udebliver ligesom, dét force majeure, og det blive simpelthen ikke ved med at gå med trækken og trapperne - på en fremlejekontrakt, der i øvrigt udløber inden alt for længe. Hvad gør man så, når man samtidig er en forvendt og forkælet (og forkølet) kræsenpind, der:

• absolut ikke har lyst til et liv med en økonomi, der kræver 50 arbejdstimer placeret i børnenes vågne timer
• helt bestemt vil ned i jordhøjde og have noget grønt, Sønne og BetteLiv kan løbe rundt i slowmotion på med forårsvind i håret
• gerne vil have nogle søde naboer
• ikke vil alt for langt fra bedsteforældre og venner (som bor i Sygt Dyre København og Sygt Dyre Århus)
• er sikker på en langsom død eller mindst en depression ved længere ophold i nybygget rækkehus 30 kilometer uden for Århus (det er ellers dét, vores økonomi rækker til, hvis man presser den...)

Well. I lang tid sidder man bare og stirrer stift ud i luften. Indtil der kommer en annonce for et bofællesskab i Beder - cirka 12 kilometer fra, hvor vi befinder os nu. Et bofællesskab med utroligt søde mennesker, der spiser sammen om aftenen de fleste ugedage, og som er gode til at brygge kaffe. Og som er glade for at bage kage til de mange unger, der løber rundt på en hel tønde land i slowmotion med vind i håret, hånd i hånd.  Åhja, og som har en nogenlunde betalelig andel ledig i en lejlighed i jordhøjde - med værelser nok til både Manden&jeg og Barn et og Barn to OG gæster - og udsigt til en mark. Og efter en lettere Robinson-agtigt proces har bofællesskabet oven i købet besluttet, at de godt gider bo sammen med os.

Nu krydser vi bare fingre for, at banken er med på ideen...

I Eriks hjem var ingen trapper. Det er helt sikkert.

På en skala fra et til ti, hvor langt tror I så jeg er fra Erik Sigsgaards opdragelsesidealer, når Sønne ser sådan her ud fra morgenstunden?

Og hvor sindssygt meget tror I, jeg glæder mig til et fremtidigt, trappeløst hjem?

Måske skulle jeg bare lade andre vælge for mig

I sommer sad jeg på en sandkasse-kant med en med-mor fra vuggeren og snakkede. Og snakkede og snakkede og snakkede, mens vores sønner rodede rundt i sandet og Bette-BetteLiv sov i en barnevogn.

Med-moren havde næsten været på dagpenge i max-perioden på to år og havde netop taget et kedeligt butiksjob med arbejdstider, der var meget lidt børnefamilie-kompatible, for at undgå kontakthjælp.
"Det var det eller Netto," som hun sagde - meget apropos disse dages crazy akademikere-i-netto-diskussion. Og hun var cool på en meget jydsk måde:
"Jeg vil virkeligt ikke brokke mig. Jeg har selv bragt mig i en situation, hvor jeg blev nødt til at tage hvad som helst. Jeg kunne jo have søgt noget bredere noget før. Det er træls. Men det er jo, som det er."
Jeg fortalte om vores boligsituation. Om bækkenløsning og fjerdesals-leden og udsigten til at skulle flytte lige-om-lige-om-lidt, når fremlejekontrakten udløb - og om ikke at have råd til noget ordentlig at bo i. Men også om, at jeg - som hun - godt vidste, at jeg mere eller mindre selv var skyld i miseren. Jeg valgte selv at bo på fjerde (fremfor alternativer, der på valg-tidspunktet forekom endnu værre). Jeg valgte selv at gamble vores boligsituation ved at skrive under på endnu en fremlejekontrakt (fremfor alternativer, der på valg-tidspunktet forekom endnu værre). Og så videre.

Sønnerne legede, og babyen sov. Mødrene kiggede ud i luften og lidt på hinanden. Og kom frem til moralen: Det er hårdt at være voksen. Men sårn er dét.

I øvrigt fik både med-mor og jeg forlænget fristerne siden hen: En ny regering besluttede at udskyde dagpenge-deadlinen et halvt år, og vores udlejere underskrev en ny fremlejekontrakt.

Alligevel tænker jeg tit, at det saftsusemig er hårdt at være voksen. Små valg har store konsekvenser. Ønskelister er noget, man kan folde til papirflyvere og sende tilbage til barndommen, hvor de vigtigste ønsker som regel blev opfyldt - endda uden at det havde gennemgribende konsekvenser for resten af familiens ve og vel og hverdag.

Prust. Nu tror jeg, jeg skal have et lille glas øl (det må man godt, når man er voksen - også selvom man ammer). Og så skal jeg lige mærke efter, om vores potentielle, nye hjem er det helt rigtige at vælge... mere om det i morgen.

Kindergarten #4. Eller: Håb og rundsav.

Jeg har været lettere børnehavedesperat. Eller - ikke lettere. Tungere. Som i at jeg pønsede på at lave en revolution eller blive hjemmegående for real. Godt jeg ikke havde energi til den slags, tænker jeg nu. For nu her godt halvanden måned inde i Sønnes børnehaveliv går det nærmest godt.

Pædagogerne siger stadig sygt mærkelige ting. Som "de andre voksne spørger tit, om han er syg, fordi han altid er så slatten, når han skal have flyverdragten af." Eller "ligger han altid så meget ned? Han ligger VIRKELIGT meget. Jeg har aldrig set et barn ligge så meget på jorden. Det er godt, at han helst vil være indenfor, igås'da, nu hvor jorden er så kold." Og videre i den bekymrende dur.

Men: Væk er bettutetheden og de tæt-på-oversvømmede øjne, når vi afleverer. Nogle dage er han nærmest glad. I bussen på vej hjem sludrer han med sin gamle vuggestue-buddy, Tårnhøje Rosa. Og pædagogen Ole, som har nøglen til værkstedet med RUNDSAVEN, er hans nye bedste ven. Og han lugter tit af bål (så må han vel være udenfor nogle gange?), og tit har han madrester på trøjen (så må han vel også få noget at spise?!).

Det skal nok gå. Det skal det nok.

Internationalt understimuleret

På vej gennem byen med tvillingevogn og tasker og hverdag udover det hele blev jeg standset af et ungt latinopar, viklet ind i et kort og i kæmpestore halstørklæder. De spurgte om vej på latinoengelsk. Jeg svarede, kort og præcist, og undlod meget, meget dygtigt at sige alt det, der var inde i hovedet:

"Neii hvor ER jeg glad for at se jer! Er I KLAR over, hvor få udlændinge, der er i det her kvarter? Det er det hvideste, danskeste, kedeligste sted i byen. Jeg savner bare SÅ meget at snakke spansk, iggå - altså ikke at jeg et sådan en blondine, det rejste rundt i Mellemamerika som ung og boede lidt i Barcelona og sårn og nu derfor tror, jeg ved AALT om alle latinolande. Det er noget HELT andet med mig. Eller... Ok. Jeg kan osse godt sige tre sætninger på fransk, hvis det skal være! Nevermind. Jeg er simpelthen SÅ glad for at se jer. Vil I være mine nye amigos?!"

Sørgeligt, mand.

I virkeligheden hader jeg børn

Stressede barsels-arbejds-mutti (mig) er flygtet til Street Coffee for at komme væk fra hjemmets snottede, søvnløse børn og kunne arbejde i fred. Altid et hit, som fast-agtige læsere vil vide. Et børnefrit refugium med pladespiller, en dæmpet voksenmumlen og en mild duft af kaffe. Salighed. Arbejdseffektivitet. Stearinlys og stille hverdagslykke.

Indtil i dag.

Hvor to næsten-kronragede drenge i seks-års-alderen bøvser om kap og råber UNDERBUKSER og den slags. Og slår hinanden og løber med imponerende fart rundt på cafeens cirka to kvadratmeter. Ikke at man kan fortænke dem i dét. Saftsusemig en kedelig måde at tilbringe sin vinterferie på - på Street Coffee, mens ens mor voksensnakker med et par veninder (og ind i mellem råber "her er faktisk også andre mennesker" og "skru ned" og "slap SÅ af!"). Æh, ja.

Jeg forstår godt behovet for at gå på cafe og voksensnakke. Stakkels dame. Men endnu mere: Stakkels, stakkels unger. (Åhja: Og stakkels mig...)

To for éns pris

Dette, mine damer og herrer, er billedet af et lille mirakel. Det er nemlig BetteLiv og jævnaldrende BetteFolke, der sover trygt og godt i hver deres ende af tvillingevidunderet. Hvad betyder det? Det betyder, at BetteLivs og Folkes mødre kan skiftes til at holde babyfri. Mandag trillede Folkes mor, så jeg kunne arbejde i to en halv vidunderligt uafbrudte timer. To en halv time! I dag trillede jeg, så Folkes mor kunne... lave alt det, man nu kan få cirka to en halv time til at gå med, og som ikke lige involverer bleer eller mos.

Er det at tage munden lidt for fuld at kalde det et lille mirakel og en logistisk mødregruppe-genistreg? Nix. Absolut ikke. Alle småbørnsforældre (uden altan og/eller med tril-mig-eller-jeg-skriger-børn) burde eje et tvilligekøretøj. Eller trillingekøretøj. Eller sådan en dagplejemor-vogn, som man kan skovle alle ungerne op i, mens alle damer (på nær trilleren) drikker en afslappet formiddagskaffe. Med Baileys. Åhja.

Tre spørgsmål til Erik Sigsgaard

1) Hvad skal man gøre, når bette-barnet skal sove, og store-barnet (som en direkte følge heraf) beslutter sig for at skrige bette-barnet ind i hovedet? "Jeg kan godt forstå, du har lyst til at skrige" hjælper ikke ret meget. Og at begynde at råwe selv, gør kun alt værre. At sætte sig ned og tude på gulvet har jeg også prøvet. Uden gavnligt resultat.

2) Hvad skal man gøre, når en vis dreng ikke vil i børnehave og derfor ikke vil have tøjet på? Og man har forsøgt med rummelighed og ae-ae og historier i så lange tider, at nu SKAL han saftsusemig ud af den dør. Og han begynder at bide. Og der ikke på nogen måde er tid til at være Erik Sigsgaard-agtig og kanalisere hans frustration og bide-trang et andet sted hen, fordi børnehavebussen kører lige om lidt. ("Så lille ven, jeg kan godt se, du er frustreret og har brug for at bide. Du må gå ind og bide i sofaen. I lige præcis... 20 sekunder.")

3) I det hele taget: Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at være rummelighedsmutti, når man sidder i en hverdag i fjerdesals højde? På Mallorca med bedsteforældrehænder inden for rækkevidde og en daglig middagslur, jæsjæs. Men til hverdag? Kan du sige mig det, Erik?!

Dagens bedste opdragelsesråd. Eller: Hvordan man undgår at få tæsk med en tommestok

Jeg har læst en bog. Det er i sig selv ret stort. Og så var den oven i købet god - Erik Sigsgaards Skæld mindre ud, som jeg vist nok er den allersidste i hele verden, der læser.

Æh, den er noget mindre pixeleret i virkeligheden. Og den er et herligt modargument mod al den skammekrogs-timeout-sæt-flere-grænser-snak, der hærger rundt omkring, inklusive blandt flere af mine fornuftige venner. Herhjemme er vi ikke så meget til skammekroge og timeouts, og good old Erik forklarer os, hvorfor vi skal lade det blive ved det. Og så er han kommet med Dagens Bedste Opdragelsesråd: Når barnet (lad os fx kalde det Sønne) begynder at slå (fx med en tommestok), nytter det ikke noget med "NEJ, det er IKKE OK. Det gør ONDT. Du må IKKE slå!" Ellers den stil, jeg desperat har kørt hidtil. Hader at blive slået med tommestokke. Hader, når barnet (lad os fx kalde det Sønne) bliver ved, selv når jeg har sagt nej.

Så hvad foreslår Erik, at vi gør i stedet for? Jo, i stedet for at fordømme barnets (fx Sønnes) frustration og afmagtsfølelser og slå-trang, skal man overskudsagtigt forsøge at kanalisere den et andet sted hen. Så nu siger vi noget i retning af: "Hov! Hvis du har brug for at slå, må du slå et andet sted end på mig. Prøv sofaen!"

Og det virker. Jeg elsker gode råd, der virker! Og som får en underskudsmor til at føle sig som en overskudsmor i et kort øjeblik. Også selvom det eventuelt bare er drengens chok-effekt over den nye taktik, og effekten følgelig kun holder en månedstid... Og vores sofa er sårn en slags, der godt kan tåle nogle tæsk.


PS Bemærk i øvrigt, hvordan jeg meget smukt har undgået at brokke mig over mit helbred, vejret, forsvundne hårbørster, nattevågne børn og smadrede vinduer. Jeg vil gerne have anerkendelse for indsatsen - og gerne i form af lakridser, fodmassage og babysitning. Tak.