Det er mørkt. Det har været mørkt i lang tid. Man fornemmer en lidt trykket stemning.
Sønne: Jeg vil have ærmet op. Hjælp mig!
Moren: Godnat, Sønne.
Sønne: Jeg vil have ærmet op. Min arm skal have frisk luft!
Moren: Godnat.
Sønne: Jeg vil have ærmet op! MOR!
Moren: GODNAT!
Sønne: DU HØRER IKKE EFTER, HVAD JEG SIGER! MAN SKAL HØRE EFTER HVAD DE ANDRE SIGER!
Moren: Jeg. VIL. Ikke. Høre. Mere. Nu! Vi snakker om det i morgen.
Sønne: ... men jeg har glemt det i morgen?!
Moren: GODNAT
Der er et øjebliks stilhed, og man fornemmer et vist håb brede sig. Sover han? Sover han mon endelig?! Så lyder et gab. Og en lille stemme.
Sønne: Moah...
Moren (med sammenbidte tænder): Mmmmmm!?!?
Sønne: ... hvad var det, jeg lige sage?
Moren: Prust. GODNAT.
Sønne: Men hvad var det, jeg sagde?! Mor, kan du huske det? Jeg har GLEMT det, mor! MOR!
Moren: (...)
Sønne: ... men jeg har glemt det. Hvad sagde jeg? Hvad?
...
Oh sweet glemsel. Nu sover han, drengen, men nedrullede ærmer, oven på sin dyne.
Han ser sød ud.
mandag den 29. oktober 2012
søndag den 28. oktober 2012
Beder. Månen. Århus. Og så videre.
Vi har slået fast, at 30-års-nærværs-lykken findes i Beder, ja? Og at her er smukt og børnevenligt og økologisk. At jeg bliver den rene Chris McDonald af al det cykling, og at det - langt det meste af tiden - er helt ok at stavre rundt i haven iført træsko uden hælkappe.
Godt nok.
Men hvad så med alle de tidspunkter, hvor det ikke er OK? Og hvor børnevenlighed og havelykke og god cykelform er ligegyldigt, fordi man hellere vil drikke nogle øller inde i byen. Fx. Eller mødes med nogle venner spontant-agtigt på StreetCoffee.
Ja, på de tidspunkter stinker Beder. Virkelig-virkelig.
Som da vi havde børnefri aften i fredags og endte med ikke at drikke ret meget, fordi det trods alt er nemmere at køre hjem i Lupo end at stå i en kold buskø sammen med nogle stive teenagere, og var vi alligevel ikke lidt trætte måske? Og hvor jeg sad, ædru og ganske rigtigt træt, i Lupoen på vej hjem og kiggede på den mørke, mørke landevej og følte mig helt og aldeles landzonefortabt og hjemveramt og på tur på bagsiden af Månen. Hvor alt er fremmed, og hvor der ikke er radiokontakt med Houston. Eller noget.
Pointen er vistnok, at alt har en pris, inklusive eksklusiv børnefamilielykke i God Bedre Beder.
Måske er pointen også, at jeg burde komme mere ud. Og få nogle flere Århus-venner, hvis sofaer jeg kunne overnatte på. Og at man nogle gange skal drikke by-øller, selvom det er koldt, og man er træt.
fredag den 26. oktober 2012
When in Beder
Jeg havde boet i Beder i under en uge, da jeg tog mig selv i at traske ned til SuperBrugsen med strømper i sandalerne.
Kort efter fik jeg et par træsko (hvide, hæl-løse, sosu-look), som jeg hurtigt kom til at befinde mig ufatteligt godt i.
Et par måneder gik, og så kom Nespresso ind i mit liv. Og kort efter en bil.
Og i denne uge skete det så: Jeg fik en vindjakke. En rød én. Med lommer over det hele. Jeg er det røde lyn på cykelstien, siger jeg jer.
Og godt nok stammer den fra bofællesskabets klunsereol, men det giver alligevel flere provinspoint, end jeg nogensinde før har haft.
Snart står den vel på zumba og/eller leggins.
Det er alt sammen mere OK, end jeg troede.
(Minus zumba)
Og jeg fortæller hele tiden mig selv, at provinsificeringsprocessen er reversibel. Så jeg forstås ikke render rundt i træsko og joggingtøj, når vi en dag flytter til Berlin/New York/Barcelona/Madrid/Rom. Hvilket vi selvfølgelig gør. En dag.
Kort efter fik jeg et par træsko (hvide, hæl-løse, sosu-look), som jeg hurtigt kom til at befinde mig ufatteligt godt i.
Et par måneder gik, og så kom Nespresso ind i mit liv. Og kort efter en bil.
Og i denne uge skete det så: Jeg fik en vindjakke. En rød én. Med lommer over det hele. Jeg er det røde lyn på cykelstien, siger jeg jer.
Og godt nok stammer den fra bofællesskabets klunsereol, men det giver alligevel flere provinspoint, end jeg nogensinde før har haft.
Snart står den vel på zumba og/eller leggins.
Det er alt sammen mere OK, end jeg troede.
(Minus zumba)
Og jeg fortæller hele tiden mig selv, at provinsificeringsprocessen er reversibel. Så jeg forstås ikke render rundt i træsko og joggingtøj, når vi en dag flytter til Berlin/New York/Barcelona/Madrid/Rom. Hvilket vi selvfølgelig gør. En dag.
onsdag den 24. oktober 2012
Et lille kunstværk med titlen 'klog dreng spiser rugbrød med rugbrød og rækker tunge af verden'
HVIS jeg nu skal være positiv. Og holde op med at komme i tanker om ting, jeg har mistet ved mit åndssvage iPhone-tidsrejse-stunt. Som fx adskillige Rasmus Klump-film og en mindfulness-app.
Ja, så er faktisk meget fint at sidde og bladre gennem samtlige 414 fotos af BetteSønne. Dét her fx:
.JPG)
Ja, så er faktisk meget fint at sidde og bladre gennem samtlige 414 fotos af BetteSønne. Dét her fx:
.JPG)
tirsdag den 23. oktober 2012
Digitalt egnet. Not so much.
Jeg er et journalistmenneske, der får penge for at vide noget om digitale medier og håndholdte devices. Som i tablets og smartphones og den slags.
Ergo skulle man tro, at jeg kunne styre min iPhone.
Det gik også meget godt. I månedsvis. Indtil jeg i dag lagde hjernen udenfor kontordøren, tilsluttede telefonen til computeren - og, da iTunes tilbød mig dén mulighed, trykkede GENDAN.
Jeg vidste den var gal omtrent et nanosekund efter, jeg havde trykket. Og fik straks helt angstrøde kinder og knastør tunge... og blev, vupti, sendt knap to år tilbage i tiden. Til den 18. januar 2011 for at være helt præcis. Den dag jeg sidst fik (min eks-)iPhone og iTunes til at bonde og kramme og gemme hinandens oplysninger.
Pludselig var jeg mange telefonnumre, mange notater, mange apps, mange SMSer og rigtigt meget kalender fattigere.
Pludselig var Sønne to år på billederne.
Pludselig var store dele af mit liv forsvundet.
On the bright side har jeg bizart nok formået løbende at backe mine fotos op, så der er stort set intet gået tabt dér. Og, endnu mere bright, viser det sig, at man faktisk godt kan dunke sig selv hårdt i hovedet med en iPhone, uden at hverken telefon eller hoved går alt for meget i stykker.
Nu overvejer jeg at anskaffe mig en notesbog. Eller sådan en papirkalender, som vi brugte i gamle dage for et par år siden. Og: På forhånd undskyld for alle de aftaler, jeg ikke dukker op til den kommende tid og for alle de SMSer, jeg ikke svarer på. I skal ikke tage det personligt. Jeg er bare meget mindre digitalt egnet, end jeg normalt går og blærer mig med.
Ergo skulle man tro, at jeg kunne styre min iPhone.
Det gik også meget godt. I månedsvis. Indtil jeg i dag lagde hjernen udenfor kontordøren, tilsluttede telefonen til computeren - og, da iTunes tilbød mig dén mulighed, trykkede GENDAN.
Jeg vidste den var gal omtrent et nanosekund efter, jeg havde trykket. Og fik straks helt angstrøde kinder og knastør tunge... og blev, vupti, sendt knap to år tilbage i tiden. Til den 18. januar 2011 for at være helt præcis. Den dag jeg sidst fik (min eks-)iPhone og iTunes til at bonde og kramme og gemme hinandens oplysninger.
Pludselig var jeg mange telefonnumre, mange notater, mange apps, mange SMSer og rigtigt meget kalender fattigere.
Pludselig var Sønne to år på billederne.
Pludselig var store dele af mit liv forsvundet.
On the bright side har jeg bizart nok formået løbende at backe mine fotos op, så der er stort set intet gået tabt dér. Og, endnu mere bright, viser det sig, at man faktisk godt kan dunke sig selv hårdt i hovedet med en iPhone, uden at hverken telefon eller hoved går alt for meget i stykker.
Nu overvejer jeg at anskaffe mig en notesbog. Eller sådan en papirkalender, som vi brugte i gamle dage for et par år siden. Og: På forhånd undskyld for alle de aftaler, jeg ikke dukker op til den kommende tid og for alle de SMSer, jeg ikke svarer på. I skal ikke tage det personligt. Jeg er bare meget mindre digitalt egnet, end jeg normalt går og blærer mig med.
fredag den 19. oktober 2012
Drager af mælkekartoner. Lykke af uvisse ingredienser.
Jeg har nemt ved at skrive om søvnunderskud og trodsalder og hold-i-ryg-stress og sygdom og overspringshandlinger og frustrationer og bil-angst og pis og papir.
Til gengæld har jeg utroligt svært ved at skrive om det modsatte uden at gå i floskel-chok og ende med at slå mig selv i hovedet med den store mentale habitus-hammer. Det er altså svært-svært at skrive om alle de lommer af blød lykke, der fylder mellemrummene mellem søvnløse nætter og eksistentielle småkriser.
Og hvordan skal jeg så beskrive min fornemmelse af, at det bløde og det hårde er ved at bytte plads? At hverdags-lykke-tilfredsheds-glæde-det-er-ok-alt-sammen-heden er hovedingrediens, og pisset og papiret må nøjes med den plads, der nu engang er tilbage?
Det er efterårszen. Eller lykken ved at bo i bofællesskab. Eller måske er jeg bare så lige tilpas medium-udsovet, at jeg i flere minutter ad gangen kan se, hvor helt utrolig smuk og rar min bette familie er. Måske er det stilhed før stormen. Eller også er jeg omsider landet i de der 30'ere, hvor man er i stand til at sætte ægte pris på små lyksageligheder som Livses babytegn og Sønnes ansigtsudtryk, når vi snakker om hans fødselsdag.
Måske vi ikke behøver bruge ret meget mere tid på at filosofere over det? Og nej, I finder ingen henvisninger til buddhist-munke her, thi Sønne - der for nylig har fremtryllet en mælkekarton-drage i børnehaven - er den klogeste af os alle: "Den ER så flot den drage. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor den er SÅ flot. Sådan er det bare!"
Min liv er så fint for tiden. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor det er så fint. Sådan er det bare!
Og her er dragen:
.JPG)
Til gengæld har jeg utroligt svært ved at skrive om det modsatte uden at gå i floskel-chok og ende med at slå mig selv i hovedet med den store mentale habitus-hammer. Det er altså svært-svært at skrive om alle de lommer af blød lykke, der fylder mellemrummene mellem søvnløse nætter og eksistentielle småkriser.
Og hvordan skal jeg så beskrive min fornemmelse af, at det bløde og det hårde er ved at bytte plads? At hverdags-lykke-tilfredsheds-glæde-det-er-ok-alt-sammen-heden er hovedingrediens, og pisset og papiret må nøjes med den plads, der nu engang er tilbage?
Det er efterårszen. Eller lykken ved at bo i bofællesskab. Eller måske er jeg bare så lige tilpas medium-udsovet, at jeg i flere minutter ad gangen kan se, hvor helt utrolig smuk og rar min bette familie er. Måske er det stilhed før stormen. Eller også er jeg omsider landet i de der 30'ere, hvor man er i stand til at sætte ægte pris på små lyksageligheder som Livses babytegn og Sønnes ansigtsudtryk, når vi snakker om hans fødselsdag.
Måske vi ikke behøver bruge ret meget mere tid på at filosofere over det? Og nej, I finder ingen henvisninger til buddhist-munke her, thi Sønne - der for nylig har fremtryllet en mælkekarton-drage i børnehaven - er den klogeste af os alle: "Den ER så flot den drage. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor den er SÅ flot. Sådan er det bare!"
Min liv er så fint for tiden. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor det er så fint. Sådan er det bare!
Og her er dragen:
.JPG)
Alt godt kommer til den...
... der brokker sig højt nok på sin blog. Og det gør jeg. Så klokken otte i morges troppede bonusbedste Æbækka op og tørrede havregrød af tøj og afleverede Sønne og trillede Livse i søvn.
Nu sidder jeg, fjernt fra brummende babyalarmer, og arbejder.
Jo jeg gør.
NU gør jeg. Nu.
Nu sidder jeg, fjernt fra brummende babyalarmer, og arbejder.
Jo jeg gør.
NU gør jeg. Nu.
torsdag den 18. oktober 2012
Se mig. Jeg kan passe børn OG arbejde OG smile på én gang. Løgn.
På sofaen ligger Manden og vånder sig med hold i ryggen og nogle meget blege kinder.
Udenfor i barnevognen ligger Livse og grynter på en jeg-vågner-lige-om-lidt-måde.
Inde i det der cyberspace råber mennesker af mig, at jeg svare på deres mails og skrive deres tekster NU.
Og de mennesker dér, de er ligeglade med gryntende småbørn og rygge med hold i.
Desværre virker min hjerne lissom ikke rigtigt i al den støj. Jeg kan kun rokke lidt frem og tilbage foran computeren, mens jeg prøver at peptalke mig selv:
KOM NU! Man kan nå meget på ti minutter! Hep! Stop blogging&brokking, start working, heppe-hep!
Det virker ikke.
Så prøver jeg en ny strategi:
Det er ok, siger jeg til mig selv.
Du kan bare arbejde i aften. Intet problem.
Men det er løgn, og jeg ved det. Jeg stinker til at arbejde om aftenen. Jeg bliver sur og dum og ineffektiv og føler pludselig, at det er et menneskeretligt krav at se Friends eller pille næse og glo ud i luften.
Nogle gange føler jeg mig uendeligt uegnet til at være selvstændig.
For eksempel i dag.
Og nu må jeg smutte. Jeg skal skypemødes med en farlig, faglig udlænding, mens den stakkels mand må mosle rundt med det nu vågne Livsebarn og et meget stramt udtryk i ansigtet. Måske drømmer han også om jobs, vi kunne sygemelde os fra. Måske.
Udenfor i barnevognen ligger Livse og grynter på en jeg-vågner-lige-om-lidt-måde.
Inde i det der cyberspace råber mennesker af mig, at jeg svare på deres mails og skrive deres tekster NU.
Og de mennesker dér, de er ligeglade med gryntende småbørn og rygge med hold i.
Desværre virker min hjerne lissom ikke rigtigt i al den støj. Jeg kan kun rokke lidt frem og tilbage foran computeren, mens jeg prøver at peptalke mig selv:
KOM NU! Man kan nå meget på ti minutter! Hep! Stop blogging&brokking, start working, heppe-hep!
Det virker ikke.
Så prøver jeg en ny strategi:
Det er ok, siger jeg til mig selv.
Du kan bare arbejde i aften. Intet problem.
Men det er løgn, og jeg ved det. Jeg stinker til at arbejde om aftenen. Jeg bliver sur og dum og ineffektiv og føler pludselig, at det er et menneskeretligt krav at se Friends eller pille næse og glo ud i luften.
Nogle gange føler jeg mig uendeligt uegnet til at være selvstændig.
For eksempel i dag.
Og nu må jeg smutte. Jeg skal skypemødes med en farlig, faglig udlænding, mens den stakkels mand må mosle rundt med det nu vågne Livsebarn og et meget stramt udtryk i ansigtet. Måske drømmer han også om jobs, vi kunne sygemelde os fra. Måske.
tirsdag den 16. oktober 2012
Jeg har lyst til at sige en hel masse om køn...
.JPG)
... men jeg skal nok lade være. Og jeg har i øvrigt lige så mange billeder af barnet med dukker. Hej kulturelle-biologiske-uforståelige-altmulig køn. Farvel stereotyphelvede.
fredag den 12. oktober 2012
Weekendens bedste tilbud
BetteLiv er syg og slap. Hun ligger ved siden af den bunke arbejde, jeg IKKE fik lavet i dag, og småsnorker på en meget karakteristisk hvis-du-begynder-at-arbejde-så-vågner-jeg-STRAKS-måde.
Lørdag og søndag er arbejdsweekend i bofællesskabet, hvor jeg skal imponere de halv-nye samboer med mine praktiske og fællesskabsorienterede skills udi hegn-reperation, vaskemaskine-tilslutning og hane-slagtning. Eller i hvert fald mine evner til at bage kage og luge ukrudt.
Men ingen af delene kan rigtigt lade sig gøre med en rødkindet og feberhed klynketumling over skulderen.
Nu tror I måske, at det er rent og pointeløst brok, det her. Aber nein. Pointen er:
Vi har en hær af hegn, der skal repareres, vaskemaskiner der skal tilsluttes, haner der skal slagtes, ukrudt der skal luges og kager der skal bages. Åhja, og bofæller der skal imponeres.
Jeg kan ikke gøre det. Men I kan!
Kom nu! Det bliver skægt. Folk er søde. Og ovnen er stor og kan rumme mindst fire bradepandekager på én gang, og hvis I kommer og luger, bliver I helt sikkert inviteret med til at spise de der haner... Og I får en krammer af Livse, der trods sin sygdom er et meget nuttet barn.
Jah!
Lørdag og søndag er arbejdsweekend i bofællesskabet, hvor jeg skal imponere de halv-nye samboer med mine praktiske og fællesskabsorienterede skills udi hegn-reperation, vaskemaskine-tilslutning og hane-slagtning. Eller i hvert fald mine evner til at bage kage og luge ukrudt.
Men ingen af delene kan rigtigt lade sig gøre med en rødkindet og feberhed klynketumling over skulderen.
Nu tror I måske, at det er rent og pointeløst brok, det her. Aber nein. Pointen er:
Vi har en hær af hegn, der skal repareres, vaskemaskiner der skal tilsluttes, haner der skal slagtes, ukrudt der skal luges og kager der skal bages. Åhja, og bofæller der skal imponeres.
Jeg kan ikke gøre det. Men I kan!
Kom nu! Det bliver skægt. Folk er søde. Og ovnen er stor og kan rumme mindst fire bradepandekager på én gang, og hvis I kommer og luger, bliver I helt sikkert inviteret med til at spise de der haner... Og I får en krammer af Livse, der trods sin sygdom er et meget nuttet barn.
Jah!
Abonner på:
Opslag (Atom)