tirsdag den 10. januar 2012

Røv og racerbiler. Og hverdagslykke.

OK. Det er nok mest for bedsteforældre(sindede). Men midt i denne far-skal-gøre-alt-du-er-et-DÅRLIGT-menneske-mor-fase udnævnte han mig pludselig til sin bedste ven. Og lagde sig med bar numse i dobbeltsengen og sang bilsange. Og jeg tænkte, at han på en måde godt måtte lade være med at blive større. Nogensinde.


Og han tissede ikke engang i sengen.

mandag den 9. januar 2012

Det er videnskabeligt bevist. Punktum.

Har I i øvrigt lagt mærke til, at Astrid med mere har født VED HJÆLP AF FAXE KONDI? Hva'?

The plot thickens. Siger jeg bare.

fredag den 6. januar 2012

May I introduce: Betuttede Sønne

Børnehavestarten har udløst en ny side af drengens personlighed: Betuttede Sønne.

Betuttede Sønne hverken skriger eller skaber sig eller græder eller klamrer sig desperat til sine forældre. I stedet spørger han "men HVORFOR skal jeg gå i børnehave mor? Hvornår er jeg færdig med det? Når jeg skal gå i skole, mor, så går du ikke vel? Så tager du med! Iggås?"

Betuttede Sønne kigger med store runde øjne på alle de andre børn, der selv tager tøj på og lystigt snakker med hinanden.

Betuttede Sønne kommer med en sidste stilfærdig bøn - stadig uden tårer - før jeg med et kunstigt smil vinker farvel og jolrer forbi bussen, der skal køre alle by-ungerne ud i naturbørnehaven: "Du tager med ud i børnehaven, mor! Du må gerne!"

Kan I mærke jeres hjerter lige så stille briste af ømhed, sorg, tvivl og bekymring? Nå, men det kan jeg.


Heldigvis er han ikke Betuttede Sønne hele tiden. På morgenens billede her er han fx pilot og flyver til Mallorca for at "svømme med fisk og rejer og røjspætter og min bedste ven Malik". Og ind i mellem snakker han lystigt om, hvad han lavede i børnehaven i går. Det må være et godt tegn.

Siger moren til sig selv.

torsdag den 5. januar 2012

Samtaler med viismanden



- Du er min store dreng! Min børnehavedreng!
- Nej mor! Jeg er en frø!

...

- Jeg elsker dig.
- Mm. Jeg har vindruer - se selv.

...

- Hvad har I fået til frokost i børnehaven?
- Fakifaki!
- Har I fået rugbrød?
- Nej. Fakifaki.
- Hm.
- Og popcorn over bål!

mandag den 2. januar 2012

Taknemmelighedsdagbøger - en slags opium for folket

Egentlig var det her bare et svar på den diskussion, der fulgte i kølvandet på indlægget om skriget fra kernefamilien. Men det blev så sindssygt langt, at det er blevet forfremmet til et indlæg in its own right. Værsåartig:

Jeg har tænkt over det. Det dér med skriget fra kernefamilien og evige forældrefrustrationer og skyldfølelse og sårn.

Som Viggos mor så rigtigt siger, så kan der hurtigt gå problemkultur i den. Altså det er nemt at tænke, at alt skal være perfekt, og så komme til at fokusere på alle de områder, hvor livet helt naturligt ikke er det. Ergo er en del af vejen til den Lykkelige, Uskrigende Kernefamilie accept (af omstændighederne – af ringe nattesøvn, bøvl og gylp og travlhed) og fokus på alle de milliarder små men herlige oplevelser, småbørnslivet jo også bringer.

True. Svært at være uenig i. Jeg hader folk, der bare brokker og brokker og brokker uden nogensinde at GØRE noget - og uden at se miraklerne lige for snuden af dem.

Men for hulan altså. Det nytter bare ikke ret meget med positivt fokus, hvis omstændighederne er ad helvede til. Hvis man har to fuldtidsjobs plus pendling, for eksempel, og aldrig ser hinanden. Eller ungerne konstant er syge, fordi alle andre forældre sender halvsyge børn i institution, fordi DE (også) føler sig vildt presset af allerede at have haft barns 27.000 første sygedage… Altså jeg er helt med på at fokusere på gode ting, og jeg har ført taknemmelighedsdagbog i år og dag. Jeg er, selvom det måske ikke altid er til at se, ukuelig optimist inden under de sorte rande. Og det er fint. Det hjælper bare ikke sindssygt meget, hvis man dårligt kan holde på kuglepennen af træthed og stress og sygdom og kuller. Ja, jeg er taknemmelig for at have et sted at bo, for at have to fantastiske og pt. raske børn, for Manden, for at have mad på bordet og for at bo i et velfærdssamfund. Og sårn. Men jeg er saftsusemig utaknemmelig for at bo på fjerde sal og for, at det trækker ind gennem alle revner og vinduer og sprækker, så børnene bliver forkølede helt uden hjælp af institutionen. Og for at det er dyrt og nærmest umuligt at finde et sted at bo, hvor vi BÅDE er i nærheden af venner og familie OG ikke smadrer mit bækken helt til ukendelighed på uendelige trapper. For eksempel.

Og jeg kan godt gå rundt og slå mig selv i hovedet med, at jeg er et utaknemmeligt, problemfokuseret skarn, der brokker mig for meget. Jeg kan også forsøge at gøre noget ved de lettere fucked up boligomstændigheder og, på længere sigt, ved hele det system, der giver 80 årlige sygedage pr. institutionsbarn (seriøst!) og evig arbejdsskyld med skyld på til forældrene. Revolución! Eller… altså. Jeg har jo ikke nogen løsninger på noget, vel, så I må se langt efter de forkromede pointer. Det er derfor, jeg beder om hjælp og uddeler svensk revolutionslitteratur til højre og venstre. Jeg nægter bare at acceptere, at omstændighederne og dagligdagen skal være så hardcore, som de er for ni ud af ti børnefamilier i min omgangskreds.  

søndag den 1. januar 2012

Et nytårsfortsæt der kræver enten en milliongevinst eller en flytning til udkantsdanmark


Det her er et billede af en dreng på en trappe et sted mellem anden og tredje sal. På vej ned for at nå en bus, der selvfølgelig ikke blev nået.

Drengens mor har ét stort, fedt nytårsfortsæt: At komme ned i jordhøjde hurtigst muligt.

Så hvis I kender nogen, der kender nogen, der kender nogen, der kan leje os noget (eller sælge sygt billigt), så er der dømt megagod karma i hele 2012... og nej. Jeg er ikke så desperat, at jeg vil flytte til Lolland. Men måske til de Farlige Forstæder. Gerne i noget bofællesskabsagtigt, hvor små børn løber rundt hånd i hånd med vind i håret på en slowmotion-agtig måde og sover godt natten lang. Tak.

fredag den 30. december 2011

Julekavalkade. Fordi nogen har spist min langtidshukommelse.

Alle andre fortæller om året der gik. Om begivenheder fra HELE året. Det kræver enten seriøst meget tid til at gennemlæse hele bloggen for mindeværdige begivenheder (OK, kan godt huske at have født et barn... ) eller en hukommelse, der er seriøst bedre end min.

Jeg kan huske cirka én sølle uge tilbage i tiden. Det vil sige, at jeg kun sådan nogenlunde kan huske, at det har været jul. Men derfor skal I jo ikke snydes for en fotokavalkade i anledning af nytåret:

ÅRETS NISSE: BetteLiv. Som i (julen) 2011 viste sig i stand til at sove 6 (SEKS!) timer i streg. Wow.

ÅRETS DJ. "Jeg spiller lidt for Livse at hun kan sove, at hun ikke bliver ked af det," siger han. OK, så radioen virker ikke. Men han elsker den, og knapperne siger nogle funky klonk-lyde. Og en dag lærer han vel også at sove seks timer i streg...

ÅRETS SKUFFELSE: Engang var jeg sårn fiks på fingrene krea-agtig. Det er tilsyneladende slut-slut-slut nu. I hvert fald kom min mors stakkels julekage (tilberedt med kærlighed og badet i sprut i dagevis) til at se sådan her ud... Figurerne forestiller naturligvis min far og min søster i fantasifulde proportioner.

Gæt selv, hvad jeg har givet Gud & hver kvinde i julegave


Skriet från kärnfamiljen. Nemlig. Jeg tænker, at vi har brug for noget dansk debatlitteratur om kernefamilier og børn og den slags. Noget som ikke er en kogebog, en indretningsbog, en opdragelsesbog.

Og jeg tænker, at når nu ingen andre tilsyneladende vil skrive det, så må jeg jo (når jeg lige har sovet lidt og kørt et barn ind i børnehave... og sårn). Yes. Men jeg har brug for hjælp, så jeg har købt en stak af noget svensk inspiration og delt ud til nogle af de klogeste mødre, jeg kender. Og kaldt det julegaver. Svenskerne er lettere bitre, men interessante og kan godt anbefales.

Jeg regner med at kunne være færdig cirka i 2020. Så I har rigeligt tid til at skaffe svenskerbogen. Eller klø jer i håret og tænke over en af dagens tophistorier i Politiken, der handler om, at hver fjerde (!) kvinde drømmer om at lave deres liv helt om. Eller bare til svare på de simple spørgsmål:

SKAL man have så sindssygt travlt-på-den-dårlige-måde som børnefamilie?
Kunne man gøre det anderledes... uden at blive Bonderøven eller flytte i kollektiv?
Er der nogle underlige dogmer eller forventninger, vi kunne skippe for at blive Gladere & Smukkere?
Har alt det her noget med ligestilling og parforhold at gøre, eller er det bare noget, svenskerne tror?
Eller: Hvordan kombinerer man job, børne-nærvær, børne-logistik, tid til parforhold & hold-i-hånd-tid, en rejse i ny og næ, rengøring, madlavning, en lillebitte smule alenetid på en god måde... uden at græde daglige stresstårer?
Og den der evige SKYLD - hvordan slipper man af med den? Kan det overhovedet lade sig gøre?

Nemt nok, iggå.

fredag den 23. december 2011

Sønne Before Dark

Kender I dét: Man har sat sig vildt op til en Oplevelse og Hygge. Planlagt. Visualiseret glade, taknemmelige børn, der siger noget i retning af "ih søde mor, hvor er jeg overmåde lykkelig over, at du tog mig med hen til dette vidunderlige sted og har planlagt alting så godt." Og så ender alting i skrig og skrål og stramme tabusmil og bekymrede panderynker. Som da vi sidste sommer var i zoologisk have, og fire forventningsfulde voksne glædede sig til at vise en bette Sønne elefanterne og se hans øjne lyse af glæde. Og hvor SureSønne saftsusemig ikke gad at se på elefanter. Han sad i en trækvogn og pev hele vejen gennem haven, mens jeg fik tiltagende stresssved over den milliard kroner, min forældre havde betalt for entreen. Dagens eneste medium-succes var et plankeværk med nogle utroligt flotte skruer, som han legede, han skruede i. Med ryggen til aberne.

Det var med den slags oplevelser i baghovedet, at min Mutti og jeg krøllede den gnavne dreng sammen og ned i en flyverdragt og slæbte ham med i Tivoli. Billederne i mit hoved handlede helt klart om, at han ville blive sur over veteranbilernes ringe størrelse og antal hestekræfter, at han frøs, at han skreg, at han ville hjem.

Og så er det jo så snedigt indrettet med universet, at det modsatte sker. Den er sikker hver gang.

"Jeg ELSKER de biler mor! Jeg elsker, at de har flotte farver! Jeg elsker, at de larmer!" Med røde kinder af begejstring og store børneøjne.

Ti ture tog vi. Inklusive kø helt uden brok. Og tre ture i karrusellen og en enkelt tur i den flyvende kuffert. Vi holdt os dog fra Dæmonen, selvom han længe insisterede på at ville prøve den. Yes, vi taler her om drengen, der er bange for kaffemaskinen... men som åbenbart blev draget af de skrigende mennesker, der fór forbi over vores hoveder. Og han var så glad. Så glad så glad så glad, så der var godt humør og Tivolimagi og børnetaknemmelighed nok til alle de 47.000 andre mennesker, der også havde besluttet at tage i Tivoli.

Velsignet, sørme. Og så behøver vi jo ikke snakke om hans Dark Side/Sønne After Dark lige i dag, vel.

torsdag den 22. december 2011

Mod lysere tider, lysere tanker og mere søvn. Iggå?

I går var slet ikke en korteste dag alligevel, som den blogløse Sister pointerede. Det var såmen i dag.

De voksne fejrede dagen med et halvt glas portvin. Liv fejrede ved at gnave lidt i kammerat Viggos tæer, mens hun smilede - enten over smagen, over selskabet eller over udsigten til lysere tider.


Sønne er blevet vanvittig, men jeg har som sagt fået et halvt glas portvin og har tænkt mig at ignorere vanviddet fuldstændig (hvilket blandt andet kræver, at jeg stikker en finger i hvert øre. Her klokken 22.30, jæs).