tirsdag den 24. maj 2016

I dag var dagen hvor...

... jeg har set Baby Daddy på Netflix (gør det ikke, virkeligt ikke aldrig!) og spist chokolade og sovet i stedet for at arbejde og rydde op og ordne og gøre klar til baby-ankomst.

... jeg har snakket 40 minutter i telefon om mine barselsdagpenge med Hanne fra Helvede (aka Udbetaling Danmark). Hanne tager prisen for mest fuldendte kombination af uintelligent, magtfuld og nedladende nogensinde, og jeg præsterede så meget gulv-stamp og halv-indestængt snerren under samtalen, at hun spurgte, om jeg allerede var ved at føde. Samtalen endte med at jeg gav Manden fuldmagt til fremtidige samtaler. Ellers ender jeg vitterligt med at føde i ren arrigskab.

... jeg blev mødt af høj spontan-latter fra en far på vej ind i børnehaven, mens jeg stod lænet op af hegnet og skiftevis gispede og gabte. Det har ganske givet set sjovt ud. Og jeg var for træt til at mærke den mindste snert af fortørnelse over latteren, faktisk grinede jeg - en lille smule, meget træt - med ham.

... jeg gispende og blank-øjet måtte sætte mig på en stol, da jeg omsider var kommet fra hegnet og helt ind i børnehaven. Og jeg måtte bede en stakkels travl pædagog om at indfange mit rasende, ulykkelige barn, give hende tørt tøj på og levere hende til mig. Det tog en halv time, var meget højlydt og er ikke nogen lille tjeneste at bede om. Jeg gispede taktaktak, så højt jeg kunne og håber virkeligt, hun hørte mig.

3 kommentarer:

  1. Hanne fra Helvede lyder mistænkeligt meget som hende fra Udbetaling Danmark, jeg kæmpede med for 4 år siden... Hendes indgangsvinkel var altid: 'Det kan du ikke! Nejnejnej!' og så måtte jeg bruge 20 tålmodige minutter på at få hende til at forstå, at det kunne jeg faktisk godt... Hold nu kæft, hun var tung at danse med! Og nedladende som ind i helvede.

    Nåmen, termin lige om hjørnet, ing? Hang in there!!

    SvarSlet
    Svar
    1. 'Min' Hanne vil ingenlunde bruge 20 minutter på at lade sig overbevise om noget som helst... Hun vil vende alting med juristerne og vende tilbage (hvilket hun aldrig gør). Nu går jeg ud og købe et skrabelod og håber, at jeg kan være ligeglad med dagpengesystemet. Suk. Og ja: Termin er heldigvis lige om lidt. Jeg tror bedre, jeg kan tackle verdens Hanner, når jeg er lidt mindre højgravid og hormonella.

      Slet