Av mit hjerte skrev et venligt menneske i en kommentar.
Det er klart de mest præcise ord, der er blevet sagt om Bettes børnehavestart indtil videre.
Manden kører en slags appreciative inquiry extreme:
Det går bedre!
Hun er bare SÅ glad, når jeg henter!
Hun kan godt lide én, der hedder Gitte!
Det skal nok blive rigtigt godt!
Jeg genkender stilen fra Sønnes børnehavestart, hvor der ved alle gode guder ikke var ret meget at være appreciative over. Men jeg kan godt forstå, at der skal noget positiv modvægt til, når jeg hele tiden siger:
Det går ad helvede til!
Jeg kan ikke holde det ud!
Jeg fortyder!
Alting er mit ansvar, og jeg føler stor skyld!
Nå.
Det gode er, at Sønne ikke længere føler sig 100 procent ansvarlig for Bettes ve og vel.
Det dårlige er, at ulykkeligheden og utrygheden (også hos Mutti) selvfølgelig smitter, så han også er sprøjtegrædende, når han bliver afleveret. Og at Bette græder. Og at jeg græder, inde bag mit brede tabusmil.
Piv altså! Og hvad siger de kloge, de såkaldt voksne, pædagogerne?? Nu har du godt nok ikke skamrost dem for høj grad af empati, men har de ikke et eller andet (brugbart) at bidrage med. Bare et eller andet?
SvarSletNogle af dem siger kloge ting (blandt andet noget med liiige at give det lidt tid). Fordi nogle af dem er virkeligt kloge... Når jeg er i almindelig panik, er det bare mest de åndssvage pædagoger, jeg kan få øje på.
SletHvordan er selve dagen derovre? Er helt med på at afleveringssituationen for forfærdelig, for både mor og børn:-( Men hvad så når du er gået?
SvarSletLeger hun med andre børn? Vil hun gerne spise derovre?
De der shetlandsponyer du før har skrevet om, må da også være plus for sådan en lille betteliv?
Det går bedre! Jeg er en hysterisk mor-type, der virkeligt bør blive bedre til at slå koldt vand i blodet. Hun er endda så småt begyndt at lege med andre end sin storebror, og det er satme godt. Også for mig.
Slet