onsdag den 28. maj 2014

Og jeg ved stadig ikke, hvad man skal gøre, hvis det brænder

For fire år siden sad jeg på et voksentoilet i en vuggestue og hulkede, mens jeg gennem alle tårerne forsøgte at fokusere på de laminerede brandinstrukser på væggen for ligesom at glemme, at mit største barn, den enbårne søn, nu var vuggestuebarn og endegyldigt ude i den store, farlige verden. Så jeg kunne gå ud og smile og indkøre og være den voksne og så videre.

Lige for lidt siden sad jeg på et voksentoilet i en vuggestue og hulkede, mens jeg gennem alle tårerne forsøgte at fokusere på de laminerede brandinstrukser på væggen for ligesom at glemme, at mit mindste barn, den enbårne datter, nu ikke længere er vuggestuebarn men endegyldigt ud i den store, farlige verden. Så jeg kunne gå ud og smile og udkøre og være den voksne og så videre.

For fire år siden kom jeg ud til en hær af tørøjede voksne og en ulykkelig Sønne.

Her for lidt siden kom jeg ud til en hær af grædende pædagoger og en ganske fornøjet Bette Liv.

Det er på en måde altid noget.

4 kommentarer:

  1. Stor fremgang vil jeg mene. High Five (eller noget) til Bette Liv :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, iggå!? Hun var helt høj på frugtsukker og prinsessekjole og ænsede ikke muren af grædende voksne.

      Slet
  2. ... jeg kan slet ikke magte, at vi om under et år skal sende Bean i børnehave. Forudser snot og tårer i stride strømme...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er bare om at nyde vuggeren, så længe det varer...

      Slet