mandag den 1. oktober 2012

Måske jeg kommer til at elske den, når jeg lærer at køre i den?!

Vi har købt en bil: En ti år gammel, overordentlig billig Lupo.

Og i cirka 24 timer var jeg en virkelig begejstret bilejer. Altså what’s not to like? Den kører cirka 27.000 kilometer på literen, den er nuttet, den har automatgear, og den er så gennemskramlet, at det ikke gør alt for ondt på mit jeg-hader-alle-skinnende-biler-selvbillede.

Men så, bum, var det som om tiøren faldt: Jeg bor i en forstad. En JYDSK forstad. Jeg har en Nespressomaskine (som jeg elsker). To børn (som jeg elsker højere end Nespressomaskinen, undtagen om morgenen). Et lån. En køkken-alrum, som relativt tit bliver ryddet relativt op.

Og nu altså også en bil.

Og da jeg, efter tiørens fald, kiggede mig rundt i stuen med mine nye fuck-jeg-er-også-BILejer-øjne, så jeg ikke længere skumgummiet, der stikker ud af sofaen, eller tisse-syltetøjs-chokoladepletterne på puderne, eller skjolderne på den gamle ABC-reol, eller nullermændene i hjørnerne og de døde fluer i vindueskarmene. Eller maskerne fra Guatemala eller glassene fra Færøerne eller billederne fra, ja fucking hele verden. Jeg så, hvor helt utroligt pænt, vi bor. Med dueblå uldsofa iført noget matchende-agtig plaid. Med sårn lidt Miró på væggen, og med ens hvide kaffekopper og et køkken-rullebord fra IKEA. Jeg så en Eric Clapton-CD (!) henne ved anlægget, og jeg så de hvide fåreskind på vores (godt nok klunsede) Wegner-stole.

Manden kom ind og fandt mig rokkende frem og tilbage, mens jeg hvislede pænt-pænt-pænt-pænt.

Jeg truede med at lave graffiti over det hele. Han forsøgte halvhjertet at påpege skjolderne på ABC-reolen. Og så videre. Men måtte til sidst overgive sig og sige, at han udmærket forstod min trang til at skrive PIK på væggene.

Hvis vi har en slags fjollet mid-life-identitetskrise-ting kørende, har vi den i den mindste kørende sammen. Lige om lidt begynder vi nok at løbe halvmarathon eller spise kernesundt eller læse selvhjælpsbøger eller gå i meget stramt tøj.

Sønne er glad for Lupo og ikke det mindste ambivalent. Synderligt imponeret er han dog ikke. I hvert fald siger han, at han gerne SELV vil have en motorcykel, og at "vi skal købe en gravko og en dumper og en lastbil i morgen, mor."

9 kommentarer:

  1. Uf, det er ikke rart, når man pludselig vågner op og indser, at pænheden er i fuld gang med at tage magten. Men hvis I nu gør som Sønne siger og køber en gravko, en dumper og en lastbil og placerer dem alle sammen i indkørslen, foran huset eller omme i haven, vil det måske lige tage toppen af pænheden ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. "Vi graver et stort hul helt ned i jorden med gravkoen. Så bor vi der. Jeg vil så gerne prøve at være nede i jorden! Må jeg det?!" Altså Sønne ER jo meget viis. Og tilsyneladende er det hele også blevet lidt for pænt for ham... hvorfor skulle han ellers ville ned i jorden?

      Slet
  2. Det eneste jeg læste var: I har to bil i en lupo????? Det kan altså lade sig gøre, det er ikke umuligt?
    Alle siger vi køber en stationcar når lillebror kommer, se det er ikke til at bære. Jeg bor allerede i provinsen, ejer ikke en nespressomaskine, men har en mochamaster, hvor skræmt tror du jeg er?

    SvarSlet
  3. 2 børn i en lupo altså!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er altså virkeligt muligt! Der er forbløffende god plads til børnene. Det er bagagen og barnevognen, det kniber med...

      Slet
  4. Hvor ser han utrolig sød ud som han sidder der! Desuden: der er masser af ikke-pænhed man holder fast i selv om man bliver pæn på nogle områder, f.eks. Lupo-området. Jeg cyklede engang afsted med min ældste datter til børnehaveklassen i 16 graders frost. Der burde jeg jave haft købt en bil.

    SvarSlet
    Svar
    1. Altså datteren blev da ikke traumatiseret af kulden... men måske faren ville have haft godt af en bil.

      Slet
  5. I kan køre ud til rækkehuset - her er vi mega rock n roll!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har jeg også tænkt! Så kommer storeven sønne i lillebil lupo...

      Slet