Jeg har skrevet vanvittigt mange vanvittigt spændende (...) blogindlæg. Inde i hovedet. Om morløgne og tobørnsliv og havesavn og sådan. Vanvittigt spændende.
Det er bare svært at få dem ud af hovedet og ind i computeren. For nu er Sønne syg, og udover at bruge tid og energi på at deale med dét, har jeg travlt med at tænke "fuckfuckfuck starter det allerede nu, jeg orker det ikke. Ikkeikkeikkeikke. NOGEN må gøre NOGET."
Jeg forsøger at mønstre lidt taknemmelighed over, at Manden ikke har arbejdstravlt, så vi er to (kun halvsyge) voksne til til at håndtere to (helsnottede) børn. Og over at Liv tager det så pænt - pt. sidder hun fx fastsurret til mig i en strækvikle (det politisk og ergonomisk korrekte svar på en bæresele) og grynter fredsommeligt. Og over at Sønne har nået en alder, hvor man lidt lettere kan placere ham foran et fjernsyn og på den måde slå noget syge-tid ihjel.
Men mest af alt føler jeg mig utaknemmelig. Og forkølet.
Varm mad på måtten, tak. Så skal jeg nok føle stor taknemmelighed.
ej men altså! God bedring!
SvarSletTak. Fuck. Så kunne du jo alligevel godt komme forbi med morgenbrød, for alt er aflyst... Men det ville jeg nu ikke gøre mod dig. (Overvejer til gengæld at lave drengens havregrød på modermælk og på den måde udløse et helbredsmirakel)
SvarSletÅh-ha!! Sikke en festuge.Good vibes til dig! I øvrigt, gider du - ved lejliged- sende mig en mail på astridbt@gmail.com - skal lige spørge dig om noget...
SvarSletHA! Do it! jeg kommer onsdag og medbringer noget med sukker og om muligt vitaminfyldte bær fra Vestereng. Jeg sværger, at de fik Maliks forkølelse til at forsvinde overnight. Malik var iøvrigt helt knust over at måtte sige farvel til Sønne og Manden efter møde i Festugen - du kan tro der blev danset og hoppet og uddelt krammere, mellem to dejlige unger
SvarSlet