tirsdag den 23. august 2016

Uden Ellinor. En slags epilog.

"Hvordan går det?" spurgte en mor til en af Livs veninder (I ved, sådan en mor, man ikke HELT er blevet venner med endnu, men hvor man arbejder på sagen). Hun var netop kommet ind af døren for at hente sit barn, og jeg stod overfor hende med Ellinor på armen.

Og jeg brød som det mest selvfølgelige ud i sang:

"Det går bedre," sang jeg.

"Meget bedre-ee, nu-uuuuh."

Jeg tror endda, jeg lavede et enkelt lille dansetrin.

Hun stirrede tomt på mig, helt tomt. Tilsyneladende ser de ikke Doctor McStuffins hjemme hos dem. Og vi sagde hej-hej på en underligt flad måde, og jeg har ikke set hende siden.

Herligt.

Det jeg burde have sagt til hende, var nogenlunde det her:

Først fødte jeg Ellinor, fint og fredeligt i vand med markudsigt.
(Fødselsberetningen kan læses her.)

Med det samme begyndte jeg at bløde, bare en lille smule.
(Mere om det i #1 Uden Ellinor)

Så blødte jeg mere og mere og fik det skidt, og jordemoderen blev bange.
(Mere om det i #2 Uden Ellinor)

Så blev det hele lidt tåget og meget ubehageligt, og Ellinor forsvandt ud af mine arme.
(Mere om det i #3 Uden Ellinor)

Endelig kom en ambulance, men der var råben og skrigen og gamle traumer og ingen Ellinor og ingen ambulancereddere i sigte.
(Mere om det i #4 Uden Ellinor)

Og endelig kom en redder - sammen med en nabo - og fik bugseret mig over på båren, og der var blod og ubehag og ingen Ellinor.
(Mere om det i #5 Uden Ellinor)

Så kørte ambulancen med mig på kanten af bevidstløshed - uden Manden, uden Ellinor. Det var det værste, det allerværste.
(Mere om det i #6 Uden Ellinor)

De var heldigvis på opvågningen, Manden og Ellinor, og efter tre hospitalsdage og fire poser blod kom vi hjem, sammen og i live, med solskin og tårer og kærlighed. En ret lykkelig slutning, ikke sandt.
(Mere om det i #7 Uden Ellinor)

Og hvad skete der så? Fysisk tog det i hvert fald en halvanden måneds tid at komme nogenlunde oven på igen. Jeg var træt, som jeg ikke har været det hverken før eller siden (og det siger ikke så lidt), og jeg blev svimmel hver gang, jeg gik bare 100 meter. Og der sad stadig nerver i klemme underlige steder. Men altså: Ikke noget der ikke kunne klares eller i hvert fald udholdes, ved at Manden holdt fri og bar på babyen, ved at spise heavy smertestillende og få noget massage. En kropsterapeut hjalp mig af med den generelle fornemmelse af ubehag, fremmedhed ved min krop og hjalp. I lang tid havde jeg simpelthen svært ved at rejse mig op. Men det går også bedre - meget bedre - nu.

Og hvad så psykisk - i det omfang, tingene overhovedet kan skilles ad? Jo, det går også bedre, meget bedre. Jeg begynder fx ikke længere at ryste, når jeg hører lyden af en ambulance. Men: De par timer, jeg missede med Ellinor lige efter fødslen, har taget lang tid at indhente. Tager lang tid at indhente. Jeg har endnu ikke brugt en babyalarm, for hun er hele tiden lige i nærheden. Men lige nu sidder jeg i stuen og skriver, mens hun ligger nogle meter væk og sover på soveværelset. Det er en forbedring. For bare en måned siden skulle hun helst være LIGE ved siden af hele tiden. Hvilket er rimeligt svært, når man har rimeligt mange børn i forvejen. Hun kan også godt græde (lidt) nu, uden jeg selv begynder at græde. Om natten sover vi stadig mave mod mave i så ypperlig en samsovning, at selv de vildeste attachment parenting-typer blegner ved siden af - og sådan bliver det nok ved med at være et stykke tid.

I starten var jeg seriøst bange for at blive sindssyg. For at få kronisk posttraumatisk stress syndrom. Første gang jeg skulle ind i rummet, hvor jeg havde født og blødt, brød jeg helt sammen. Første gang jeg så fødekarret, brød jeg helt sammen. Men jeg fik hjælp - først af en doula-coach-type og siden af en jordemoder-psykolog. Og jeg berettede alting så detaljeret, jeg kunne, herinde. Alt det holdt sindssygen fra døren, og sådan traume-wise tænker jeg virkeligt, at jeg er ovre det værste; at den akutte fare for vanvid og varige psykiske men er nogenlunde overstået. Jeg har i øvrigt - selvfølgelig - også prøvet at få fat i fødselsjordemoderen, men hun tør tilsyneladende ikke snakke med os igen...

Så hvordan går det LIGE nu? Det kunne jeg selvfølgelig også have svaret på, i stedet for at synge eller i stedet for den her kilometerlange fortælling.

Det går OK. Isen er tynd, tynd, tynd, og når den krakelerer - hvis jeg er for træt, hvis Ellinor har grædt særligt meget under en af vores helvedes-afhentninger, hvis folk bliver irriteret over min Ellinor-seperationsangst, hvis vi har alt for travlt - så synker jeg dybt, dybt ned. Sårbar tror jeg ordet er. Jeg er stadig sårbar. Og det bliver stadig sværere at være sårbar, fordi tiden går, jeg ser almindelig (omen lidt træt og buttet) ud, og verden forventer, at jeg opfører mig nogenlunde almindeligt. Eller måske er det bare mig selv, der forventer det. Ind i mellem kommer sundhedsplejersken forbi og siger, at det er OK, at jeg har det, som jeg har det. Ind i mellem siger I det. Så går det sjovt nok straks bedre.

Og: det meste af tiden skøjter jeg taknemmelig af sted på den tynde is med Ellinor i favnen og de to store i skørterne. Jeg er i live! Hver dag med alle mine børn er en goddamn gave! Det går bedre, meget bedre nu! Det gør det virkeligt.

22 kommentarer:

  1. Av med av på altså. Og hvor er det godt gået. For det, at man er bevidst om situationen, tager ansvar og øver sig, så kan det jo også kun blive bedre :D Det er sejt, at tænke på. Jeg hepper.

    - A

    SvarSlet
  2. Jeg ville gerne have hørt sangen:) Dejligt du for det meste skøjter på tynd is og ikke falder igennem. Det tager lang tid, det er svært og du siger det højt, skriver det og derfor er du okay:) For det meste. Jeg var 4 næsten 5 år om, at køre forbi vores gamle 'Hood', vores gamle lejlighed m.m. i London. Jeg var ikke klar før. Nogen ting tager tid om at hele.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, ting tager tid - og det er OK, selvom man nogle gange godt ku tænke sig, at isen blev tykkere lidt hurtigere altså. Og så kan jeg naturligvis kun anbefale at se et afsnit af Doctor McStuffins på Netflix. Meget politisk korrekt børne-TV, når det nu skal være sådan noget candyfloss-agtigt animationsnoget...

      Slet
  3. Det er fandme så synd for dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Er det? Måske er det. Men det meste af tiden føles det u-synd. Som om jeg er meget, meget heldig.

      Slet
    2. Det er jeg glad for at høre. Virkelig glad.
      (Men kan man ikke godt kan være heldig og samtidig kan det stadig være synd for én? Altså, heldig at man overlevede, heldig man har sine børn osv., men det er stadig synd at man skulle igennem det. Og at man skal leve med efterslæbet?)

      Slet
    3. Jow, du har ret. Men jeg er den polariserede type, der kun har plads til en stor følelse ad gangen (det kan til gengæld skifte med meget kort varsel); enten føler jeg mig som verdens heldigste, eller også føler jeg mig som verdens mest stakkels.

      Slet
  4. Godt, det går bedre, men skid hul i hvad andre forventer. Tynd, tynd is skal accepteres, i hvertfald af dig selv. Låg på er netop det, som gør mødre med fødselstraumer sindssyge. Selv om der er crispy dage, så vil det gå fremad stadigvæk. Gode tanker fra mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis: Tynd is blir kun tykkere med accept. Og tak!

      Slet
  5. ...og måske en dag får nogen også det dumme til at gå væk - selvom jeg ikke ved, om nærdødsoplevelser ligefrem figurerer i den store bog om skidtmads... Indtil da: *masser af mere aen*

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Nærdødistitis kommer næppe til at indgå i bogen foreløbigt (men jeg har det lidt som om, jeg er den der hoppe-gummi-fisk, og at jeg trænger til at få lidt mere luft for at kunne hoppe igen...)

      Slet
  6. Det er synd for dig. Og jeg forstår ikke fødsels jordemor som ikke vil tale med dig. Slet ikke. Kram og tanker herfra

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg forstår det heller ikke! I de mørkeste, trætteste hjørner af min hjerne hvisker en stemme, at hun måske har begået en art fejl og er bange for at blive afsløret... men måske er hun bare travl og traumatiseret.

      Slet
  7. Det er jo sådan, det må være, når man nærmest døde lidt helt ægte og i allerhøjeste grad døde af skræk og rædsel indeni. Døde ting er ikke pænt eller kvadratisk, og ingen mennesker fatter sådan noget, når de ikke har smagt på det selv i en eller anden form. Og så tager det l a n g tid at komme overens med det. Man kommer ikke over det. Man kommer videre med det. Sammen med det. Sådan er det med syge, døde og rædselsfulde ting. Og det kan være ok. Når bare man ved, at det sådan. Dans bare videre, isen er måske nok tynd endnu, men den HAR været smadret, den er ved at blive tykkere. Lykke til!

    SvarSlet
    Svar
    1. Så fine og kloge ord, du skriver. Tak for dem.

      Slet
  8. Nu har jeg endelig fået læst h-e-l-e din fødselsberetning. Og gyst med dig undervejs. Meget rart faktisk, at det var din egen beretning, for så vidste jeg jo lissom, at du kom levende ud i den anden ende. For hævled altså, hvor har det bare været grusomt. Der er allerede skrevet mange kloge ting til dig, så der er nok ikke så meget at tilføje. Skøjt videre på din tynde is og øv dig i at se tilbage, og du vil - krydser jeg fingre for og håber på - opdage, at der med tiden vil gå længere og længere mellem de gange, du stikker en fod gennem isen. Og så vil du vide, at du er på rette vej. Keep on skating :-)

    SvarSlet
  9. Det er en helt vild oplevelse/fødsel, du har måtte gennemleve og så fantastisk, at du har født et velskabt barn, og så langt ude, at du har måtte opleve sådan en nær-dødsoplevelse. Shit, det tager bare lang, lang tid, før du kan forvente af dig selv at være oven vande igen. Et ukompliceret fødselsforløb og tiden derefter kræver også kræfter - især når der er flere store børn i hjemmet - og din situation er vist noget nær så langt fra ukompliceret som muligt.
    Og få så noget søvn - selvom det er så vildt svært at prioritere. En dag i sengen med baby kan også anbefales - den tid kommer bare ikke igen.
    Ellers vil jeg bare sige - godt kæmpet, tak for din meget ærlige beretning - sikke nogle heldige børn at blive født af dig og ind i jeres familie - uden at kende jer, men der virker så rart at være.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Virkeligt. Jeg tror nok, at den sidste sætning fik mig til at græde en lillebitte smule.

      (Og jeg tager ind i mellem hele og halve dage i sengen med Bette E. Det er virkeligt dejligt. Så står vi op, når jeg er ved at blive vanvittig af at ligge så meget...)

      Slet
  10. Åh Mette!
    Jeg fulgte dig her på bloggen, da jeg for 3-4 år siden skrev speciale med efterfølgende barsel (læs: først her næsten 4 år efter fødsel -nu på barsel før næste barn - finder jeg tid til at læse blogs igen) :) (måske husker du mig fra efterskole?) :)
    Jeg har netop tudet mig igennem dine beretninger om hele det traumatiske forløb!
    Tak fordi du deler! Jeg har ingen ord for, hvor ulykkelig, harm, vred og forundret jeg blev, da jeg læste det - og sidder nu i vild beundring over dit (livs)mod til at dele og "komme videre"!
    You rock!
    Kærlige hilsner fra mig

    SvarSlet