torsdag den 21. juli 2016

#6 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme.

Det her er det, der er sværest at skrive. Fordi det var det, der var værst. Og jeg ved ikke engang rigtigt hvorfor. I filmene ligger det dramatiske højdepunkt altid inden, at ambulancedørene smækker. Men i min indre film er ambulanceturens 25 minutter ikke bare uendeligt lange, de er også de mest dramatiske. Helt klart. Mine flash-backs handler primært om den forbandede tur. Selvom jeg jo var i trygge hænder-agtigt. Selvom vi var på vej på hospitalet og seriøs hjælp så hurtigt, som det overhovedet kunne lade sig gøre – op over kantsten og i zig-zag gennem trafik med max udrykning. Hvorfor var det så slemt, når folk nu kører alene i ambulancer hele tiden (gør de ikke?) og tager det max godt og utraumatiseret og tappert (gør de ikke?!)?

Nuvel, nu prøver jeg – altså at beskrive turen og måske endda forklare, hvorfor det var så væmmeligt: Jeg lå på båren midt i den skrumplende, meget meget hurtigt kørende ambulance med den jordemoderstuderendes hænder presset hårdt, hårdt ned i min smadrede mave og en redder og jordemoderen i fuld aktivitet omkring mig. Der var et saltvandsdrop, der skulle sidde det rigtige sted, og et forlig, der skulle tages – sådan en blodprøve man skal bruge for at kunne finde den rigtige blodtype til en transfusion, og sikkert også en masse andet, jeg ikke husker tydeligt. Jordemoderen befandt sig ved bårens hovedende, ind i mellem med en hånd på min arm. Hun var stadig bekymret, men ikke panisk – hun har nok følt sig sikrere på, det nok skulle gå, nu hvor vi var i ambulancen. Også selvom der ikke var en læge med, som hun havde bedt om i telefonen. Hun var mit anker på den tur, jordemoderen. Nå jeg ikke lå og kiggede op i luften, højlydt jamrende, kiggede jeg på hende så godt jeg kunne og snakkede så meget jeg kunne. Noget i retning af:

Om lidt har jeg mistet tre liter blod, jeg kan mærke det, og så bliver jeg bevidstløs, det ved jeg, du må love mig, du ikke går, lover du det, det er dig, der skal passe på mig, du skal love mig, jeg får blod, lover du det? Lover du det? Lover du det? De vil ikke give mig blod, når jeg kommer frem, det får man ikke bare sådan, men du skal LOVE mig, jeg får blod, lover du det? Om lidt mister jeg bevidstheden, det er DIG, der skal passe på mig, lover du, du gør det? DU skal sørge for, jeg får blod, du er med mig, ikke? Lover du det? Jeg skal have blod, ellers dør jeg, lover du, at du sørger for, jeg får det? Når jeg har mistet tre liter, mister jeg bevidstheden, så skal DU sørge for, jeg får blod, lover du det? Ellers går det ikke. Du bliver her. Du bliver her, du bliver her, lover du det?

Hun nikkede og lovede, jordemoderen, og jeg snakkede og jamrede. Et klogt menneske har siden sagt, at jeg ved hjælp af ren og skær vilje (og adrenalin og angst, kunne jeg tilføje) holdt mig ved bevidsthed i ambulancen i en situation, hvor jeg egentlig havde mistet så meget blod, at det ikke kunne lade sig gøre. Den forklaring kan jeg godt lide. Og jeg tror, den passer. Jeg var bange for, at hvis jeg først mistede bevidstheden, ville jeg aldrig vågne op igen. Enormt fysisk ubehag, skarpe hænder i maven, skrumplende ambulance. Måske kan jeg alligevel godt forstå, hvorfor turen var så hæslig. Endnu en forklaring: Manden var der ikke. Ellinor var der ikke. Jeg gjorde jordemoderen til min livs-advokat, så godt jeg kunne, men følte mig alligevel mutters alene. Og gungrende dødsangst. Det er en dårlig kombination. Også selvom jeg husker følelsen af lettelse undervejs: Hvor ER det godt, at Ellinor ikke er med! Hun ville slet ikke kunne tåle sådan en bumplende, skrumplende helvedestur.

Ved min mave stod den studerende og peptalkede fortsat – ligesom hun så irriterende havde gjort under fødslen. Nu var det bare ikke irriterende mere, men virkeligt godt: Du er så sej, du klarer det her, du er så sej… Mens jeg jamrede og pev og ingenlunde følte mig det mindste sej. Hvad husker jeg ellers? Jeg husker, at jeg udover at være bange for at dø, var bange for den operation, jeg var på vej til. Som jeg har beskrevet tidligere, var operationen efter Sønnes fødsel forfærdelig, forfærdelig, og jeg kunne ikke overskue at skulle igennem det igen. Jeg husker, at jeg havde det fysisk fuldstændig afsindigt ringe. Jeg husker, at jordemoderen og redderen undrede sig over, hvorfor chauffør-redderen (ham der tidligere gik i panik…) kørte gennem midtbyen for at komme til hospitalet – en helt langtude vej. Jeg husker, at jeg spændte i hele kroppen, og at jeg forsøgte at kigge ud af vinduessprækken under ambulancens loft for at lure, hvor vi var, om vi mon ikke snart var der. Det kunne jeg ikke.

Men til sidst, efter 1000 år, kom vi endelig frem til hospitalet. Og jordemoderen fik guidet den uduelige chauffør frem til den rigtige indgang. Og ud med båren, direkte ind i en elevator, ”du er med mig du er med mig du er med mig” til jordemoderen, jordemoderens ”jeg er med dig!”, jordemoderens lettede stemme: "vi er her!", den studerendes hårde, nu rystende hænder i min ømme mave, det fysiske ubehag, tåget, væmmeligt, den studerende næsten i klemme i elevatordøren, direkte ind på OP, så hurtigt det gik, løb løb, jordemoderens ”vi skal med – skal vi have noget om håret?”, lægens ”der er ikke tid”, hurtigt hurtigt, ind på briksen, så mange mennesker der var, ti måske, tre læger sagde hej, iltmasken over mit ansigt, narkoselægens ansigt tæt ved mit, han havde briller: ”Det her er ilt. Træk vejret dybt. Se hvor mange mennesker, der er. Vi er her alle sammen for at passe på dig, for at redde dig. Hvad vejer du?”
”Jeg ved det ikke!”
”Hvad har du spist?”
”Ikke noget, tror jeg. En banan i nat.”
Og jordemoderen, nu med hat og mundbind:
”Jeg er her, se, jeg er her også.”
Og narkoselægen igen: ”Nu lægger vi dig i narkose. Bare træk vejret dybt.”
Jeg skulle IKKE være ved bevidsthed! Jeg behøvede IKKE have det fysisk dårligt mere, de ville slukke, de ville redde mig, der var tre læger!

Dyb indånding. Salig, taknemmelig søvn.

16 kommentarer:

  1. For fanden, altså ... Jeg er lige kommet fra ferie og har læst din beretning fra ende til anden med kuglerunde øjne og på grænsen til vantro. Det er jo helt vildt, det du har været igennem, og det forstår jeg sa*me godt, du ikke 'bare lige' er på den anden side af endnu, her kun en måned efter fødslen (tillykke med månedsdagen til den lille skønne pige, i øvrigt). Jvf. dit tidligere indlæg, så ved jeg godt, at man ikke rigtigt kan sige noget 'rigtigt', så jeg gentager mit meget intelligente 'for fanden, altså' og nøjes med at tænke, at du er overmenneskelig sej. Dels at have gennemgået det i første omgang, dels at gennemgå det nu, på skrift. Kram og tanker herfra.

    SvarSlet
    Svar
    1. "For fanden altså" er en virkeligt passende reaktion og det helt rigtige at sige. Virkeligt.

      Slet
  2. Jeg tudbrøler. Hold kæft, hvor er det forfærdeligt, det der.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tudbrøling er også en passende reaktion. Men slutningen er lykkelig!

      Slet
  3. Jeg er "ny" her på din blog. Men for pokker hvor er det en forfærdelig historie. Jeg er glad for at du deler. Virkelig. Og for at jeres lille E er her og er helt perfekt. Kh Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Velkommen til. Jeg er glad for, at der bliver taget godt i mod deling... også af den her slags horrorhistorier. Det gør utroligt forbløffende godt at dele den.

      Slet
  4. Ja, nu tuder jeg også. Af både angst og lettelse på dine vegne. Fy for fanden da en køretur!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Nøjes med at tude af lettelse! Det hele gik godt til sidst... og vi skal nok ende med at komme os helt. Men ja: Fy for fanden en køretur!

      Slet
  5. Hold nu op, hvor jeg stortuder lige nu! Jeg forstår udemærket, at du og manden må have store traumer, I skal have bearbejdet efter sådan en skrækkelig oplevelse! Alt held og lykke til jer begge med den proces

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak. Jeg får god professionel (og selvbetalt) hjælp til formålet - det gør underværker. Det samme gør tid og kærlighed og baby. Og at skrive det her, og at I alle sammen er så søde og medfølende og bekræfter mig i, at det er ok at være shaky...

      Slet
  6. Hold nu op, hvor jeg stortuder lige nu! Jeg forstår udemærket, at du og manden må have store traumer, I skal have bearbejdet efter sådan en skrækkelig oplevelse! Alt held og lykke til jer begge med den proces

    SvarSlet
  7. Jeg har lige fundet din blog. Og jeg har lige læst alle dine #Uden Ellinor. Rystende det du var igennem - jeg ved ikke helt, hvad jeg skal skrive. Håber bare det bedste for jer og at I får arbejdet med traumaet. Jeg fødte begge vores børn i England, på et hospital i nord London. Den første fødsel et akut kejsersnit.... Af en eller anden grund og dejligt for os, husker hverken manden og jeg det som slemt. Din historie er så frygtelig og du er ikke den eneste. Desværre har mine veninder, der har fået børn i Danmark, fortalt andre skræmmende historier. I er seje, at I sådan arbejder med traumet, får hjælp. At du skriver din historie. Ønsker alt det bedste for jer og glæder mig til at følge din blog fremover:)
    http://hvisvindenvender.blogspot.dk/

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Virkeligt mange tak. Og tak fordi du også selv deler de svære ting.

      Slet
  8. Jeg har læst din beretning indtil nu bid for bid på den dag du lægger ud. Og haft lyst til at kommentere, men har ikke kunne finde de rette ord. Haft tårer i øjnene over dine svære følelser og vrede over den dumme Falckredder. Men mest af alt synes jeg bare forløbet efter fødslen lyder frygteligt for dig, så jeg kan bestemt godt forstå at du stadig er påvirket af det.
    Jeg har jo selv prøvet at miste meget blod et par gange, særligt anden gang, og her har jeg været så heldig at være på et hospital, der som bekendt er et godt sted at være, hvis man er ved at dø. Af den grund har jeg heller ikke været bange imens, sådan føltes det i hvert fald ikke. Imens de løb med mig (væk fra min mand og nyfødte datter, der blev efterladt alene i fødestuen), sagde de at det var underligt jeg ikke var besvimet, da mit blodtryk var meget lavt (60/30), og jeg jokede lidt med det.
    Det føltes nu også ubehageligt, bestemt. Jeg husker primært at det tog meget lang tid at få mig lappet sammen. At overlægen modtog et opkald undervejs som var på speaker, fordi hans hænder var optaget, men at han ikke ville gå hen til den akutte situation, han blev kaldt til på grund af mig (her tænkte jeg at det nok ikke så alt for godt ud). At jeg hørte alt hvad der blev sagt og nogenlunde opfattede hvad der skete, men at jeg ikke selv havde energi nok til at sige noget. Og hvis jeg gjorde det, var der ingen der hørte det (fordi stemmen var ubetydelig). At jeg på opvågningen ikke havde energi til at tage stilling til om jeg ville se min mand og datter. Og jeg husker hvor bekymrede personalet bagefter virkede, at jeg ikke måtte være alene med Solvej og overlægens strenge blik da hun sagde at jeg ikke skulle prøve at føde flere børn vaginalt. Jeg blødte 4-5 liter, det VAR også rigtig meget.
    Og så kom der alligevel også nogle små angstreaktioner, på trods af at jeg ikke synes jeg havde følt mig bange. Jeg var bange for at falde i søvn. Jeg blev simpelthen så bange (og meget vågen) hver gang jeg lige var ved at døse hen og turde ikke give slip. Tilstanden lige inden søvnen er den der bedst minder om den jeg lå i imens de arbejdede på mig og inden jeg fik blod. Jeg tænker det er derfor jeg ikke kunne give slip og følte at jeg risikerede ikke at vågne hvis jeg gjorde. Det gik heldigvis hurtigt over igen. Men i årevis efter havde jeg ondt i maven og tårer i øjnene, når jeg var på Hvidovre.
    Pointen med at fortælle min egen historie er bare at jeg fisme godt forstår dig og at jeg tænker at når jeg alligevel kunne få angstreaktioner efter at have været i et rimelig trygt forløb på et hospital, så forstår jeg godt at du reagerer med det forløb du beskriver. Som sagt lyder det forfærdeligt. Jeg håber du får den rette hjælp til at tale ud om det snart – og måske at manden også gør (?).

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih hvor er jeg glad for, at du fortæller om dit eget forfærdelige forløb! Det er det eneste andet, jeg har kunnet komme i tanker om, der ligner. Og jeg har tænkt meget på, hvordan det må have været at være ude for noget tilsvarende, bare på hospitalet. Bedre, ja, men satme heller ikke sjovt. Noget af det gode, jeg kan tage med mig, er at jeg – som du – formåede at holde mig vågen, selvom det egentlig ikke kunne lade sig gøre. Midt i al min pjevsethed og magtesløshed og traumatiserethed kan jeg virkeligt bruge dét til noget… og det er kun godt at vide, at vi er to i den ninjaklub. Når jeg er holdt op med at hyperventilere, hver gang jeg hører eller ser en ambulance, kan vi eventuelt mødes og skåle og råbe NINJA.

      Slet
    2. Det kan du have ret i - at det er rart at vide at man ikke er sådan en der bare tjekker ud (besvimer), når kroppen er belastet :-) Godt at blive mindet om at det er lidt ninja-agtig. Og du siger bare til, hvis du er på hjemstavnsøen eller omegn på et tidspunkt og har tid til at mødes.

      Slet