fredag den 18. september 2015

Det stormer. Det går.

Ved I hvad?

Det går.

Det går ikke godt, jeg er skeptisk og træt, Sønne er skeptisk og træt (og ked af det og vanvittig og fuldstændig totalt i voksentrods, når han kommer hjem). Jeg har på ingen måde skrinlagt mine planer om at flygte fra folkeskolen ad søvejen. Men det går.

Han kommer faktisk ud af døren om morgenen og afsted.

Han starter faktisk inde i klassen sammen med de andre (i modsætning til tidligere, hvor han startede i sofaen med Mindcraft...)

Han spiser faktisk (nogle gange) sin madpakke.

Han har faktisk haft en ny ven med hjemme og lege.

Han har faktisk fået "Ronaldo-kortet, er det ikke bare sejt mor?!" og lært at sige "what is the weather like today? It's stormy!"

Og det er det jo, stormende, men vi er her endnu, vi trækker vejret endnu, vi er diagnose-fri - sådan nogenlunde i hvert fald - endnu.

Det var bare lige dét, jeg ville sige.

Og det her: Ved I hvad, der virkeligt har gjort det nemmere at trække vejret, da stormen var en kategori 5 tornado? Jeres kommentarer (og mails og beskeder og sms'er), jo. Som viser, at vi ikke er alene i verden, at der er andre følsomt-stædige typer derude a la Sønne, og at deres forældre også nogle gange bliver nødt til at græde ned i tastaturet. Tak.

2 kommentarer:

  1. Har en lillebror der på mange måder var som din søn. Det der reddede hans skolegang var en privatskole med små klasser med 16 elever i hver klasse. Der var han tryg og kunne overskue alle de andre elever.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sådan en gad vi også godt at have!

      Slet