torsdag den 20. august 2015

Folkeskolen i sort-hvid. I dag i sort.

Kære Sønne

"Hvorfor må jeg ikke komme hjem, når jeg har den følelse inden i, mor, hvorfor må jeg ikke?" græd du, mens du skiftevis nev mig i armen, trampede i gulvet og klyngede dig til mig som en et-årig med seperationsangst.

Og hvad skulle jeg svare?

Og hvordan skulle jeg forklare dig, at det ikke er dig, der er noget i vejen med, men systemet, politikerne, folkeskolereformen. At man selvfølgelig bliver fuldstændig udmattet, når man som skolebegynder går i skole fra 8.15 til 14.45, samtidig med at man skal forsøge at lære, hvad fanden der overhovedet forventes af én. Når man er så forvirret over alle de krav og alle de mennesker, at man ikke kan falde i søvn og slet ikke vågne om morgenen; at man bliver så træt, at en i forvejen vanvittig lang og voksenstyret skoledag virker uendelig.

Jeg har politikerne (se, i generaliserende flertal, jeg er for træt til nuancer) mistænkt for at bruge folkeskolereformen som bevidst undertrykkelse af al folkelig modstand (mod afvikling af velfærdssamfundet, dårlig behandling af de svage, hvad vi nu kunne finde på at protestere mod). Det virker i flere generationer: Forældrene er for trætte og fokuseret på deres trætte børn til for alvor at kunne gøre andet end arbejde-hente-handle-putte-arbejde... Og børnene indoktrineres effektivt og tidligt og omfattende med en "kom nu, videre videre"-mentalitet og skal i øvrigt bruge så meget krudt på skolen, at der slet ikke er tid til ret meget andet. Inklusive udvikle en konstruktivt-kritisk tankegang overfor de omgivelser, de er i.

Men det var jo slet ikke dét, jeg ville sige. (Jeg ved i øvrigt også godt, at min trætte vrede er socialist-rød. Sådan er det altid. Rød-sort. I morgen skriver jeg helt i hvid, den farve skolemaling har nemlig også. Heldigvis.)

Det, jeg ville sige, var:

Efter jeg havde efterladt dig der, så vred og ked af det, i armene på en SFO-voksen, jeg aldrig før har snakket med, længe efter klokken havde ringet... ja, så blev jeg selv vred og ked af det. Over at du skal gå så meget i skole, over at man ikke kan lege meget mere, når man er seks år. Jeg sagde til dig, at det nok skal blive bedre, og det skal det. Det er helt sikkert. Men jeg kan godt forstå, at du - som du sagde - "ikke kan holde til mere."

Senere ringede jeg til den voksne, som sagde mange fine ting. Han sagde, du var sød og bestemt og sej. At du var utroligt god til at mærke, hvordan du havde det, og hvad du havde brug for. At det var vigtigt, at du blev ved med at være så god til de ting - og at det er de voksnes opgave at hjælpe dig med det.

Han sagde også, at du var det tredje barn den morgen, han havde prøvet at trøste. Fordi det er hårdt at starte i skole, især når man skal gå SÅ mange timer i skole, som politikerne har bestemt, I skal.

Sønne, jeg ved ikke, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig, men jeg skal nok finde ud af det. Og det skal nok blive nemmere. Det lover jeg.

10 kommentarer:

  1. Åh, lille Sønne... (14.45 lyder da også helt vildt! På 'vores' skole sluttede dagen for 0. senest 13.30...)
    I det mindste lyder det som om, at der er gode folk til at passe på ham.

    SvarSlet
    Svar
    1. Onsdag har de fri ved frokosttid. "Børnene bliver så glade," sagde skolelederen. "Det er næsten som en helt lille weekend." Jesus Kristus. Hvis man sulter folket, bliver de taknemmelige for vandgrød.

      Slet
  2. Ouch! Den gør nas. Har én af samme støbning herhjemme, og tænker jævnligt på om vi skulle have holdt fast i Rudolf Steiner/friskole til pigen...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg overveje at sende Sønne på steiner mindst én gang om dagen...

      Slet
  3. Av. Det er så genkendeligt skrevet, at jeg pt. sidder og tuder ned i tastaturet på psykolog-kontoret efter at have læst det. Og det er vel at mærke mig, der er psykologen. Må spørge næste klient, om vi lige kan bytte plads et øjeblik, så jeg kan få afløb for mine frustrationer over, at min fem-et-halvt-årige skal tilbringe sine 6-7 bedste timer af hver dag på skolebænken. Det virker så urimeligt. Vores løsning er pt. at give hende en ugentlig fridag. Det er måske ikke verdens mest langsigtede løsning, men det virker som en bedre løsning end at se hende brænde sammen. Men jeg synes egentlig, vi skal lave en revolution. Som gør det muligt at vælge folkeskolen til og den kroniske ondt-i-maven fra. Øhm. Jæs. Hvordan gør man det?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er satme ked af, du kan genkende det. Det er ikke sjovt, men det ved du jo alt om. Jeg er helt seriøst med på en revolution, for det er kraftedme (satmesgufanden) ikke ok, at ofrer en hel håndfuld børneårgange på noget, der er resultatet af et sygt politisk spil. Jeg er så meget med på den revolution og synes at jeres fridagsløsning er en ok start, indtil vi rent faktisk får overskud til at udtænke en revolutionsplan.

      Slet
  4. Jeg er indskolingslærer og mor til en skolestarter på snart 7 år, så jeg genkender hver eneste ord og hver eneste følelse, du beskriver. Jeg tror at oprøret skal komme fra forældrene - lærerne fik med lov 409 (arbejdstidsreglerne) en spændetrøje på, og har ikke hænderne frie til at løfte opgaven med den nu skolereform, en opgave der er så kæmpestor at ingen lærer fatter, hvorfor man ikke, som med så mange andre store forandringer, implementerede den gradvist over fx tre år, så både elever, forældre og lærere fulgte med, tog ejerskab og fokuserede på alt det , vi sagtnes kunne få til at fungere rigtigt godt. Lige pånær de lange skoledage, det projekt kan de stikke op et vist sted, det er så forfejlet og misforstået, at man ikke fatter, hvordan nogen med indflydelse kom frem til den beslutning! Må jeg linke til dit indlæg fra min blog?
    Gode hilsner - og godt brølt - fra Helle

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, selvfølgelig må du det! Og tak. Og forfandenihelvede altså. Det er ikke til at bære.

      Slet
  5. Jamen, hvis du er lærer kan du så ikke gå ud og lade børnene lege under din metodefrihedshat?

    SvarSlet