onsdag den 22. oktober 2014

Værdighed. Åbenbart ikke et varigt personlighedstræk.

Hallihallo hvor vi glædede os! Mor bag rattet, Sønne med svømmetøj i favnen. Høj musik, medbragt bonusmadpakke. På vej til fritidsaktivitet i lokalområdet, nyrenoveret svømmehal. 5000 point på forstadskontoen.

Vi nåede næsten - næsten - fra bilen til døren, før Sønne gik i mentalt og fysisk backgear. Han gik tre skridt baglæns, mens hans ansigt krøllede sammen og han hvislede nej. Jeg vil ikke. Kom vi går hjem.

Det var så der, klokken lidt i fem en sjasket, træt tirsdag, at jeg bare skulle have sagt: Ved du hvad? Det gør vi sgu i dag. Så kommer vi igen næste tirsdag.

Men næ-nej. Drengen havde glædet sig, og det skulle hans ængstelighed-frygt-nervøsitet-tilbageholdenhed-signalstærkhed saftsusemig ikke stoppe.

Tænkte jeg.

Og halede, virkeligt halede, ham ind i dameomklædningen. Hvor han bare blev rødere og rødere i hovedet, og klokken hastigt nærmede sig fem - svømmestartstidspunktet - mens glade børn brusede sig omkring os.

"Hvad kan gøre det her nemmere?" hviskede jeg pædagogisk-desperat og tilbød alskens tilfældige ting. Fx at gå ind i drengens omklædningsrum (vel OK når ungerne er max syv år, iggå?!), og det ville han gerne.

Gennembrud!

Så det gjorde vi, og jeg trak tøjet af det modvillige barn. Mens jeg lovede, at han blot behøvede at komme ud i hallen og kigge lidt, og speed-peptalk-hviskede om at huske på glæden og bryde gennem frygten og mere gas af samme støvede selvhjælpsskuffe.

Mit krise-tunnelsyn-tunnelhørelse-max-fokus-på-Sønne gjorde det nemt at ignorere de mange, mange mænd omkring mig. Derfor var det også så meget desto mere overraskende at blive prikket på skulderen af en tydelig beklemt Bederfar, der snakkede noget om, at trænerne også skulle klæde om, og de store børn og mæh mæh.

Jeg kiggede et øjeblik ned på mine egne tæer i mangel af bedre holdepunkt og bemærkede strømpebukserne, der stadig beklædte dem. Midt i en voksende brusebadsvandpyt. Svært lissom at vriste dem af under lidt for stramt pencil skirt i fædrefyldt forstadsomklædningsrum, ikke.

Og i øvrigt stod prikkefaren og kiggede på mig og forventede tydeligt et svar.

Så fandt jeg mit største tandsmil frem og sagde noget beroligende/helt sort og trak mit tåre-bruser-våde-barn ud i den nyrenoverede svømmehal. Hvor forældre med bare tæer og lige lovligt velkendte børnehave-ansigter sad bænkede langs de nyrenoverede vægge. Men OK. Af sted i krig og ud i vandpytterne, iført tiltagende våde strømpebukser og tiltagende angst barn.

"Du behøver ikke komme i vandet, men vi går lige hen og siger hej til læreren," beroligede min halvt-insisterende-halvt-empatiske-helt-manipulatoriske autopilotstemme og trak ham hen til nybegynderholdet.

Der viste sig ikke at være ret nybegynder. Siger jeg bare. I hvert fald sprang 13 af de 15 børn direkte i vandet og gav sig til at lege fangeleg på lærerens kommando.

Barn nummer 14 skulle have en beroligende peptalk af hjælpelæreren plus et svømmebælte.

Barn nummer 15 var mit og sad på kanten med tåspidserne i vandet (tvunget af BS Mor). Og jeg sad i havfruestilling ved siden af med nu sjaskvådt pencil skirt og lyttede overrasket til den fortsatte strøm af "you can do it"-"fear shouldn't control you son"-snak, der strømmede ud af mig.

For nu at gøre en lang og trist historie kort og trist, så sad vi dér en time. En time. Én eneste gang dyppede Sønne sin lille, kolde krop i det store, kolde bassin, og det kun fordi jeg et eller andet sted i min helt uendeligt lange bullshittalestrøm havde lovet en førstegangs-svømnings-fejring-verdens-største-is, hvis han kom i bassinet.

Først til allersidst, da jeg havde aftalt med læreren, at jeg godt måtte komme med i bassinet næste tirsdag, slappede han lidt af og syntes næsten det var spændende at se de 14 andre svømmere plaske rundt iført svømmefødder, blå læber og lykkelig latter.

Og så var det jo ellers bare at trisse ud i mandeomklædningen igen, hvor der stod et par halvvoksne nøgne drenge. Jo. En venlig far hentede næsten alt vores tøj, så vi kunne bakke ind til damerne, uden om brusebadet, få klor-Sønne direkte i tøjet og ud i bilen.

Videre til Netto - med mig i bare ben og vådt pencil skirt - hvor vi diskuterede noget, om Magnum virkeligt er verdens største is. Og så ellers highfives Sønne for hans trods-frygt-evner og speedfortælling af 30 opbyggelige historier om min egen frygtovervindelse.

Han virkede nærmest stolt, men måske forveksler jeg stolthed med "jæs jeg overlevede og har fået en uge til på vores dejlige klode, før jeg igen skal i skærsilden med min onde, utilregnelige mor." Svært at bedømme. Så jeg valgte mulighed et, stolthed, og forsøgte at ignorere min egen følelse af panik over, at der er under et år til, at han skal starte i en skoleklasse, hvor han ikke kender en sjæl, og hvor jeg næppe må komme med hver dag.

Her til morgen kravlede han op på skødet af mig - drengen, der indtil i går klokken halvfem virkeligt glædede sig til sin nye fritidsaktivitet - og spurgte "hvorfor skal man egentlig gå til svømning, mor?"

Svært at svare på. Også hvis man er moren, der som karmastraf for at have opholdt sig i mændenes omklædning skal være iført bækkenbetinget blegfedhed og 19 år gammel gennemsigtig Speedobadedragt foran en svømmehal fuld af påklædte voksne om under en uge.

For fanden i helvede altså.

22 kommentarer:

  1. HAHAHAHA, jeg ved godt, at det ikke er sjovt, men det er fandeme noget af det sjoveste, jeg længe har læst!!! :-D
    Spot on med BS Mor og den pædagogiske autopilot-stemme, var flad af grin! Det er ikke bare sjovt, det er også frygtelig genkendeligt... Bortset fra, at jeg sjældent går i pencilskirt, så er dét der SÅ meget mig og min søn, desperation, manipulation, semi-pædagogiske stress-taler og endelig: bestikkelse.

    Min dybeste medfølelse - og har virkelig ondt af, at du skal i vandet i næste uge... Hvad med noget tørsvømning henover en stol, evt.? Var det ikke det, de gjorde i gamle dage, inden ungerne overhovedet kom i nærheden af vand?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Både for latter og medfølelse... det er en form for trøst, at du - med dit ekstra-tidligt-skoleklare-barn - kan genkende en flig af min ulykke.

      I øvrigt er han (eller var han) rimeligt glad for vand. Vi er tit i svømmehallen sammen, hvor han bobber lystigt rundt og svømmer hundesvømning. Så meget desto mere foruroligende med den pludselige angst, siger jeg bare (før jeg stormer ud og kommer en ny badedragt).

      Slet
  2. Har selvfølgelig helt vildt ondt af dig, men sidder også og griner i skægget. Undskyld: )
    I bogen SVØM kan du finde masser af gode råd og trin-for-trin guides til, hvordan man griber de første svømmeture an. F.eks. kan man læse følgende:
    "Ængstelige Mennesker stiller stadig det Spørgsmål: "Hvornaar skal man begynde at gaa i Vandet?"
    Saasnart Solen med sine velsignede Varmestraaler har givet Luften en Temperatur, der virker saaledes paa os Menneskebørn, at Tanken drages med Længsel mod det Friske Vand!"
    Google 'svøm' og 'holger nielsen' og blive både oplyst og underholdt - og måske rustet til næste uges mareridt. mvh. Luise

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske er det direkte unaturligt at sende menneskebørn i vandet, når solen trækker sine velsignede varmestråler tilbage, og efteråret lægger sig tungt over Beder? Der er i hvert fald koldt i svømmehallen!

      Slet
  3. Det må have været skrækkeligt i situationen, men tak for at du fortæller, får os til at grine og huske, at vi alle sammen bare er mennesker, der gør vores bedste, og at det nogen gange bare ikke kan gå efter bogen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvtak. Så var miseren godt for ET eller andet!

      Slet
  4. Må anbefale svømning i Odder. Vandet er 100 gange varmere, niveauet "meget begynder" og vandet så lavt, at de kan gå i det. Vh en Beder-mor, der nyder din blog

    SvarSlet
    Svar
    1. Svømmehallen i Odder er Danmarks bedste. Eller i hvert fald den bedste vi kender. Og vi er der tit... Jeg havde bare tænkt, at det kunne være så fint og nemt og integrerende at svømme i lokalområdet. For høwled... og dejligt du læser med!

      Slet
    2. Odder er totalt i orden. Vi elsker at komme der og selv Rosa, der betragter alt nyt med skepsis synes der er rart at være (sikker pga. slik-automaten ved indgangen).

      Slet
  5. Åh gud, it really does ring a bell... Troede at det der mor-noget gjorde, at man blev moden og voksen, men istedet bliver man nogen gange en hel uigenkendelig version af sig selv.

    SvarSlet
  6. Årh altså nej. Hvad gør vi ikke for at få vores poder til at gennemføre et eller andet, som de ikke rigtigt har mod på. Og så bliver det enten bare uendelig kikset eller også noget helt andet end en god oplevelse. Føler virkelig med dig. Bedre held i næste uge. Og ellers - så drop det! Med god samvittighed. Og lad Sønne nøjes med at nyde badelivet i Odder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak og ja - det må være sådan det er: Det skal have en chance eller to til, og så finder vi på noget andet. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at de andre unger på holdet er meget øvede (Den Store Forstadskonspiration)

      Slet
  7. Vil bare give dig en "thumbs up" - min datter er præcis som dine sønne, og jeg kæmper en kamp for at finde den helt rettet balance mellem BS-mor og eftergivende mor. For jeg har også oplevet, at jeg ikke pressede på og så endte med et grædende barn derhjemme alligevel fordi hun jo havde glædet sig så meget til svømning/kor/skolestart - indsæt selv flere.

    Her i en alder er 8 går de fleste ting efterhånden smertefrit, mest fordi (tror jeg) at vi har presset hende til nogle sejre, men samtidig holdt fast I, at det er Ok hun er ked/bange/spændt/sommerfulge i mave - indsæt selv flere.
    Men H.D.K hvor er det svært at være den tålmodige overskudsagtige mor med det våde tøj i svømmehallen, moren der er med på alle skolefotoene fra første skoledag fordi jeg havde koalabarn klæbet til mig hele tiden, der nægtede at gå nogen steder hen selv, hende der mødte for sent hver anden uge i 6 måneder fordi hun skulle skille sig af med samme koalabarn når det var hendes tur til at aflevere.

    Dybe indåndinger (til moren) og bestikkelse (til barnet) har klaret os gennem meget. Og hey i år er svømmestarten (det er så også 4.sæson nu.....) gået uden gråd og vådt tøj, og pigebarnet er rykket op på et apirant hold også uden kriser..... Så der er håb forude. Og ved du hvad, H.D.K hvor er de seje de unger vi har, der overvinder sig selv igen, og igen selvom det er svært for dem. Det er sejhed!

    KH
    S

    SvarSlet
    Svar
    1. Hey S. Tak for det. Du fik mig faktisk til at græde en lillebitte smule.

      Slet
  8. Jeg har kun grædt en gang (altså ift. frygtsom/sensitivt datter). Da dengang 6-årige datter efter overstået anden-sæson-første-svømmetime-med-våd- mor-grædende-barn-set-up, kiggede længselsfuldt efter storesøster der glad og fredigti kastede sig ud i svømmebassinet til første time med nye lærere og nye holdkammerater og sagde: "hvor ville jeg ønske jeg var lige så modig som X (storesøster)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhja. Her siger han også noget lignende - bare om sin lillesøster. Klart et nederlag.

      Slet
  9. Og det var S fra forrige indlæg igen :-)

    SvarSlet
  10. Alligevel pisse friskt at du gik ind i mændenes omklædningsrum! Cyber High five på det!

    SvarSlet
  11. Så kan du lære det.... Var der sidste år hvor truslen om "nu skal du altså gå i vandet, ellers må du gå ud under bruseren mens søster svømmer og kommer ikke med mere" blev grebet med et "ja tak". Ungen steg ud under bruseren, frabad sig alle fritidsaktiviteter der meste af et år og ELSKER nu at være startet til gymnastik. Der ER altså heller ikke meget varme i de der store svømmehaller om vinteren til trods for vi havde udstyret hende med våddragt etc.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ohyes. Man skal ikke gå til svømning for enhver pris (men det skal have en chance, når nu han havde glædet sig sådan!). Vi har også gået til gymnastik med blandet held.

      Slet
  12. M startede på et nyt og større hold i forbindelse med at hun startede i 0. klasse sidste år. Hun havde glædet sig helt vildt, en det var æ' et godt træk. Pigen der næsten aldrig græder, kunne slet, slet ikke overskue i forholdt til alt det andet der skete i hendes liv. Jeg lod hende slippe efter et par gange, fordi jeg synes det var så synd for hende. Nu i efteråret er hun 110% klar og rykkede op til et "større" hold efter en enkelt gang. I stedet for at slå mig selv i hovedet var jeg faktisk stolt af at jeg for en gangs skyld havde lyttet til hende og mærket efter i min mave (dermed ikke sagt at du ikke har gjort det!).

    SvarSlet