torsdag den 19. september 2013

Top 5 over hverdagssvedtyper

#1 Koffeinsved
Særligt udtalt om eftermiddagen, og særligt på dage med et kaffeindtag på over tre kopper. Hænger ofte sammen med træthedssveden, der igen ofte hænger sammen med vokseværk og projekt sov-i-egen-seng. Kommer særligt til udtryk på næseryggen (som er et virkeligt mærkeligt og uklædeligt sted at svede) og i håndfladerne og lugter ganske ilde.

#2 Regntøjssved
Særligt udtalt på efterårsdage med ubeslutsomt regn-skybrud-høj-solskins-mere-regn-vejr. Kan mærkes over hele kroppen og forstærkes tydeligt ved kontakt mellem løst hår og lynlåse/velcrolukninger/elastikker/o.a. på enten én selv eller småbørn.

#3 Bilsved
Udtalt i alle situationer, der medfører (oplevet eller reel) risiko for eget liv/andres liv/buler/pinlighed/utålmodige børn/utålmodige medtrafikanter/politi-opmærksomhed/ukendte parkeringsforhold/motorveje/nye veje/halvnye veje/venstresving med flere spor/vognbaneskift/lignende. Mærkes særligt i håndflader, armhuler og ansigt og udmærker sig ved at kunne dukke frem på store hudarealer fra det ene øjeblik til det andet.

#4 Cykelsved
Særligt udtalt på bjergene omkring God Bedre Beder og/eller i kombination med regntøjssved. Er særligt udtalt på ryggen og lugter uretfærdigt nok stort set ligeså dårligt som alle de andre slags sved. Giver en fornemmelse af at måtte indtage ubegrænsede mængder chokolade.

#5 Trodsaldersved
Fremkaldes ikke udelukkende af afkom i trodsalderen; kræver ofte opbakning fra en indre stemme, der med stor lydstyrke og skarphed siger ting som: Du burde ikke kalde det trodsalderen! Kom nu, ikke bøvle! Vi skal være ude af døren om fem minutter!! FEM! Hvis du ikke handler helt korrekt (og der ER en opskrift), knækker du barnet for evigt! Manifesterer sig over hele kroppen og kan nærmest mærkes i hjernen.

Har jeg glemt noget?!

5 kommentarer:

  1. Eftersved! Som dukker op som lynet fra en klar himmel, EFTER man har knoklet rundt med børn/på bakker/i biler/under bøvl. Og fuldstændig tager pippet fra en, fordi man står ret op og ned og tapsveder. Og overvejer, hvorfor i alverden, man nu lige tog den tykke jakke på. Fordi det bare er ufedt at stå og dampe, når man skal prøve at være seriøs freelance-type/tjekket mor i institutionen/m.fl.

    SvarSlet
  2. I øvrigt - sveder du også på næsen? Det gør både jeg og reptilerne, og HDD morer sig kongeligt over det. HVER gang han ser det. Så sjovt synes jeg nu heller ikke, det er, men det er åbenbart et usædvanligt sted at svede?! Siger HDD. Jeg ved det ikke ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Næsesved er noget af det trælseste. Men jeg gør det virkeligt i stor stil... og ja: Eftersved er også en bitch!

      Slet
  3. Løbersved - når man har været ude at løbe og sveder ad h til og har det rogtig godt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nært beslægtet med cykelsved.

      Slet